Annonce
Helsingør

Genbrugsplads fortsat lukket for private: "Tager en dag ad gangen"

Foto: Torben Sørensen

Borgere må leve med at have sække med haveaffald stående i haven, indtil Skibstrup Affaldscenter genåbner for private, siger Forsyning Helsingørs administrerende direktør Jacob Brønnum.

Annonce

Affald: Mens størstedelen af danskerne er sendt hjem under corona-nedlukningen, kan affaldet - både i haven og i husholdningen - godt hobe sig op.

Men Skibstrup Affaldscenter besluttede den 18. marts at lukke adgangen for private, og det vil fortsætte indtil videre, siger administrerende direktør Jacob Brønnum til Helsingør Dagblad.

Hvad er årsagen til, at private ikke kan aflevere affald på genbrugsstationen i øjeblikket?

- Det korte svar er, at vi følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer for at hindre smitten i at brede sig. En genbrugsplads er et sted, hvor rigtig mange mennesker mødes, og hvor vores personale normalt er i direkte kontakt med besøgende om korrekt sortering. Men dertil har både Kommunernes Landsforening og Dansk Affaldsforening anbefalet, at genbrugspladserne lukkes for private, da det ikke defineres som en kritisk funktion i samfundet. Sådan er det nu over det meste af landet og i vores nabokommuner, siger Jacob Brønnum.

- Her i Helsingør har vi fortsat åbent for erhverv – og har så valgt at lukke i weekenderne, reducere åbningstiden i hverdagene og henstille til, at private viser forståelse og venter med at aflevere affaldet til efter situationen er normaliseret.

Hvor længe forventer I, at det varer ved?

- Foreløbig tager vi en dag ad gangen, så det er ikke til at sige endnu. Men vi følger udmeldingerne fra regeringen og KL nøje – og er selvfølgelig klar til at justere, såfremt det er nødvendigt, eller der kommer nye udmeldinger fra sundhedsmyndighederne om udendørsaktiviteter.

Er det ikke muligt at indrette systemet, så der f.eks. kun er nogle få biler ad gangen?

- Alle de andre genbrugspladser har valgt samme tilgang som os. Men med de besøgstal, der normalt er i weekenden, vil det være meget svært at styre – også trafikalt, hvor køen af biler med og uden trailer formentlig vil ende med at blokere Skindersøvej mellem Ålsgårde og Espergærde.

Annonce

Lad det ligge i haven

Hvad skal folk gøre med deres haveaffald – som de jo får en del af i denne tid, hvor de er meget hjemme?

- Jeg synes, at folk skal opbevare deres haveaffald i haven. Noget af det kan bruges til kompost, noget til brænde – og andet igen kan måske blive liggende til glæde for naturen – f.eks. som skjul for små dyr som pindsvin.

- Hvis man alligevel gerne vil af med sit haveaffald, så kan man snart tilmelde sig vores ordning, hvor vi kommer og henter haveaffald på bestemt datoer. Vi begynder årets rutekørsel i starten af april, og allerede nu er det muligt at tilmelde sig de første ruter via vores hjemmeside.

Der skabes også mere restaffald, når man er hjemme – hvad skal man stille op med det?

- Vi kommer stadig og henter dagrenovation. Men i første omgang skal man sørge for at få det sorteret korrekt. Tørt pap og papir kan f.eks. komme i den særlige beholder til dette. Glas og flasker kan afleveres i de mange kuber, der er placeret rundt om i kommunen på offentlige arealer. Småt elektronik og batterier kan lægges i gennemsigtige poser oven på skraldespanden, og så tager vi det med.

- Det er også muligt at bestille en ekstra affaldssæk fra Forsyning Helsingør via vores hjemmeside eller købe den hos Rema 1000 i Hornbæk eller Spar Købmanden i Tikøb.

Vil I tage nogle initiativer for at afhjælpe situationen – f.eks. flere afhentninger af haveaffald/restaffald, ekstra poser til folk eller lignende?

- Vi overvejer en ekstra affaldssæk til alle, og som sagt så følger vi udviklingen fra dag til dag, siger Forsyning Helsingørs direktør Jacob Brønnum.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Styrelse slår fast - skoler bør aflyse alle lejrskoler og klassefester

Sport

Bagom Bolden: Formentlig ikke set bedre

Annonce