Espergærde: Klokken 10.11 blev det anmeldt, at der imellem fredag eftermiddag og onsdag morgen var blevet stjålet værktøj til en værdi af adskillige tusinde kroner fra en håndværker-bil, der havde holdt parkeret på Nørre Torv.
Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.
I denne skriver de også, at en en 53-årig mandlig bilist fra Helsingør blev standset og kontrolleret på Esrumvej ved Skovbrynet onsdag formiddag. Her viste det sig, at han ikke besad den fornødne førerret, og han blev derfor sigtet for at sidde bag rattet alligevel.
Om eftermiddagen blev en 21-årig mandlig bilist fra Gilleleje standset og kontrolleret på Rønnebær Allé. Her fik han narkometeret til at slå ud for cannabis, hvorfor han blev sigtet for dette og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.
I døgnrapporten skriver de også, at det klokken 15.18 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld på Gurrevej/Rønnebær Allé. En personbil ført af en 21-årig mand fra Gilleleje drejede til højre i lyskrydset, og i den forbindelse overså føreren en 88-årig kvindelig fodgænger i fodgængerfeltet, som derved blev påkørt.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der ikke umiddelbart var sket alvorlig personskade. Føreren blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser.