Annonce
Helsingør

Hajer, skildpadder og rokker - på vej til et lille paradis

Amailie og hendes bror Villads.

Ombord på deres båd Freedom sejler Hornbæk-familien Pociot nu rundt mellem de Caribiske Øer. 11-årige Amailie beretter om sejladsen - set i børnenes øjenhøjde.

Annonce

Sejlads: Da vi kom til Tobago Cays, havde vi allerede set 3 skildpadder, der havde stukket hovedet op, og i indsejlingen så vi også en skildpadde.

Vigga fra Vixen, snorklede over til os og spurgte om vi ikke ville med ud og se, om vi kunne finde nogle skildpadder. Mig og Villads fik hurtigt skiftet til badetøj og kom i vandet. Vandet var rigtig klart, men faktisk var der ikke særlig meget at se på. Ikke andet end noget tang og lidt på havbunden.

Vi svømmede lidt ud af og lige fremme, så vi en skygge af en skildpadde. Vi skyndte os hen til den, og der var den endelig! Den første havskildpadde vi nogensinde har dykket med! Længere fremme var der flere havskildpadder. Men så kaldte min far pludselig på os, for vi var dykket for langt væk, og der sejlede både rundt som nok ikke kunne se os.

Annonce

Skildpadderne skræmt væk

Næste dag tog vi ind til stranden med gummibåden. Det var et “Skildpaddeområde”, men der var ikke rigtig nogle skildpadder, for alle skildpadderne var skræmt væk, fordi der kom så mange mennesker.

Før vi gik i vandet, gik vi lige en lille tur oppe på nogle klipper. Da vi kom ned, var Vixen også kommet. Da mig og Vigga næsten kun havde fået maske på, var drengene allerede i vandet. Men de kom hurtigt op ad vandet igen og skreg “HAJ!”. De sagde, at de havde set en lille haj, og at de bare fik et chok. Da mig og Vigga også var i vandet, var vi ikke ret langt ude, før Vigga lige pludselig pegede, og rigtig nok svømmede en lille revhaj lige foran os. Jeg blev egentlig ikke lige så bange for hajen, som jeg havde forventet, jeg ville blive.

Annonce

En rokke svømmede forbi

Bagefter vi havde badet lidt, besluttede mig og Vigga os for, at vi ville svømme lidt længere ud på det dybe. Vi var ikke kommet ret langt, før der kom en stor (rigtig stor) rokke svømmende forbi. Der vil jeg gerne indrømme, at jeg blev lidt bange.

Næste sted vi kom hen til hed Chatham Bay på Union Island. Der skulle vi ligge for anker. Vi havde læst i vores håndbog om de forskellige steder, og at det godt kunne være svært at få ankeret til at sidde fast. Men vi troede ikke, at det ville blive så svært. Mig, Villads og Phillip var allerede hoppet i vandet for at kunne se om ankeret sad godt. Men vi fik allesammen et chok, da ankeret skred. Heldigvis et par minutter efter kom ankeret på plads og lå fint. Senere på dagen gik vi (sammen med Vixen) ind for at få noget at drikke på en lille café. Der havde vi siddet i lidt tid, hvor en af de ansatte så var kommet hen med en lille skildpadde i hånden. Vi fik lov til at holde den, og den var rigtig nuttet!

Næste sted vi kom hen hed Clifton, stadig på Union Island. Der var egentlig ikke så meget at se på inde i byen. Men vi mødte en ny dansk båd der hed Leontina. De havde en dreng på 8 år, der hed Alfred, som vi egentlig blev ret gode venner med. Inde i byen var der som sagt ikke så meget. Vi fandt dog et sted at spise noget frokost.

Vi sejlede igen næste dag til et sted, der hedder Grenada. Der kom hele den danske flok også. Både Vixen, Pumba, Miraculix, Leontina og så os. Grenada var et ret godt sted. Der var både pool og godt internet.

