Annonce
Kultur

Julemærkehjem på Louisiana-besøg: - Det er ikke noget, man prøver hver dag

18 børn fra Julemærkehjemmet Kildemose var tirsdag på besøg på Louisiana. Foto: Lars Johannessen.
18 børn fra Julemærkehjemmet Kildemose var tirsdag på besøg på Louisiana for at deltage i en kreativ workshop.
Annonce

HUMLEBÆK:  - Det betyder meget for børnene at komme ud og få nogle oplevelser i et fællesskab, siger Birgitte Dybkjær, der er forstander på Julemærkehjemmet Kildemose.

Tirsdag formiddag var 18 børn fra julemærkehjemmet på besøg på Louisiana.

Det har været en tradition at besøge kunstmuseet i Humlebæk som en årlig sommeraktivitet, der normalt er støttet af Røde Kors’ genbrugsbutikker. Men i år var der ingen penge, fordi genbrugsbutikkerne har haft lukket under coronakrisen - så i første omgang havde julemærkehjemmet aflyst turen.

Men med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen kunne Louisiana alligevel invitere børnene på besøg til en dag med kreative workshops og fortællinger om museets kunst. Sommervejret viste sig fra sin bedste side, og derfor foregik de fleste aktiviteter i museets grønne park, hvor børnene blandt andet tegnede med kul og vandfarver.

Emely og Freja viser deres tegninger, der er inspireret af en skulptur af kunstneren Henry Moore. Foto: Lars Johannessen.

- Det er sjovt at tage på tur sammen. Det er ikke noget, man prøver hver dag. Og så er der flot udsigt, lød det fra 10-årige Freja, der har boet på Julemærkehjemmet Kildemose i Ølsted i knap tre måneder.

Sammen med sin veninde Emely på 9 år havde hun slået sig ned på græsplænen for at tegne en skulptur inspireret af den britiske kunstner Henry Moore.

Annonce

Børn med trivselsproblemer

Børnene, der går på julemærkehjemmet er i aldersgruppen 7-14 år og har alle trivselsproblemer af forskellig art - det kan være mobning og ensomhed, forklarer forstander Birgitte Dybkjær.

- Nogle af børn, der kommer hos os, har været vant til en skoledag, hvor de fik at vide hver morgen, at de var dumme, grimme og ikke burde leve. Derfor har det så stor betydning for dem at blive en del af et fællesskab, hvor der er nogle, der tror på dem, og hvor man kan arbejde med de bagvedliggende trivselsproblemer, siger Birgitte Dybkjær.



Kort fortalt handler det om, at give de unge mennesker en god oplevelse, hvor de kan have det sjovt sammen med udgangspunkt i kunsten

Nikolaj Stobbe, kunstformidler



De bor 10 uger på julemærkehjemmet, men på grund af corona-nedlukningen, der varede i seks uger, har børnene fået forlænget deres ophold.

Freja fortæller, at hun er rigtig glad for at bo på julemærkehjemmet:

- Man får nogle nye venner, og man kommer lidt væk. Jeg kunne ikke så godt lide mig selv, men nu er det blevet bedre, fortæller hun.

Forstander Birgitte Dybkjær sammen med Nikolaj Stobbe, der er kunstformidler på Louisiana. Foto: Lars Johannessen.

Nikolaj Stobbe, der er kunstformidler på Louisiana, siger til Helsingør Dagblad, at arrangementet handler om at give børnene en god oplevelse med udgangspunkt i kunsten:

- Julemærkehjemmet er inviteret til Louisiana for at deltage i workshoppen Frihed og Fællesskab, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. Kort fortalt handler det om, at give de unge mennesker en god oplevelse, hvor de kan have det sjovt sammen med udgangspunkt i kunsten. Inspireret af kunstens metoder og temaer har de i dag samarbejdet om forskellige kreative opgaver, der har til formål at skabe nye relationer og styrke fællesskabet i gruppen, siger Nikolaj Stobbe.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Sport

I coronaens skygge: Sport for de bedste

Danmark

Tre personer anholdt for afbrænding af statsministerdukke: En mistænkt er stadig på fri fod

Debat

Debat: Corona-hjælp til kolonister

Annonce