Annonce
Helsingør

Kiær forlanger mere kapacitet: - Alt for få bliver testet i Helsingør

Der er ofte lang kø til at blive kviktestet i Helsingør, her ved Laden på Vapnagård. Foto: Lars Johannessen
Region Hovedstaden undersøger, om der er mulighed for akut at forøge antallet af testmuligheder i kommunen.

HELSINGØR: Det er for besværligt for at blive corona-testet i covid 19-plagede Helsingør, hvor der trods udbredt smitte kun er få tilgængelige tider til det ene sted, hvor man kan få lavet pcr-halstest, og hvor endeløse køer til de to steder med kviktests ofte betyder timelang ventetid. Nu forsøger borgmester Benedikte Kiær igen at råbe Region Hovedstaden op, så kapaciteten i Helsingør kan blive forbedret,

- Alt for få bliver testet i Helsingør. Vi er ved at genåbne samfundet og skal testes mere og mere. Så der vil fortsat være et stort pres på pcr, hvor vi har virkeligt få tider i Helsingør. Og det går simpelthen ikke, at folk skal vente time efter time på at blive kviktestet, og mange må give op, fordi de også har et familieliv eller et arbejdsliv at passe. Det kan regionen ikke byde folk, siger Benedikte Kiær.

De lange køer

Den konservative politiker kalder det et meget højt råb om hjælp, at hun nu på kommunens vegne aktuelt sendt et brev af sted til Region Hovedstaden, hvor hun beder om mere test-kapacitet. Og råbet er tilsyneladende blevet hørt.

- Vi er i dialog, og jeg er i gang med at se ind i, hvad der kan lade sig gøre. Det handler om at fordele ressourcerne klogest muligt. Det er dejligt, at folk gerne vil testes, og jeg forstår godt, at det er irriterende at skulle så i lange køer, siger Christoffer Buster Reinhardt, formand for Region Hovedstadens sundhedsudvalg, og ligeledes konservativ.


Det går simpelthen ikke, at folk skal vente time efter time på at blive kviktestet


Annonce

Manglende kapacitet

Fredag formiddag lå Helsingør nummer syv på listen over kommuner med de højeste incidenstal – altså antal smittede i den seneste uge per 100.000 indbyggere. Helsingørs var på 150.

Men ser man på antallet af borgere, der har fået taget en pcr-test, ligger Helsingør langt fra toppen. I Region Hovedstaden skraber Helsingør bunden med 12.500 testede per 100.000 borgere i de seneste syv dage, mens eksempelvis Hillerød ligger oppe på knapt 20.000 testede borgere inden for samme periode.

- Der er altså færre borgere i Helsingør kommune, som bliver testet end i andre kommuner i regionen med store, tætte bysamfund som for eksempel Hillerød, Ballerup og Høje Taastrup. Det hænger givetvis sammen med den manglende pcr-testkapacitet, pointerer Benedikte Kiær.

Også i Høje Taastrup og Ballerup ligger antallet af testede per 100.000 borgere i omegnen af 20.000 på de seneste syv dage.

Annonce

Stort behov nu

I dag kan man blive pcr-testet i Helsingørs indre by, men der er kun 500 test-tider om dagen. Det tal har Region Hovedstaden lovet at fordoble, men det sker først fra den 23. april.

- Det er først om lang tid. Men vi har et stort behov nu. Og det vil være godt, hvis der bliver suppleret med ekstra kviktest-centre, for selv med en udvidelse på pcr vil antallet af halstest per indbygger ikke kun nå antallet i mange andre kommuner, konstaterer Kiær.

Der er ofte lange køer frem til færgeterminalen ved Helsingør Station, hvor man kan blive kviktestet. Det samme er tilfældet på Laden i Vapnagård – indtil videre de to eneste kviktest-muligheder i Helsingør.

Fakta: Her kan du blive testet i Helsingør

Kviktest i Helsingør:

  • Færgeterminalen i Helsingør (ved landgangsbroen på 1. sal):

Testen foregår ved næsepodning. Der er svar efter 15 minutter.

Åbningstid alle dage fra kl. 05.45-22.00. Uden tidsbestilling.

  • Laden på Vapnagaard, Hovmarken 8, Helsingør:

Tilbud om gratis kviktest til alle borgere over 12 år.

Testen foregår ved næsepodning, og der er svar efter 15 minutter.

Åbningstid: Alle dage kl. 08.00-20.00. Uden tidsbestilling.

Fast pcr-halstest i Helsingør:

  • Færgeterminalen på Helsingør-Helsingborg-linjen, Færgevej 9 i Helsingør (ved perron 13)


NB: Med tidsbestilling. Husk at bestille tid på coronaprover.dk, inden du møder op på teststedet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kultur

Det kan du se i biograferne

Annonce