Vi ved allesammen, at dagen derpå kan være hård at komme igennem.
Men det var den naturligvis ikke for hverken landstræner Jesper Jensen eller spillerne, der jo spillede sig i VM-semifinalen onsdag aften ved at besejre Brasilien med 30-25.
- I dag (onsdag, red.) slapper vi af hovedsageligt af. Der er dog blevet styrketrænet, men der er ingen håndbold. Jo, der er faktisk lidt håndbold, men det er på en storskærm, hvor vi skal se de sidste to kvartfinaler, fortæller Jesper Jensen.
Han var tilfreds med, hvad han havde set mod Brasilien, og han tror ikke nødvendigvis, at Danmark skal løfte niveauet for at nå finalen.
- Jeg synes, vi spiller en god kamp, hvor vi konstant bliver udfordret, men vi står imod, og det er jeg enorm stolt af. Havde vi mødt sådan en modstander, der hele tiden tager så meget initiativ, for et år siden, tror jeg, at vi havde tabt.
Centrale roller
En af de ting, der igen fungerede fint, var overtalsspillet med Simone Petersen og Kristina Jørgensen i de centrale roller.
- Vi fik idéen til en træning, hvor vi prøvede det af og egentlig synes, at det så godt ud. Derefter prøvede vi det også af i kamp, og nu er det blevet en stærkt våben for os. Simone og Kristina har fundet ro i det i hver deres rolle, vurderer Jesper Jensen.
Torsdag tuner landsholdet sig så for alvor ind på, hvad der venter i semifinalen - og selvom Sandra Toft har været på landsholdet i en lang årrække og derfor prøvet lidt af hvert, er det en opgave, som hun virkelig glæder sig til.
- Jeg synes, at vi har spillet rigtig godt, og nu vil vi selvfølgelig gerne endnu mere.