Annonce
Debat

Klumme: Coronafølger

Helsingør Dagblads nye klummeskribent Birgitte Jørkov.Privatfoto

Jeg har fået ny frisure. Den var ikke planlagt og er heller ikke synderlig klædelig. Den er kommet af sig selv, fordi jeg ikke nåede at blive klippet før jul, og meget tyder på at jeg skal leve med den en god tid endnu. Jeg tror ikke, jeg er ene om at have coronafrisure, men jeg ved det ikke. De eneste mennesker jeg ser, møder jeg udendørs, og for tiden er de formummet i huer og tørklæder.

Det var ikke lige det, jeg tænkte på, da statsministeren for måneder siden lukkede landet ned første gang. Den aften tænkte jeg, at det hele ville være overstået i løbet af en månedstid. Så ville der være styr på epidemien, og vi kunne alle vende tilbage til vore liv.

Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at verden ville ligge underdrejet i mange måneder frem, og at der endnu ikke kan ses en ende. En manglende klipning, mange tusinde manglende klipninger, er et af de mindre problemer.

De første uger gik. Det var underligt og besværligt, men der var også gode ting. F.eks. kunne jeg bare gå over Strandvejen uden at se mig for, for der var ingen biler. Til gengæld var der et voldsomt mylder af mennesker på stranden, på havnen og i skoven. Jeg mødte mange på de daglige ture. Der blev hilst og smilet og udvekslet tanker.

Men så kom den første genåbning, og jeg forstod pludselig, at jeg var en gammel og skrøbelig kvinde. Før d. 11. marts vidste jeg godt, at jeg ikke var så ung, som jeg havde været, og at årene havde givet mig nogle skavanker. Det er, hvad der sker, hvis man lever længe nok, og den slags småting skal man ikke hænge sig i, når livet er fyldt med lokkende muligheder.

Nu forstod jeg, at min alder og mine skavanker – nu kaldet ’underliggende sygdomme’ – placerede mig i gruppen af særligt udsatte. Jeg skulle holde større afstand til andre mennesker end den anbefalede meter. Det gjorde alt ret besværligt, og jeg blev rasende. Jeg havde ikke tid til at blive sat i stå. Udløbsdagen nærmer sig, og der er så meget i livet, som jeg fortsat gerne vil smage på.

Men alt, hvad der giver livet smag og duft, var nu forduftet. Ingen sammen­komster med venner, ingen møder med kollegaer, ingen foredrag der kunne sætte tanker i gang, ingen koncerter der kunne løfte og vække følelser, ingen romantiske mid­dage med gemalen på restaurant. Kun isolation. Jeg ved nu, at jeg vil være meget uegnet til at sidde i isolationsfængsel.


Smil gør ikke coronatiden kortere, men det får den til at føles mindre belastende.


Men jeg har fundet måder til at udstå vilkårene. Selvfølgelig; jeg kan ikke være andet bekendt. Der er mange, der er meget hårdere ramt.

Internettet er en velsignelse i disse måneder. Det gør det muligt at holde kontakt med venner og bekendte. Det er langt fra så godt som at sidde over for hinanden, men i det er bedre end ingenting.

Vi har fundet ud af at købe mad, men vi mangler efterhånden en del praktiske ting, som vi ikke kan købe, hvor vi køber det, vi skal leve af. Så jeg skriver lister. Vi kunne bestille det hele over nettet og få det leveret til døren, men vi venter. En dag – en lykkelig dag i en fremtid, som jeg tror kommer - kan jeg tage til byen og købe det hele.

For det her bliver overstået, og den dag vil jeg sætte stor pris på, at der fortsat findes rigtige forretninger. Fysiske forretninger med søde mennesker, der kan hjælpe mig med at finde det, jeg mangler, som smiler til mig, og som jeg kan veksle ord med om vejret.

Forleden var jeg i Matas i Espergærde efter nogle fornødenheder. Ved kassen så jeg et stort skilt, som takkede mig fordi jeg brugte mundbind og smilede. Jeg skulle lige til at komme med en kvik bemærkning om, at ingen kunne se, at jeg smilede bag mundbindet, men så løftede jeg blikket og så ind i øjnene på den unge kvinde, som stod parat til at tage min betaling. Ingen tvivl. Hun smilede bag masken, og hun sagde, at hun sagtens kunne se, at jeg smilede tilbage.

Smil gør ikke coronatiden kortere, men det får den til at føles mindre belastende.

Om Birgitte Jørkov

Birgitte Jørkov er tilflytter. For godt 40 år siden flyttede hun med mand og barn til Espergærde. Siden er hun flyttet til Snekkersten. Hun er pensionist og forfatter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Klumme: Skyd bjørnen

Coronavirus

Rejsevejledninger bliver lempet - men ferierejser frarådes

Annonce