Annonce
Nordsjælland

Klumme: Det er min kone, der vander!

Jeg nåede det bare ikke. Da jeg vågnede, var min kone allerede ude at vande have, og da jeg fik øjne, var hun allerede færdig og var i gang med nye opgaver. Så jeg måtte nøjes med at lade vandkanderne paradere til hendes ære! Foto: John Bech
Annonce

Tove vander have. Når det ikke regner, er det Tove, der vander. Hun vander krukkerne, og hun vander sine små sommerblomster, hun vander det hele.

Altsammen med vandkander, som først fyldes ved regnvandstønden og siden ved vandhanen, når tønden løber tør. Jeg vander kun de potter, der hænger på rækværket. Det vil sige: jeg troede også, jeg vandede nogle blomster på terrassemuren. Det mente jeg, at jeg havde fået besked på.

”Se, hvor flotte de ser ud”, sagde jeg derfor stolt, da vi kom hjem fra aftenens hundeluftning. Jeg ville bare gøre opmærksom på, at jeg ikke havde glemt min beskedne del af vandingen. ”Ja, hvorfor tror du, de ser så godt ud?”, spurgte Tove. ”Det er fordi jeg vander dem to gange hver dag!”

Glorien omkring min isse blegnede lynhurtigt, da jeg havde indset, at jeg havde pyntet mig med lånte fjer. ”Ja, når vi vander begge to, er der naturligvis ikke noget at sige til, at de strutter sådan”, sagde jeg i et krampagtigt forsøg på at tilrane mig noget af æren.

Jeg havde såmænd ellers lige sagt til hende: ”Hvor er den flot, din have. For det er jo din have, så godt som du passer den”. Og jeg mente hvert et ord, for hun er virkelig ihærdig med den have. Den er fuld af blomster, hvilket langtfra alle haver er.

I går besøgte vi en have, hvor der næsten ingen blomster er, og når vi går ned langs haverne i vores kvarter, er det bestemt heller ikke blomster, der dominerer indtrykket. De fleste steder er der bare græs, buske – og måske en trampolin. Det er dér, hvor der er børn. Dermed ikke sagt, at der ikke bor havedyrkere på vores vej. Mest imponeret er jeg over Sadik.

Sadik er tyrkeren på vores vej. Han dyrker bønner hvert år, og det er han virkelig god til. De er knap nok lagt i jorden, før de er kommet op, og i løbet af sommeren når de op i et par meters højde. Han har også andre grønsager, men det er bønnerne, man mest lægger mærke til. Det må være noget, han kender fra sit hjemland.


Glorien omkring min isse blegnede lynhurtigt, da jeg havde indset, at jeg havde pyntet mig med lånte fjer.

John Bech


Sadik er førtidspensionist efter en rygskade. Vi hilser tit på ham og hans familie, når de går forbi, og når det er jul, påske og pinse sender han alle os andre på vejen en hilsen på vejens Facebook-gruppe. Sadik og hans familie er alevitter. Det er en sufi- og shia-muslimsk præget religion, som forstår Gud og universet som en helhed, og som har en vis udbredelse i bl.a. Tyrkiet og Kurdistan. Der er tilsyneladende temmelig mange alevitter her, hvor vi bor, for de har en stor social klub på en vej, der går parallelt med vores. Når Jackson og jeg går forbi, kan jeg se, at der udfolder sig et aktivt ungdomsliv derinde med bordtennis og andre spil.

Det sjove er, at det indirekte er Sadik, der er skyld i, at vi bor her på vejen. Jeg husker tydeligt den dag i 1999, da Tove og jeg cyklede rundt i villakvartererne for om muligt at finde et egnet hus. Vi passerede en have, hvor en mand gik og krattede i jorden med en rive. Tove kendte ham, og han råbte os an og lovede os en flaske whisky, hvis vi købte huset længere ned ad vejen. Hvorfor? Jo, for så var han sikker på, at han ikke fik flere tyrkiske naboer! Det var efter, at Sadik og hans familie var flyttet ind på vejen. Whiskyen har vi aldrig set noget til, og det var da heller ikke på grund af den, at vi købte Nr. 11. Huset havde bare den størrelse og den indretning, som vi kunne bruge.

Nu er den historie 20 år gammel, men den er stadig til at få forstand af i en periode, hvor man diskuterer racisme i Folketinget og andre steder. For selvfølgelig er det en slags racisme, når man ikke vil have bestemte udlændinge ind på sin vej. Hvad troede manden i haven? At huspriserne ville falde, når der flyttede en tyrkisk familie ind?

I så fald tog han fejl. Det er ikke så farligt at have tyrkiske naboer, som nogen bilder sig ind. Men jeg ville ønske, at jeg var lige så dygtig til at dyrke bønner, som Sadik er! Men hemmeligheden ligger nok i vandingen. Det er det, Tove også har fundet ud af.

Nu, hvor samfundet er ved at blive lukket op igen, behøver man imidlertid ikke nøjes med de glæder, naturen kan give hjemme på matriklen og på villavejen. Og her ved midsommer er Danmark bare så smukt.

Forleden var vi en tur på Fyn, og jeg kom heldigvis til at køre forkert, så vi kom hele vejen ned omkring Fåborg for at nå op til Ebberup ved Assens, hvor en af mine sønner bor. Det var en utroligt smuk tur gennem fynske landsbyer med velbevarede bindingsværkshuse og ind imellem med kig til vandet. For ikke at tale om hjemturen i solnedgangen.

Sankthansaften var vi så på farten igen. Denne gang til Asnæs i Odsherred, hvor en nybagt student skulle fejres. Ved den lejlighed fik vi i øvrigt atter en ekstra tur, og det var igen min skyld, fordi jeg overså en afkørsel. Men det kuperede Odsherred er bestemt også en udflugt værd. Hjemturen var også her helt uforglemmelig. Sjældent har jeg oplevet så smuk en sankthansaften med fine akvarelfarver på himlen, med mosekonen bryggende ude på engene og med nogle ganske få røgsøjler fra hendøende sankthansbål hist og her i landskabet.

Der manglede kun Phillip Faber og midsommersangen til at sætte prikken over i’et.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Taktikken, der forhindrede katastrofe: - Vi skulle for alt i verden forhindre, at branden spredte sig til andre gamle huse

Annonce