Annonce
Espergærde

Jesper var soldat i Afghanistan: - Jeg fik ændret mit livssyn, da jeg blev far

Jesper Christiansen var lige blevet far, da han i 2013 blev udsendt til Afghanistan for tredje gang. Foto: Privat
Jesper Christiansen fra Espergærde var udsendt med Forsvaret i Afghanistan. Få måneder før sin tredje udsendelse blev han far - og det ændrede noget i ham.
Annonce

ESPERGÆRDE: Jesper Christiansen havde sin uniform på. Han havde været undervejs i 54 timer. Først med et amerikansk fly fra Camp Bastion i Helmand-provinsen i Afghanistan, så flere mellemlandinger på blandt andet Cypern og til sidst var han kommet til England, hvor tordenvejr havde forsinket flyet. Jesper ville bare gerne hjem, og for kort tid siden var han endelig landet i Kastrup lufthavn i Danmark. Det var i slutningen af juli måned 2013, og Jesper havde siden februar måned været udsendt som soldat for Den Kongelige Livgarde i Afghanistan.

Og nu stod de dér foran ham– hans kone Lotte Kristensen og lille datter Laura på ni måneder.

- Allerede ude i lufthavnen blev jeg klar over, hvor meget jeg var gået glip af. Hun var blevet så stor, siger Jesper, om den følelse, der ramte ham, da han genså sin datter.

- Fra at være sådan en lille én, der bare pruttede og gylpede, så var der pludselig mimik. Jeg ville jo gerne have hende over til mig, men det ville hun selvfølgelig ikke. Det gjorde sgu ondt i far-hjertet, siger den i dag 39-årige far fra Espergærde.

Jesper havde set sin lille datter, da han cirka tre måneder tidligere havde været hjemme på leave – orlov – i et par uger. Lotte havde sendt ham nogle laminerede fotos af datteren, men derudover havde kommunikationen været via en dårlig internetforbindelse. Så den lille pige kunne ikke umiddelbart genkende sin far. Det satte tanker i gang hos Jesper.

I slutningen af juli måned 2013 blev Jesper Christiansen efter seks måneder i Afghanistan - kun afløst af en kort orlov - genforenet med sin kone Lotte Kristensen og deres ni  måneder gamle datter, Laura Elisabeth Kristensen. Foto: Privat
Annonce

Nej til Kosovo

Jesper Christiansen er en af de fædre, der i perioder har været adskilt fra sin familie - fordi han han ligesom mange tusinde andre danskere har været udsendt som en del af Forsvaret. Jesper har været i Afghanistan tre gange. Første gang i 2007 og sidste gang i 2013. Allerede da han og Lotte var teenagere, var Jesper tiltrukket af tanken om at være soldat. Han ville til Kosovo og være en del af de fredsbevarende styrker.

- Dengang som ung og nyforelsket spurgte jeg Lotte; "Hvis jeg tager afsted, vil det så holde mellem os?" "Nej", svarede hun. Og så traf jeg valget – og blev hjemme, siger Jesper i dag. Hans kæreste gjorde det dog også klart for ham, at han aldrig måtte komme og sige, at det var hendes skyld, at han ikke tog afsted.

- Jeg synes bare ikke, at han var moden nok til at tage af sted, griner Lotte, der dengang var på vej på efterskole. Jesper var 19 år gammel.

Jesper blev hjemme fra Kosovo. Men soldaterlivet - som han havde stiftet bekendtskab med som værnepligtig i Gardehusarregimentet - trak stadig i ham. Han ville ud og opleve noget og gøre en forskel, hvis det var muligt.

- Han ville gerne tilbage. Så da muligheden var der igen, og han havde gået og sukket over det i så mange år, så var det jo dét, han skulle gøre, siger hun om Jespers beslutning om at blive en del af det danske Hold 4, der blev sendt til Afghanistan i august 2007.

