Annonce
Helsingør

Hvordan skal man vælge ungdomsuddannelse, når det hele er virtuelt?

Emil Holmegaard Rosendahl var helt tilfreds med det online orienteringsmøde.Foto: Lars Johannessen
I disse uger vælger eleverne i 9. klasse, hvad de vil efter sommerferien – men én ting mangler – de store orienteringsmøder i løbet af januar.

HELSINGØR: "Hvad sker der dog?" Hører man af og til folk spørge, når parkeringspladserne ved Erhvervsskolen , Helsingør Gymnasium og Espergærde Gymnasium er fuldstændig overfyldte en aften i januar, når 9. klasseelever skal til orienteringsmøder for at blive bedre klædt på til valget der skal tages, når skoleåret er slut. Men i disse coronatider er det som så meget andet helt anderledes. Allerede torsdag i sidste uge inviterede U/Nord til online orienteringsaften, tirsdag var det Helsingør Gymnasium og i dag er det Espergærde Gymnasium.

Annonce

Helt anderledes end alle andre år

Vi har talt med en, der var med for fem år siden og husker aftenen som noget helt specielt. Karoline Østbjerg Vang blev student i 2019, men husker sin dag for fem år siden, da hun med sine forældre drog over til Helsingør Gymnasium:

- Mødet betød for mig nærmest at træde ind i en ny verden. Jeg tror, først jeg den aften – også tirsdag den 19. januar for resten - rigtigt forstod, at jeg nu var ung og ikke bare et gammelt barn. Ungdommen har siden haft et fast greb i mig, og det er helt klart HG, nye venner og gymnasietiden, der har været med til at kickstarte det! Alt dette fik man allerede smagen af ved orienteringsaftenen. I hvert fald var der masser af sommerfugle i maven på sådan et aften.

Annonce

- Det var da helt fint

I år var der ingen parkeringsproblemer. Alle interesserede sad derhjemme – også Emil Holmegaard Rosendahl i Snekkersten. Han går til daglige på Skorpeskolen og har faktisk kun været på besøg på U/Nord i 8. klasse. Emil var helt tilfreds med den form, man har måttet vælge i år:

- Det var en meget god præsentation. Den var kort, og der var også interviews med nogle elever – og de er jo en slags ”førstehåndsvidner” til, hvordan hverdagen er på gymnasiet.

Han savnede kun at høre noget om de mere sproglige studieretninger. På torsdag skal han på et lignende ”besøg” på Espergærde Gymnasium – og så vil det være dette med studieretninger, den sociale struktur, udvekslinger og vennernes valg, der vil afgøre, hvilket af de to almene gymnasier han søger som første prioritet.

Har du en skuespiller i maven?

Noget nyt både på U/nord, Helsingør og Espergærde var tilbuddet fra Hamlet Studio – Hamletscenens talentskole på Kronborg.

De skriver på deres hjemmeside: ”Hvis du har en skuespiller i maven og tror, at dramakurset er noget for dig, så er du velkommen forbi vores stand på infoaftenen”.

Annonce

Jeg savnede noget om tysk, engelsk og spansk

Tilde Vincentz Teilmann, der også går på Skorpeskolen, havde i 8. klasse lige nået at være på introbesøg på Helsingør Gymnasium, før coronaen lukkede alt ned i foråret. Hun havde også ”fulgt” introduktionsmødet på nettet og fandt det meget informativt, og så var det spændende at høre eleverne fortælle om deres studieretninger. Som Emil efterlyste hun dog mere om de moderne fremmedsprog. Hendes yndlingsfag er engelsk og selvom tysk var svært, og hun vil derfor håbe, at der bliver en studieretning med engelsk, tysk og spansk.

Annonce

Tre års gymnasietid på 25 minutter

På Helsingør Gymnasium havde man valgt, at to lærere, Ulrik Knudsen og Maria Steinhausen, førte igennem aftenen med en præsentation af biotek- og samfundsfagsstudieretningen med interviews med to elever fra 2.x og to elever fra 3.s- der er en del af gymnasiets USA-udvekslingsprogram. Men også gymnasiets andre udvekslinger blev nævnt ligesom HEA – Helsingør Elite Akademi for unge idrætstalenter – blev introduceret. Herefter forklarede vicerektor Claus Corneliussen, at gymnasiet jo begynder med tre måneders grundforløb, og vicerektor Sofie Ljungbo Jensen lagde vægt på, at HG sætter god og høj faglighed i fokus i et nært samarbejde mellem lærere og ledelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce