Annonce
Debat

Klumme: Et godt udgangspunkt

Klummeskribent Maria Louise Kongstad Olsen.Foto: Lars Johannessen

Jeg havde sat en autostol til salg og ventede foran mit hus på familien, der skulle købe den. Da de kom, tog manden sig af deres barn, imens kvinden betalte for autostolen og talte med mig. Hun var imødekommende og virkelig rar. Nærværende og behagelig. Hun nussede vores lille hund og smilede.

Vi talte om, at det ikke var sikkert, at han skulle med, når vi flyttede, da vi skulle bo på 2. sal. Børnene og jeg skulle flytte fra vores hus over i en lejlighed. Deres far og jeg skulle ikke være kærester mere.

Der stod hun og var SÅ sød. Hun fortalte, at dengang hun blev skilt, købte hun en hund efter noget tid, og at det var det helt rigtige for hende og børnene. At det for hendes børn havde givet en stor glæde og trøst i en tid med svære følelser.

Derefter kiggede hun mig i øjnene, og sagde at jeg bare kunne ringe, hvis vi skulle sælge vores hund, eller hvis vi bare havde brug for aflastning. Hun ville gerne passe ham sommetider, hvis det kunne hjælpe vores familie lidt.

“Måske dine børn har brug for ham” sagde hun. Lige der havde jeg svaret. Lige i det sekund vidste jeg, hvad der var det rigtige på trods af tanken om en del ture op og ned ad trappen, i en tid hvor jeg havde lyst til at sidde ned og glo ud af vinduet når jeg havde et ledigt øjeblik.

Jeg blev virkelig rørt.

“Det er hårdt, men det bliver godt,” sagde hun. Og så kiggede hun på sin nye mand og smilede varmt til ham.

Jeg smilede til hende og sagde med ro i stemmen: “Ja, det bliver godt. Og tak.“

“Du ringer bare” sagde hun og smilede. Så kørte de.

Jeg stod med vores hund, Walther, i armene, kiggede på vores til salg-skilt og gik indenfor til mine to børn, som jeg holdt ferie med. Følelsen af taknemmelighed - det var hvad denne skønne kvinde efterlod i mig. Smerten, der lå i at skulle skille min familie ad, føltes i det øjeblik ikke så tung som på andre tidspunkter. Fordi oveni sorgen følte jeg en dyb taknemmelighed over at have mødt lige præcis denne kvinde. Kvinden med medfølelse, forståelse og varme, da jeg havde mest brug for det.


At dyrke taknemmeligheden har for mig været en vigtig læring. Det har gjort det lettere at opdage det gode i livet,og særligt når det ikke gik, som jeg troede, eller ønskede at det skulle.


Når vi viser hinanden venlighed, medfølelse og forståelse er verden bare et rarere sted. En taknemmelighed over at mine børns far er en vidunderlig far, og at han ønskede det bedste for os alle. Ligesom jeg. Det var et godt udgangspunkt.

Taknemmelighed over mit stærke netværk af dejlige mennesker, min mindfulness-praksis og min evne til at værdsætte og opdage de små ting i livet. Jeg havde så meget at sætte pris på, og det kunne jeg heldigvis se.

At dyrke taknemmeligheden har for mig været en vigtig læring. Det har gjort det lettere at opdage det gode i livet,og særligt når det ikke gik, som jeg troede, eller ønskede at det skulle. Der er en læring i livets udfordringer, og her hjælper det i hvert fald mig at finde gaven i det, jeg nu end står i.

Sorgen måtte gerne være der. I mig, mine børn og mit netværk som jo også mistede noget, ved det nye liv vi var på vej til. Det var jo ikke blot min lille familie på fire, det var resten af vores familier, børnenes legekammerater og fælles venner.

Jeg tror på, det er vigtigt for os mennesker at give os selv lov til at sørge, være triste og græde. Og ikke mindst at italesætte det. Så bliver det ikke så forbudt og mærkeligt men blot en naturlig del af det at være menneske. Vrede og tristhed er ofte skamfuldt for mange, og derfor undertrykker vi det eller har stor modstand på det.

I mindfulness forsøger vi at være, med alt hvad der er, og ikke flygte fra de følelser vi ikke vil have. De får bare lov at være der. Vi giver det lov.

I dag går jeg i seng med et taknemmeligt smil på læben. Børnenes far og jeg har i dag holdt fødselsdag for vores søn. I mit hjem. Min kæreste kom på besøg. Det var helt naturligt. Og da jeg var allermest irriteret og smågnaven til aften, blev jeg mødt med et kys og et grin.

TAK

Om Maria Louise Kongstad Olsen

Maria Louise Kongstad Olsen, opvokset i Helsingør, hvor hun stadig bor i dag sammen med sine to børn på 9 og 13 år. Hun blev uddannet konditor i 2001 og har arbejdet i faget siden - lige udover en pause hvor hun tog social- og sundhedshjælper uddannelsen. På nuværende tidspunkt arbejder hun i hjemmeplejen. Samtidig med dette uddanner hun sig til coach, hvor der arbejdes med transformativ coaching. Maria er meget interesseret i menneskers udvikling, selvudvikling, mindfulness og kommunikation.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Boligmangel i Helsingør

Annonce