HELSINGØR: Varmestuen og herberget Stubben, som bliver drevet af Kirkens Korshær, er så småt i gang igen med den daglige forplejning og omsorg for udsatte borgere i Helsingør.
Således er varmestuen igen åben for gæster, som kigger forbi for at nyde et måltid mad og få en snak med stedets øvrige brugere og ansatte. Stubben har gennem en længere periode været lukket for varmestuegæster på grund af corona. I stedet har brugerne kunne bestille mad til at tage med hjem.
- Det er rigtig dejligt, at vi igen må åbne for vores brugere, og der er liv i varmestuen igen - selv om vi ikke må være flere end 10-12 gæster ad gangen. Det udfylder et stort behov, siger Anette Lauritsen, tidligere leder af Stubben gennem 17 år.
Hun er midlertidigt inde over driften af Stubben, indtil der er fundet en ny leder af stedet. Således har Jette Rosenkrantz, som nåede at være ansat i omkring halvandet år som leder af Stubben, valgt at sige ja til et nyt job.
Sådan hjælper du Stubben
Hvis du gerne vil hjælpe Stubben med at rejse penge til installation af opvaskemaskine kan du indbetale et beløb enten via mobilepay eller ved at overføre et beløb til Stubbens konto i Arbejdernes Landsbank.
Stubbens mobilepay-nummer er: 690127
Stubbens registrerings- og kontonummer er: 5357-361778
Du kan også kontakte Anette Lauritsen på telefonnummer: 30 51 26 94
Anette Lauritsen, midlertidig og tidligere mangeårig leder af StubbenDer er hårdt brug for pengene, så det bliver muligt at få opvaskemaskinen etableret. Det er mere end nogensinde vigtigt og nødvendigt at have fokus på hygiejnen, så vi kan få gang i det sociale arbejde på forsvarlig vis
Ekstra travlhed i køkkenet
Brugernes tilbagevenden i varmestuen giver ekstra meget travlhed i køkken og opvask.
Stedets 15 år gamle opvaskemaskine, som ikke er tidsvarende i hverken højde og placering er stadig i brug - til trods for, at Stubben har fået doneret et gavmildt beløb til indkøb af en ny moderne industriopvaskemaskine.
- Det en meget tiltrængt donation, der tjener sin opgave med de mange daglige måltider mad, hvor køkkenting skal vaskes og desinficeres efter forskrifterne. Men det er ikke gjort med det. Etablering og opsætning kræver yderligere økonomi for at få maskinen i hus. Derfor forsøger vi nu et lille opråb for at få nogle venlige sjæle til at donere et beløb til installation, forklarer Anette Lauritsen.
Alternativ hjælpepakke
Der skal bruges et beløb på mellem 15.000 og 20.000 kroner til installation af den nye opvaskemaskine. Anette Lauritsen fortæller, at Stubben løbende får mange "dejlige donationer" til driften af stedet. Også denne gang håber hun, der er en venlig sjæl eller flere, der vil hjælpe.
- Hvem donerer en helt særlig hjælpepakke, der gør rent efter corona? Vi hører om hjælpepakker fra mange steder. Mon der ikke lokalt også skulle sidde en venlig organisation eller borger, der har mulighed for at betænke os med dette beløb? Vi håber det, for der er hårdt brug for pengene, så det bliver muligt at få opvaskemaskinen etableret. Det er mere end nogensinde vigtigt og nødvendigt at have fokus på hygiejnen, så vi kan få gang i det sociale arbejde på forsvarlig vis, siger Anette Lauritsen.
Har kastet sig over regnskaberne
Anette Lauritsen fortæller, at hun her og nu i overgangen, til der er fundet en ny leder, især er gået i gang med at koncentrere sig om indsatsen om at få et overblik over økonomien og så vidt muligt hjælpe den på vej.
- Især regnskaberne har min prioritet, så varmestue og herberg kan fortsætte sin mission for de mange i Helsingør, som har brug for, at vi er her. Og som altid er det mere end svært at drive tilbuddet Stubben, siger Anette Lauritsen.