Annonce
Helsingør

Flere ledere af dagtilbud: Pædagoger bør vaccineres tidligt

De borgere, der er de første til at få vaccinen, er samtlige plejehjemsbeboere på kommunens syv plejehjem og midlertidige døgnpladser. Det drejer sig om cirka 460 borgere. Foto: Andy Buchanan
Pædagoger og pædagogmedhjælpere er ikke blandt de tre grupper som først tilbydes vaccinen mod Covid-19.

CORONA: Bør pædagoger og pædagogmedhjælpere prioriteres højere i Sundhedsstyrelsens vaccine-program?

»Ja«, svarer flere ledere af forskellige lokale dagtilbud. Ifølge dagtilbudslederne er det afgørende at skabe en tryghed på arbejdspladserne, der varetager den kritiske funktion; børnepasning.

Niels Borckenhuus er leder af dagtilbudsområdet i Helsingør Kommune. Foto: Privat

- Det er vigtigt, at pædagoger og medhjælpere bliver prioriteret i forhold til vaccinen. De står hver dag og skal drage omsorg for børn og være tæt på dem, siger Niels Brockenhuus, der er leder af dagtilbudsområdet i Helsingør Kommune.

- Men det er en faglig vurdering fra Sundhedsstyrelsen i hvilken rækkefølge vaccinen gives, tilføjer han.

Hvem tilbydes først vaccine?

De borgere, der er de første til at få vaccinen, er samtlige plejehjemsbeboere på kommunens syv plejehjem og midlertidige døgnpladser. Det drejer sig om cirka 460 borgere.

Anden målgruppe er de hjemmeboende borgere over 65 år, der er visiteret til både personlig pleje og praktisk hjælp - det drejer sig om cirka 500 personer i Helsingør Kommune.

Den tredje og fjerde målgruppe, der vil få tilbudt vaccine, er henholdsvis borgere over 85 år samt medarbejdere i sundheds- og ældresektoren, som varetager en kritisk funktion. Dermed er personalet i dagstilbuddene ikke indtænkt i de første faser.

Annonce

Børnehuset Klatrehuset

Ligesom Niels Brockenhuus havde Helle Jespersen, der er leder i Børnehuset Klatrehuset i Hornbæk, også håbet, at personalet i og omkring dagtilbuddene var tiltænkt de første faser af vaccinationerne.

- Det giver god mening, at man har sundhedspersonalet i front, men efter dem ville det være oplagt at rykke os frem, så man kan fortsætte med at holde dagtilbuddene åbne, siger hun og fortsætter:

- Nogle forældres job kan være svære at varetage, hvis de ikke har en pasningsmulighed.

Lederen i Børnehuset Klatrehuset i Hornbæk forventer, at driften kommer tilbage til normale standarder, lige så snart, vaccinationen er givet til medarbejdere.

- Så skal vi ikke hele tiden have folk i isolation, folk til testning og så videre, forklarer hun.

Annonce

Børnehuset Mariakringlen

I Børnehuset Mariakringlen i Helsingør er lederen, Sanne Ingemann Andersen, i tvivl. Hun er ikke lige så sikker på, at vaccinen til pædagoger og medhjælpere bør fremskyndes.

- Det kommer an på, på hvis bekostning det bliver, men det bliver dejligt, når vi får vaccinen, siger hun.


Jeg har tillid til dem, som står for at planlægge. Vi bliver nødt til hele tiden at have tillid til dem, som skal træffe beslutningerne.

Eva Meyer, leder af Børnehuset Nyrup


I børnehuset i Helsingør har medarbejderne ikke tilladt Covid-19 at ændre på den omsorg, børnene gives. Børnene modtager lige så mange krammere, forklarer hun, og smittefaren er generelt ikke noget, der overdøver hverdagen.

- Det ville selvfølgelig have en betydning, hvis alt personale blev vaccineret. Så var der ikke lige så mange, der skulle testes eller i karantæne, siger Sanne Ingemann Andersen og fortsætter:

- Men det er ikke fordi, at Covid-19 fylder alverden hos os. Jeg oplever ikke en stor bekymring i institutionerne.

Annonce

Børnehuset Nyrup

Heller ikke i Børnehuset Nyrup, hvor Eva Meyer er leder, oplever de bekymringer hos medarbejderne. De arbejder for så vidt muligt normalt og giver børnene al den omsorg, de kan.

Eva Meyer er leder i Børnehuset Nyrup. Foto: Lars Johannessen.

Ikke desto mindre ser Eva Meyer frem til vaccinen, som ifølge hende kommer til at gøre en forskel. Og selvom hun er af den overbevisning, at hendes personale bør vaccineres tidligt, har hun fuld tillid til Sundhedsstyrelsen.

- Jeg har tillid til dem, som står for at planlægge. Vi bliver nødt til hele tiden at have tillid til dem, som skal træffe beslutningerne, siger hun.

Dog glæder hun sig til vaccinen, som kommer til at give ro. Også selvom bekymringerne ikke har været store i børnehuset i Kvistgård.

- Det giver mening i forhold til forståelsen af som faggruppe fortsat at skulle gå på arbejde. Men jeg oplever ikke bekymringer fra mine medarbejdere, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Overlæge med speciale i overvægtige børn: Det ligger dybt i os, at når vi er kede af det, så propper vi noget i munden

Annonce