Klumme: At købe eller ikke købe

At købe eller ikke købe. Grafitti-kunstneren Banksy malede engang en stor billboard reklame over med hvid maling. Nedenunder signerede han værket "The joy of not being sold anything" - glæden ved ikke at skulle købe noget.

Corona-pandemien har gjort lidt af det samme ved bylivet, dens funktion er nu diffus. Gaderne er tomme. Man taler om butikkernes snarlige død pga. nethandel eller corona.

Hvis man ser gaderne i de fleste byer har de samme design som gangene i et supermarked. Supermarkederne har designet dem sådan at der kun er én vej igennem en række af indkøbsmuligheder. Mælken er altid så langt væk som muligt. Det er ikke et sted beregnet for nærvær. Man møder nogen man kender, men det er svært at genkende dem med maske på. Man kan spørge sig selv om det også gælder for mange byer.

Når jeg går igennem byen drømmer jeg, sikkert ligesom turisterne, om at blive inviteret ind i baggårdsmiljøerne, at krydse igennem haverne og blande sig med det liv der må foregå derinde. For jeg går ud fra at de bare gemmer sig.

At gå igennem byen mæt, uden behov for noget. Er byen holdt op med at bevæge sig eller bevæger den ikke længere os?

Jeg går forbi et vindue i indre by og kommer til at kigge ind af vinduet hos en mand i sin stue. Han sidder i underbukser og spiser aftensmad i sofaen, mens han spiller computerspil. På storskærmen, der er den eneste lyskilde i rummet, er han en cowboy der galoperer ud af prærien på sin hest. Manden har kulturen i sin egen stue. Maden kan blive bragt til hans dør. Hvad skal han med byen?

For mange år siden da Helsingør ikke længere var en by med skibsværft, ændrede man fortællingen om Helsingør til at en gammel by med finkultur, men spørgsmålet er om den fortælling fungerer for dem der bor der.

Man kan ikke administrere en kultur og det er heller ikke meningen. Selvom kommunen sender bøger om Shakespeare til borgerne, er det firmanavne a la Hamlets VVS som blander sig i hverdagen og hænger fast. Det er som om historien om kulturbyen Helsingør hele tiden rammer lidt ved siden af det liv som borgerne i byen rent faktisk lever. Én der arbejder under kommunen betror mig om Kronborg Slot at hun ikke vil være ked af det hvis hele lortet en dag brændte ned. Underforstået, at det er svært at skabe noget nyt i en by der let gror fast i at skulle værne om kulturarven, kulturhavnen og renæssancebyen. At de ting der falder udenfor har svært ved at finde sted.

Kunstgruppen Situationisterne var i oprør mod finkulturen og konventioner, de ville med deres aktioner sætte fokus på den enkelte situation, mellem kunstner og publikum, mellem hverdag og kunst. Især dyrkede de ideen om den bevægelige by — byen som et område der er under konstant forandring og derfor heller ikke har et statisk centrum.

Forestil dem, hvis det er muligt, at byens centrum flytter sig fra Kronborg, Kulturhavnen og Stjernegade. Et Helsingør der bevæger sig væk fra sit tidligere afsæt for at finde et nyt kulturelt udgangspunkt. En by med kulturelle rum der giver plads til en mangfoldighed, råderum, nye ideer og nye stemmer uden at de skal passe ind i en bestemt fortælling.

Hvis vi omfavner den ide, at byen kan bevæge sig, er det ikke kommunen der rykker på byen, men borgerne der skubbe byen i en ny retning. Til et sted hvor byen ikke kun skal forstås som et centrum hvor man fylder varer i kurve eller fluepapir for turisme, men et sted hvor man får nye indtryk i sin hverdag, måske endda gratis, steder hvor man lærer hinanden bedre at kende, steder for menneskeligt nærvær. Mere end nogensinde har vi brug for at mærke at vi ikke kun er os selv, at vi er mere end bundet sammen af et system.

Der ligger en mulighed af en by og venter derude, et sted der tager aftryk af det liv vi lever. En ny by der ikke er ikke tynget af historie, men lever i nutiden, et sted for et nyt fællesskab. Der er mange muligheder for hvordan det kan se ud, men det kræver at borgerne fortæller nye historier om byen. Hvis ikke, er der andre der gør det for dem.