Krigen i Afghanistan

  • Danmark har været til stede i Afghanistan siden 2001. Målet er blandt andet at stabilisere Afghanistan og undgå, at landet igen bliver fristed for terrorbevægelser, som kan underminere international sikkerhed, samt medvirke til at afghanerne kan se en fremtid i deres hjemland.
  • Danmark har ikke haft kamptropper i landet siden 2014 - men bidrager stadig med økonomisk bistand og et mindre antal rådgivere. Fra 2015 har det fulde ansvar for landets sikkerhed og politiske, økonomiske og sociale udvikling ligget hos afghanerne.
  • 11.198 danskere - primært mænd - har været udsendt til Afghanistan.44 udsendte har mistet livet i Afghanistan og flere end 200 er blevet såret.
Annonce

- Intet nyt er godt nyt

- Vi vidste jo alle, at der var en risiko, og det kom jo rigtig til syne, da vi fik lagt det her papir foran os, hvor der stod ’Min sidste vilje’. Her skulle vi skrive, hvad der skulle ske, hvis det utænkelige sker, siger Jesper, om dokumentet, hvor han blandt andet skrev, hvordan hans begravelse skulle foregå, hvordan hans gravsten skulle se ud, og hvad koden var til hans email.

Han skrev også afskedsbreve til sine nære familiemedlemmer – og Lotte.

- Ikke lange breve, men breve hvor jeg skrev, at jeg elskede dem, og at livet jo ikke skulle slutte for dem, siger Jesper.

Da Jesper og hans hold kom frem, fik de at vide, at over halvdelen af de britiske soldater var blevet såret eller sendt hjem fra det område, de danske soldater nu skulle operere i, husker Jesper. Så det var en alvorlig situation, der mødte ham. Alligevel tænkte Jesper ikke så meget på dem derhjemme. Hans tanker var på opgaverne i Afghanistan.

- Det er svært at forklare, for når man er afsted, så er man i en boble i et land meget langt væk. Og det er samtidig begrænset, hvad man kan sige på grund af operationssikkerhed. Jeg måtte slet ikke fortælle noget, siger han. Lotte kunne kun i nødstilfælde komme i kontakt med ham, og når Jesper ringede hjem foregik det ofte på en satellittelefon med stor forsinkelse på lyden.

- Vi besluttede os for at blive gift, fordi vi havde fået Laura. For ligesom at gøre det lidt mere sikkert, hvis Jesper nu ikke skulle komme hjem igen, siger Lotte Kristensen om parrets beslutning om i 2013 at blive viet på Helsingør Rådhus inden Jesper Christiansen tog afsted til Afghanistan for tredje gang. I 2015 blev de gift i Helsingør Domkirke. Foto: Privat.

Under Jespers første udsendelse mistede flere af hans kollegaer livet. Hvis en dansk soldat blev dræbt eller såret, blev der lukket ned for kommunikationen fra den danske lejr i Afghanistan - indtil de pårørende hjemme i Danmark var underrettet.

- Der var et mantra, der lød; Intet nyt er godt nyt. Hvis ikke de pårørende derhjemme havde hørt fra os, så var det ikke en af os, der var såret, siger Jesper, der fortæller, at der altid kom en feltpræst, chefen for Livgarden og en kontaktofficer hjem til den familie, der skulle underrettes om et dødsfald.

Hos Lotte, der på det tidspunkt boede i en lejlighed i Helsingør, betød det, at hun kunne se tv-indslag om dræbte og sårede soldater og blive bekymret – men samtidig være sikker på, at det ikke var Jesper, der var kommet noget til.

- Jeg tænkte hele tiden på, at hvis ikke det var hos mig, der blevet ringet på nede i opgangen, så var det ikke Jesper denne gang, siger hun. Hun var godt var klar over, at der var en risiko, men hun var ikke som sådan bange.

- Men efterhånden som der kom mere og mere i nyhederne om Afghanistan og flere blev såret, så kom det lidt tættere på, siger Lotte om Jespers første udsendelse. I dag er der oplysninger, hun er glad for, hun først fik, efter han var kommet hjem.

Annonce

Tæt på

- Med dit held, så ligger der sikkert en vejsidebombe og venter på dig. Det var Jespers ord til sin ven Jørgen Randrup. Den 27-årige overkonstabel Jørgen Randrup var lige kommet hjem fra orlov i Danmark og havde fortalt Jesper, at han havde vundet i Lotto, mens han var hjemme. Kommentaren om vejsidebomben var sagt i sjov, da de to sagde farvel, fordi Jesper skulle hjem på orlov.

Få dage efter mistede Jørgen Randrup livet, da en vejsidebombe eksploderede tæt ved, hvor han stod. Flere andre blev såret.

- Jeg blev virkelig ked af det, siger Jesper i dag om episoden, da han hjemme i Danmark hørte om sin kammerat, der skulle sikre et område for den afghanske hær, da bomben eksploderede.