Annonce

I regnskoven

De fleste af dagene i Port Louis på Grenada gik med at vi bare var i poolen og hyggede os. Men en af dagene skulle vi ud på en tur. Vi havde en rigtig god guide, som viste os alle stederne, der var værd at se på Grenada. Vi var også ude og gå en lille tur i en regnskov. I regnskoven kom vi ud og bade i et vandfald. Der var en lille souvenir butik, som også havde et lille bur med aber i. De sagde, at man gerne måtte stikke armene ind til dem. Villads gjorde det jo også, men da aben tog fat i hans arm, skyndte den sig at snuppe hans briller og kravle ind i buret igen. Vi skyndte os at kalde på en Security, som kunne gå ind i buret og få fat på brillerne. Heldigvis fik han fat i brillerne og givet dem tilbage til Villads. Guiden viste os også både kakao planter og nogle nødder, der hed en Muskatnød. Vi besøgte også en muskatnød fabrik og en chokoladeplantage.

Annonce

Syv vandfald

Så var vi tilbage i rutinen med at gå til poolen, så ud at spise, og så hjem og bruge internet. Indtil de voksne havde besluttet at vi skulle ud på en hike tur. Vi blev kørt ud til et lille sted, der fortalte os, hvor vi skulle gå hen, og hvor man kunne bade. Der var nemlig syv vandfald på turen, der hed Seven Sisters. Vi gik dog kun hen til to, der var også virkelig langt hvis man ville gå til alle vandfaldene. Og efter var det tilbage til poolen.

Næste sted vi kom hen hed, Tyrell Bay. Der var egentlig ikke så meget. Der var en lille bar, inde på stranden som vi gik ind til med Vixen, og Pumba. Inde på baren sad der også nogle franskmænd, som havde en chihuahua, og en labrador, som vi fik lov til at lege med. Vi sejlede også en lille tur i gummibåden. Vi sejlede ind i en lille sø med åbning til havet, og der var fyldt med mangroove træer (træer der kan leve af saltvand).

Annonce

På koralrevet

Da vi sejlede igen, skulle vi tilbage til gode gamle Bequia. Vi skulle kun være der tre dage denne gang. Næsten lige så snart vi var kommet, tog vi over til stranden for at få noget frokost. På vejen tilbage gik vi lige ind til dykkercenteret, hvor mig og Villads havde lært at dykke. Vi fik arrangeret en dykkertur for far, Phillip, Villads og mig ude på et lille koralrev, så vi lige kunne få genopfrisket dykningen.

Denne her gang var det et helt andet sted ,end vi havde prøvet før. Cathy (dykkerinstruktøren), sagde, at der tit var mange Sting Rays nede på bunden, og at der sikkert også var nogle fisk, vi ikke havde set før.

Da vi kom derned var det helt vildt flot. Det var et virkelig smukt koralrev med fisk over det hele. Vi var ikke kommet ret langt, før vi så en stor moræne, der bare lå midt i det hele. Lidt senere kom der også et par blæksprutter svømmende forbi. Vi så desværre ikke nogle Sting Rays dernede.

Annonce

Fortalte i munden på hinanden

Da vi var kommet op fra dykket igen, skulle vi fortælle det hele til mor, og det tog noget tid.

Vi talte også hele tiden i munden på hinanden. Men så havde Miraculix skrevet til os, at de lå i en bugt, der hed Blue Lagoon på øen St. Vincent, og at der var helt fantastisk. Så vi besluttede at tage derhen næste dag.

Næste morgen, vågnede jeg af, at Villads sagde “der er en blæksprutte i gummibåden!”. Jeg skyndte mig op, og der lå rent faktisk en lille blæksprutte i gummibåden! Villads hoppede ned i gummibåden og fik den heldigvis op igen. Bagefter skulle vi også lige have gummibåden op, fordi vi skulle have vasket den ren for blæk. Så skulle vi afsted, og der var kun en times sejlads, så det var ikke så galt. Dog var der lidt bølger, og det var ret irriterende.

Da vi var kommet ind, kom der en boat boy ind og tog imod os. Faktisk kom han op og styrede båden, fordi han vidste, hvor der var dybest og hvor vi skulle sejle. Vi kom ind og lå i havnen, og rigtigt nok var det et lille paradis.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Sundhedsstyrelsen anbefaler øget brug af mundbind hos lægen

Helsingør For abonnenter

Seniorernes Helsingør: Carsten elsker sin by, men savner bænke og en købmand

Annonce