Annonce
Helsingør

Flere af Helsingørs ældre må til en anden kommune for at få corona-vaccine

Alle plejehjemsbeboere i Helsingør Kommune er onsdag og torsdag blevet vaccineret. De tilhører gruppe 1 på Sundhedsstyrelsens prioriterede liste over, hvem der tilbydes en vaccine. Gruppe 2 - borgere over 65 år, der modtager både pleje og praktisk hjælp - skal i nærmeste fremtid til Hillerød for at modtage vaccinen. Foto: Mads Dalegaard
Kommunens borgere over 65 år, der modtager både praktisk hjælp og pleje, får i disse dage et tilbud om at blive vaccineret mod Covid-19. Men de ældre skal til Hillerød for at modtage vaccinen. Derfor opfordrer Helsingør Kommune nu pårørende til at hjælpe de ældre med transport til vaccinecentret.
Annonce

HELSINGØR: I disse dage modtager kommunens borgere over 65 år, som får både praktisk hjælp og personlig pleje, en invitation i postkassen eller i e-boks. Det er en invitation fra Statens Seruminstitut til at få en vaccine mod Covid19.

Onsdag og torsdag blev beboere på kommunens plejehjem vaccineret. Dermed har alle i den første af Sundhedsstyrelsens i alt tolv prioriterede grupper af borgere, der tilbydes at få en vaccine, nu fået det lille stik i armen. Vaccinationerne foregik på plejehjemmene. Men de hjemmeboende borgere i gruppe 2 skal til et vaccinationscenter i Hillerød for at blive vaccineret.

Annonce

Kommunen opfordrer pårørende til at hjælpe

Derfor opfordrer Helsingør Kommune torsdag pårørende til de omkring 600 borgere i gruppe 2 til at hjælpe de plejekrævende ældre med blandt andet transport til vaccinationsstedet.

- Vi opfordrer til, at familiemedlemmer og pårørende til borgere i gruppe 2 hjælper med booking og transport, hvis de har mulighed for det, står der blandet andet i et opslag på Helsingør Kommunes facebookside.

Her beder kommunen borgerne i gruppe 2 om at give Helsingør Kommune besked, hvis de - eventuelt med hjælp fra pårørende - selv står for at booke tid og transportere sig til vaccinationscentret.


Vi opfordrer til, at familiemedlemmer og pårørende til borgere i gruppe 2 hjælper med booking og transport, hvis de har mulighed for det

Helsingør Kommune


-  Så bruger vi kræfterne hos dem, der ikke har samme mulighed for hjælp. På den måde kan flest muligt blive vaccineret hurtigst muligt, skriver Helsingør Kommune på sin facebookside.

Det faktum, at borgere fra Helsingør Kommune må transportere sig væk fra kommunen, hvis de ønsker at blive vaccineret, har allerede ført til politisk debat. På et ekstraordinært byrådsmøde tirsdag stemte byrådet i Helsingør Kommune ja til at betale for, at sårbare og udsatte borgere kan blive transporteret til og fra et vaccinationscenter på kommunens regning. Men flere at de lokale politikere var bekymrede for, at udgifterne kunne blive store, skrev Helsingør Dagblad onsdag.

I denne rækkefølge foregår vaccinationerne mod Covid-19

  1. Personer som bor i plejebolig med videre.
  2. Personer med alder på 65 år og over, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem.
  3. Personer med alder på 85 år og over.
  4. Personer i sundheds- og ældresektoren, og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.
  5. Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, der medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb med covid-19 samt udvalgte pårørende.
  6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb, eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson.
  7. Personer med alderen 80-84 år.
  8. Personer med alderen 75-79 år.
  9. Personer med alderen 65-74 år.
  10. Personer med alder under 65 år, som har tilstande og sygdomme, der medfører øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19.
  11. Personale der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.
  12. Øvrige befolkning udvalgt eksempelvis efter alder.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Espergærde

Dusinvis af blomster til minde om afdød elev: - Helt ubeskriveligt at et ungt menneske mister livet

Debat

Debat: Regeringen ødelægger ungdommen

Annonce