- Stadig nu påvirker det mig. Det er ti år siden her den 14. november, siger han. Hvert år har han besøgt sin vens gravsted, og også i år vil han sammen med sine holdkammerater mødes og stille en øl og nogle blomster ved Jørgen Randrups grav i Jylland.

- Det kommer pludselig meget tæt på, når der er én, der dør. For det kunne jo lige så godt have været Jesper, siger Lotte.


Det kommer pludselig meget tæt på, når der er én der dør. For det kunne jo lige så godt have været Jesper.

Lotte Kristensen, hustru til Jesper Christiansen, der er Afghanistan-veteran.


Det var ét af de tidspunkter, hvor Jesper valgte at opsøge en psykolog.

- For mig var det svært at tage skridtet og sige, "jeg tror, jeg har brug for at tale med nogen, om hvordan jeg har det". Det er nok sådan en typisk mandeting. Men det er noget af det bedste, jeg har gjort, siger han i dag.


For mig var det svært at tage skridtet og sige, jeg tror, jeg har brug for at tale med nogen, om hvordan jeg har det. Det er nok sådan en typisk mandeting, Men det er noget af det bedste , jeg har gjort.

Jesper Christiansen, Afghanistan-veteran og familiefar


- Vi talte om Jørgen og om min skyldfølelse. Der er nogle ting, jeg ikke kan gøre om. At min kommentar jo bare var en del af humoren - sagt mellem to venner, siger han i dag om kommentaren om vejsidebomben, der stadig nager ham.

Når man har været udsendt er det obligatorisk for en soldat at se en psykolog nogle gange efter hjemkomst. Og i Forsvarets Veterancenter kan man får gratis rådgivning resten af livet.

- Det, tror jeg, der er mange, der glemmer, siger Jesper, der også selv har haft mildere reaktioner på sine oplevelser i Afghanistan. Første gang han mærkede det, var på en tur i shoppingcenteret Fisketorvet i København - få dage efter at han var på sin første orlov. Lotte og han ville i biografen, som de så ofte havde været.

- Det var lørdag, og der var en milliard mennesker. Jeg måtte bare sige til Lotte, at "det kan jeg ikke det her. Det kan jeg simpelthen ikke". Og så satte vi os ud i bilen og kørte væk igen. Det adrenalinniveau man har, når man er udsendt, ligger skyhøjt, fortæller han om oplevelsen, hvor han følte, at han var på vagt overfor alt og alle.

Lotte bemærkede godt, at de ikke lige så ofte som før kunne tage steder hen med mange mennesker.

- Han var også meget følsom overfor lyde - især til nytår, siger Lotte.

- Når et projektil bryder lydmuren lige over dig, så lyder det lidt ligesom knaldperler, der rammer jorden. De her hule drøn fra kanonslag til nytår kan godt lyde lidt som miner eller vejsidebomber, siger Jesper, der dog ikke oplever at blive hivet tilbage til fortidens voldsomme oplevelser mere.

- Hvis man står og smider knaldperler i dag, så rører det mig ikke. Heller ikke fyrværkeri, siger han.

SÅDAN PÅVIRKER DET FAMILIELIVET, NÅR MOR ELLER FAR ER UDSENDT

Henriette Dueholm Christensen har været socialrådgiver i Forsvaret i tolv år. I dag er hun ansat i Veterancentret, hvor hun hjælper nuværende og tidligere ansatte i Forsvaret, hvis de eller deres pårørende oplever problemer, der relaterer sig til deres udsendelse:

- Det, der fylder mest, hos de familier, jeg taler med, er bekymringen for, at der skal ske ens kære noget. Det er jo uanset om man er mor, far, bedstemor eller kæreste til en udsendt. For der er jo en risiko ved at være afsted, siger forskeren, der forklarer, at man ofte sætter pris på hinanden på en særlig måde i familier, hvor far eller mor er udsendt.

- Livet tages op til revision – for når du som udsendt står i stationer, hvor du er tæt på døden, så er du måske ekstra taknemlig over at komme hjem til din familie. Som udsendt bliver du nødt til at tage stilling til mange ting, og det gør, at de familier bliver nødt til at tale mere med hinanden - og det er positivt, siger hun.

Henriette Dueholm Christensen understreger, at veteraner har mange ressourcer - og det samme har familierne.

- Vi skal anerkende soldaterne, men vi skal også anerkende deres pårørende, for var de der ikke, så havde vi ikke soldaterne. Soldaternes bagland spiller en vigtig og støttende rolle, siger socialrådgiveren, der forklarer, at der ofte sker et skift, når de udsendte bliver forældre.

