Når man nu har fået forårskuller efter en uge med varme, sol og fuglefløjt i træernes top, så er det klart, at ugens buket skal hænge udenfor.
Nu er udvalget af løgplanter også ved at være stort, og nogle af dem klarer fint at blive befriet fra potte og jord, splittet ad og bundet fast omkring en krans af hasselkviste.
Man skulle tro, at løgblomsterne hurtigt begynder at hænge, men de holder friskheden ret godt, særligt når vi stadig har lave temperaturer både dag og nat. Det er med at udnytte denne mulighed.
De første træer, der får farve, er pil med de dunede gæslinger. De er dog endnu ikke begyndt at løsne sig fra den beskyttende kapsel her i haven, men de er drevet frem andre steder og kan købes i butikkerne.
Det er åbenbart blevet et hit at sælge farvede udgaver i orange, pink, lilla og blå, men dem går jeg langt uden om. Jeg har endnu ikke vænnet mig til indfarvede blomster, og gør det nok aldrig.
Det eneste, jeg har brugt fra haven til kransen, er hasselkviste, som jeg har bundet i en krans til at fastgøre løgblomster og gæslinger på.
Det har jeg brugt til kransen
10 lyseblå porcelænshyacinter
10 blå perlehyacinter
10 pilegrene med gæslinger
Hasselkviste
Sådan gør jeg
Tynde hasselkviste vikles sammen, så de danner en krans på 30 centimeter i diameter.
Blomsterløgene købes pottede med cirka fem i hver potte. De vrides fra hinanden, og jorden skylles helt af, så de hvide rødder blottes.
Start i bunden af kransen og stik en pilegren ind mellem hasselkvistene. Buk den venstre om kransen og fastgør med ståltråd. Der går cirka fem pilegrene på en omgang. For hver pilegren bindes to perlehyacinter jævnt fordelt.
Bind en omgang mere, men her går du højre om kransen. For hver pilekvist bindes to porcelænshyacinter fast med ståltråd med lidt mellemrum, dog forskudt fra perlehyacinterne.
Kransen hænges op med et fint grønt silkebånd.