Annonce
Helsingør

Kirsten stopper som frisør efter mere end 35 år: Jeg har været velsignet med trofaste kunder

Kirsten Sørensen stopper som frisør efter et langt arbejdsliv som selvstændig. Foto: Lars Johannessen
Kirsten Sørensen har drevet selvstændig salon på hjørnet af Bøssemagergade i Hellebæk siden midten af 80'erne. Nu har hun besluttet sig for at give frisørsaksen videre til grandniecen. - Jeg har haft et fantastisk arbejdsliv. Jeg gjorde det gerne om en gang til, fortæller hun.
Annonce

HELLEBÆK: Det var lidt en tilfældighed, der førte til, at Kirsten Sørensen som nyudlært frisør som sin første arbejdsplads blev ansat i frisørsalonen i Espergærde Centret.

- Jeg havde lige aflagt svendeprøve, da vores lærer fortalte, at der var en frisør i Espergærde, der søgte en frisør. Min tanke var, det kan jeg da lige så godt prøve. Jeg vidste ikke, om Espergærde lå syd eller nord for København, fortæller Kirsten Sørensen.

Hun er født og opvokset i den lille by Førslev på Sydsjælland. Uddannelsen til frisør tog hun i Haslev. Kort efter at være flyttet til Espergærde mødte hun sin nuværende mand Jan. Efter 11 år som ansat, besluttede hun sig for at få sin egen frisørsalon, Hairstyle i Hellebæk.

- Jeg tror, de fleste indenfor mit fag har det sådan, at de drømmer om at have sit eget. Sådan havde jeg det også. Det passede også med at muligheden for at overtage salonen opstod. Min mand hjalp med at indrette salonen.

- Jeg har været rigtig glad for at være her alle årene. Det er et dejligt lokale og en sød udlejer. Det har også været dejligt tæt på hjemmet. Vi bor i Ålsgårde, fortæller Kirsten Sørensen.

Annonce

Fantastisk arbejdsliv

Det har været en gave at komme på arbejde alle årene, fortæller hun.

-Det har naturligvis også været hårdt og udfordrende ind imellem. Man skal brænde for det. Det har jeg også gjort. Jeg har haft et fantastisk arbejdsliv. Der er ikke noget, jeg har fortrudt, når jeg ser tilbage. Jeg gjorde det gerne om en gang til.

Kirsten Sørensen overdrager frisørsalonen  Hairstyle til grandniecen Sara Maria Lund Larsen.

For Kirsten Sørensen handler det først og fremmest om alle de mange trofaste kunder, hun har haft gennem årene.

- Jeg har været velsignet med trofaste kunder. Det har været en skøn tid med mange sjove oplevelser og fortrolige samtaler. Vi har fulgtes ad og talt om vores børn, mens de var små og da de blev større og voksne. Det gælder både mine mandlige og kvindelige kunder. Der er heller ikke tal på alle de gange, vi har drøftet politik og verdenssituationen er blevet sat på plads, fortæller hun.

Kirsten Sørensen og hendes mand er forældre til en voksen datter og har derudover to børnebørn - to piger på 18 og 15 år. Familien bor tæt på, i Espergærde. Det ældste barnebarn er lige blevet student. Familien har et stærkt bånd, fortæller hun.

- Vi har det bare godt sammen. Det sker også jævnligt at vores børnebørn, selv om de er så store, er hos os. Det er dejligt.

Annonce

Vemod og glæde

Beslutningen om at afhænde frisørsalonen sker med vemod, men også glæde.

- Jeg fylder 70 år til juli, og glæder mig til at få mere tid til mig selv. Jeg glæder mig til at få mere tid til mig selv. Men jeg kommer til at savne kunderne, hver og en.

Det er Kirsten Sørensens fætter datter, grandniecen Sara Maria Lund Larsen, der overtager frisørsalonen. Hun har været ansat i lidt over et år i salonen.

- Det er rigtig, rigtig dejligt at det er Sara Maria, der overtager salonen.Jeg ved, den bliver drevet videre på bedste vis. Sara Maria er en ildsjæl og umådelig dygtig og brænder for faget og har allerede skabt en kundekreds. Hun får travlt.

Kirsten Sørensen runder arbejdslivet af med en reception i baghaven til frisørsalonen. Den foregår lørdag den 4. juli fra klokken 11-15.

- Jeg håber på at se rigtig mange af mine kunder. Jeg vil gerne takke dem for deres store trofasthed og tillid til mig som frisør, siger Kirsten Sørensen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Taktikken, der forhindrede katastrofe: - Vi skulle for alt i verden forhindre, at branden spredte sig til andre gamle huse

Annonce