- Ofte er man udødelig indtil man får børn. I det øjeblik du får et barn, så finder du ud af, at der er nogen, der er større end dig selv - og du bliver bevidst om, hvilken forpligtigelse, du har over for det lille væsen. Så kan man ikke være lige så egoistisk mere, siger hun om de udsendte, som også ofte anser kammeraterne i Forsvaret som en anden familie.

Ifølge Forsvaret kan en udsendelse være forbundet med nogle voldsomme oplevelser, og for en mindre gruppe veteraner resulterer det i, at de oplever tegn på psykiske efterreaktioner fra deres udsendelse. For en gruppe af veteranerne udvikler deres efterreaktion sig til PTSD, som er den mest undersøgte psykiske efterreaktion.

- For alle tidligere udsendte tager det tid tid at lande efter en udsendelse. Og det er ikke ualmindeligt, at man har efter-reaktioner i op til seks måneder efter man kommer hjem. Men problemet opstår, hvis følelserne hænger ved. Hvis veteranen fortsætter med ikke at kunne gå ud med sin familie uden at skulle sikre alting, så bliver det problematisk for alle parter. Og det taler vi meget med soldaterne og deres pårørende om.

Veterancentret har døgnåbent og tilbyder gratis hjælp til både pårørende og soldater, der oplevere efter-reaktioner.

Annonce

- Hun anede ikke, hvem jeg var

- Det vil altid trække i mig. Altid. Det gør det stadigvæk. Sådan siger Jesper i dag om at være udsendt. Men det ændrede noget i ham, da Lotte et år før han havde planlagt sin tredje udsendelse til Afghanistan, viste ham en positiv graviditetstest. Den 23. oktober 2012 blev de forældre til Laura. Tre måneder senere satte Jesper sig igen i en flyvemaskine med retning mod Afghanistan.

- Jeg fik ændret mit livssyn. Jeg løb ikke de samme risici på den tur, siger han i dag, hvor han er ked af, at han gik glip af de mange måneder af datterens første år.

- Jeg fortryder på en måde i dag. For mit bånd med min søn er et andet, siger Jesper om Lauras lillebror Viggo, der blev født tre år senere.

- Da jeg tog afsted, var hun tre måneder gammel, og jeg kunne jo få hende til at grine, når jeg puslede hende. Og pludselig da jeg kom hjem seks måneder senere, så stod jeg med den her lille pige, som faktisk slet ikke anede, hvem jeg var. Det gjorde sgu ondt, siger Jesper i dag om sin oplevelse i Kastrup lufthavn i juli 2013.

I dag er Jesper Christiansen ved at uddanne sig til tømrer - og parrets børn, Viggo Marius Kristensen og Laura Elisabeth Kristensen, er i dag fire og syv år gamle. Foto: Privatfoto.

Dagen efter Jesper var vendt hjem fra Afghanistan for tredje gang, tog den lille genforenede familie sammen på en ferie til Mallorca. Laura søgte naturligt sin mor, men i bussen på vej fra lufthavnen op til hotellet sad hun på skødet af sin far - og faldt i søvn i hans favn.

- Du var så stolt, siger Lotte i dag til Jesper og smiler. Også Jesper husker køreturen på Mallorca klart og tydeligt. Han kunne mærke, at Laura var tryg ved ham - selv om han havde været væk det meste af hendes liv.

- Det var første gang. Tre døgn før sad jeg 3.000 kilometer væk. Og pludselig sad jeg med den her lille pige i bussen, der slappede af og faldt i søvn og lænede sig ind til mig, smiler Jesper ved tanken.

Han har ikke siden været udsendt med Forsvaret.

Jesper Christiansen var i Afghanistan det meste af sin datter Lauras første leveår. Men med sønnen Viggo, der blev født nogle år senere, var han hjemme hos familien i Helsingør. Foto: Privat.

SØNDAGSSERIE: FAMILIEN

Hver søndag bringer Helsingør Dagblad dig tættere på familielivet, som det leves i år 2020. Vi ser på familieformer, livsstil og tendenser i tiden, der påvirker os som familier. Og vi giver dig fortællinger om en lang række af lokale familiers liv.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Klumme: Der skal ikke så meget til…

Coronavirus

Live: Ifølge medie tilbageholdt Heunicke også oplysninger om minksmitte

Annonce