Annonce
Debat

Klumme: Den store videnskab – affaldssortering

Helsingør Dagblads nye klummeskribent Birgitte Jørkov.Privatfoto

Vi har fået et nyt samtaleemne hjemme hos os. Det er konfliktfyldt og tilsyneladende uudtømmeligt. Affaldssortering!

Vi har fået vores nye store og grimme affaldsbokse. Vi vidste, hvor de kunne stå og opfylde alle krav, så de kom hurtigt på plads. Den næste dag tog jeg en dyb indånding og tømte skabet under køkkenvasken. Jeg sorterede, smed ud, omplacerede og vaskede af. Efter et par timers hårdt arbejde, havde jeg skaffet plads til tre beholdere til metal, plastik og rest. Papir og glas havde vi allerede styr på. Fra man begyndte at tale om, at vi skulle sortere det daglige affald, har jeg holdt øje med, hvor meget af hver slags vi smed ud, så jeg havde en god idé om, hvor store beholdere hver slags skulle have. Madaffald mente jeg ikke, at vi havde, men det viste sig ikke helt at holde stik. Der kommer faktisk en smule hver dag. Den beholder har endnu ikke fundet sin blivende plads, men det skal nok ske.

Jeg var ret spændt på, hvor god vejledningen til sortering var, men jeg blev positivt overrasket. Den medfølgende vejledning er bedre en frygtet, og hvor den svigter, reddes vi nogle gange af anvisning på emballagen.

Lige før coronabæstet landede, var jeg på skriveophold på Hald Hovedgård ved Viborg. Der var de allerede i gang med affaldssortering, og under køkkenbordet stod en stribe affaldsbeholdere, tydeligt mærkede, og på køkkenbordet over beholderne lå sorteringsvejledninger i hygiejniske plastikomslag. Lige til at gå til. Men desværre alligevel ikke. Vejledningerne var ikke gode. Jeg tror jeg tilbragte det halve af mit ophold med at læse vejledninger, vende og dreje mit affald – og så alligevel smide det i restaffald. Jeg var lettet, da jeg så det materiale, som Helsingør kommune har lavet. Helt nemt er det nu alligevel ikke. Jeg har fundet ud af, at vi har meget emballage, som ikke er lige til at bestemme. Så når vi begge er i køkkenet, handler samtalen mest om, at noget skal smides i den ene eller den anden eller den tredje bøtte. Det sker, at noget når at flytte lidt rundt, inden jeg er tilfreds – eller opgiver.

Mens jeg har stået og organiseret og vasket og overvejet, er jeg kommet til at tænke på den første gang, jeg overhovedet tænkte på mit affald. Det skete for mere end 40 år siden, men det var så stor en øjenåbner, at jeg stadig husker øjeblikket.

Vi havde lejet et hus i Calabrien for sommeren. Calabrien ligger i det aller sydligste Italien, spidsen af støvlen. Jeg havde været der før og var blevet begejstret, nu skulle min familien opleve stedet. Calabrien var helt anderledes end alt jeg tidligere havde oplevet, og de lokale sagde selv, at de var mere Afrika end Europa. Det lejede hus lå i en lille landsby, så vi var virkelig ude på landet.


De havde ikke affald i Calabrien. Det, de ikke spiste, spiste hønsene eller gederne. Det de ikke kunne spise, smed de i Marias store murede bageovn til opvarmning.

Birgitte Jørskov


Allerede dagen efter vores ankomst, stod jeg med en fyldt skraldepose og begyndte at se mig om efter en udendørs skraldespand. Forgæves. Heldigvis havde vores fireårige, lyslokkede og eventyrlystne datter sørget for, at vi var blevet bekendt med vore naboer. Så jeg endte min eftersøgning efter en skraldespand, med at gå ind til Maria, landsbyens overhoved. Maria så forfærdet på mig, da jeg viste hende min skraldepose. ’Har I taget affald med helt oppe fra Danmark?’

Det havde vi ikke. Det var bare, hvad der var kommet til, efter vi var ankommet. Nej, der var ingen skraldespand – og heller ingen renovation. De havde ikke affald i landsbyen. Det, de ikke spiste, spiste hønsene eller gederne. Det de ikke kunne spise, smed de i Marias store murede bageovn til opvarmning af ovnen inden de store bagedage. Vi skulle holde op med at købe ind i supermarkedet nede på kysten. Alle deres varer var pakket ind i en masse skidt.

Det gjorde jeg så resten af sommeren. Æg fik jeg lige fra hønsehuset og ned i mine lommer. Rasp og revet parmesan fik jeg målt op i en medbragt skål. Det eneste, jeg købte indpakket, var mælk. Kartonen kunne smides i Marias bageovn. Så bidrog vi også til opvarmning af bageovnen. Den sortering var til at finde ud af.

Om Birgitte Jørkov

Birgitte Jørkov er tilflytter. For godt 40 år siden flyttede hun med mand og barn til Espergærde. Siden er hun flyttet til Snekkersten. Hun er pensionist og forfatter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Boligmangel i Helsingør

Annonce