TRAFIK: Der er seks markante ændringer i køreplanen og en masse mindre, når den nye buskøreplan træder i kraft fra søndag.
Som Helsingør Dagblad tidligere har beskrevet, får flere busser helt nye ruter, mens afgangstidspunkter også bliver tilpasset, så de passer med den nye køreplan på Kystbanen.
Det nye busnet betyder, at mange får en ny vej til uddannelse, arbejde eller indkøb.
Du kan allerede nu se din nye rejsevej i Rejseplanen – enten ved at slå op i appen eller på rejseplanen.dk og vælge en rejsedato efter 12. december 2021.
Linje 801A kører hvert kvarter og stopper ved alle tre DSB-stationer i kommunen - Helsingør Station, Snekkersten Station og Espergærde Station.
Du kan læse mere om ændringerne og finde kortene på helsingordagblad.dk, hvor du kan zoome ind og se nærmere på netop din buslinje.
DE 6 STØRSTE ÆNDRINGER
- Linje 801A får en helt ny og længere rute, så fremover er ruten Klostermosevej Nord-Helsingør-Prøvestenen-Snekkersten-Espergærde.
- Linje 802 er en ny buslinje mellem Helsingør – Montebello – Snekkersten.
- Linje 803 er en ny buslinje mellem Helsingør – Erhvervsskolen - Prøvestenscenteret – Snekkersten.
- Linje 347 får flere afgange og kører fremover på strækningen Hornbæk-Horserød-Nygård-Helsingør St., hvor den tidligere kørte til Snekkersten St.
- Linje 353 får ny linjeføring i Helsingør og forlænges til Hellebo Park, hvor den erstatter den nuværende betjening med linje 803.
- Servicebusserne 840 og 841 erstattes ligeledes af det nye busnet, der både tilbyder flere og senere afgange, end der har været på servicebusserne. Nogle stoppesteder vil ikke længere blive busbetjent. Her henvises til et af de øvrige stoppesteder – eller til betjening med Flextur.