Annonce
Debat

Klumme: Det bøjelige natursyn

Klummeskribent: Henrik Lieberkind, 1946, blev uddannet folkeskolelærer i 1979 med biologi og geografi som linjefag. Det med naturen har fyldt så meget, at han fra 1991-2016 var leder af Naturcentret Nyruphus. Foto: Lars Johannessen
Annonce

Et af menneskelivets store paradokser er, at vi alle kan blive enige om, at naturen er dejlig at se på og færdes i. Altså, så skulle man tro, at vi havde det samme natursyn. Men når det kommer til handling og efterfølgende argumentation, viser der sig store forskelle.

Et gammelt eksempel er to mænd, som står og ser på en bøgeskov. Bagefter drøfter de, hvad de har stået og tænkt på. Det viser sig, at den ene - der er skovmand - har tænkt på træernes vækst, og dermed hvilken brugsværdi og salgsværdi de har. Den anden er maler, og han levede sig ind i træernes former med den medfølgende effekt af skygge og lys, samt de farvenuancer der opstod.

De stod og så på det samme, men opfattede det forskelligt. Hvis det kom til handling, ville skovmanden fjerne de træer, som i hans øjne voksede skævt og ville give dårligt tømmer, hvorimod maleren ville have mere mangfoldighed, der gav et mere varieret billede med mange krumme og skæve træer. Det er altså, når man handler, at man også viser, hvordan ens natursyn er.


Naturen udfordrer mennesket. Men det er måden, vi tager denne udfordring på, der til sidst fortæller, hvilket natursyn man selv har.

Henrik Lieberkind


Her forleden dag i radioen var der en naturvejleder, der proklamerede, at man ikke skal være bange for edderkopper, men at det bør være omvendt, for vi kan godt spise edderkopper. Nogle af de bedste - ifølge naturvejlederen - er en ”rognmoden korsedderkop” (en hun med æg), og de er nemme at fange, for de sidder midt i deres runde spind (hjulspind).

Lydbilledet fortalte, at han tog en edderkop og puttede den i munden, og tyggelyde fortalte, at den blev spist. Til sidst tog han et par fingre i munden, imens han sagde, at benene spiste han ikke, så dem tog han ud.

Lyden, da han maste edderkoppen, var ligesom en moden vindrue, smagen var nøddeagtig, og konsistensen som torskerogn. Effekten hos radioværterne var tydelig, og det fik mig til at mindes min skoletid, hvor klassens ”I am invincible” (uovervindelig) alias ”skrækkelige Olfert” spiste levende regnorme med efterfølgende pigeskrig og beundrende blikke fra en del drenge.

Naturen udfordrer mennesket. Men det er måden, vi tager denne udfordring på, der til sidst fortæller, hvilket natursyn man selv har.

Stor respekt for dem, som gør det under hensyn til den natur, man er i og respekterer. Det kunne være en bivuakovernatning i skoven - som nu er næsten almindeligt i statsskovene - hvor man på tætteste hold følger dagens rytme uden vores elektroniske, teknologiske hjælpemidler. En kontrolleret træklatring med reb og instruktør giver nogle alternative oplevelser i forhold til vores færden på jordoverfladen.

For mig bliver den anden opfattelse til, at naturen kun er en kulisse, der giver mulighed for noget selvforherligelse. Desværre ser jeg det flere steder. En tur på stranden med net og spand, og man slutter af med at spise levende rejer. Eller når man taler om naturens mad og spiser levende melorme.

En natursynsvinkel kan være, om man opfører sig som bruger eller forbruger. Forskellen kan synes lille, men ikke for mig. En bruger låner/bruger et stykke natur eller et værktøj – og vigtigt er, at det afleveres i hel tilstand. Selvfølgelig brugt men ikke ødelagt.

En forbruger bruger et produkt og ender med at have et restprodukt - affald. Når jeg handler i supermarkedet, er jeg forbruger og ender med at stå med noget affald til en container. Man kunne også tro, at naturen havde det samme problem, som for eksempel når bladene falder af træerne om efteråret - men nej, de genbruges og indgår i naturens kredsløb.

Et respekterende natursyn tager udgangspunkt i naturens behov og værdisæt, og ikke i mountain bike-cykelklubbens ønsker om ruter og terrænudfordringer i skoven. Det gør skoven/naturen til en kulisse til en aktivitet, som ikke er en del af naturens liv og mangfoldige forunderlighed.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Mangel på daginstitutionspladser: Så mange børn kan ikke få en plads i deres egen by

Alarm 112

Efter flugtforsøg fra fængslet: Nu skal Peter Madsen for en dommer

Helsingør For abonnenter

Leder: Problemet skulle være løst for flere år siden

Annonce