Annonce
Debat

Klumme: Fra Helsingør til Lille Istedgade – og tilbage til Helsingør

Klummeskribent: Julie Yapa Schmidt Sørensen, 1989, er opvokset i Helsingør og for nyligt vendt tilbage til sin hjemstavn. Nyuddannet i journalistik og socialvidenskab med en passion for mennesker, undervisningspolitik og krokodiller. Foto: Torben Sørensen
Annonce

”Du har fået tilbudt et hus i Helsingør. Du har en måned til at acceptere eller afvise”.

Tilbuddet kom ud af det blå for mig. Jeg havde været indskrevet på boliglisten, siden jeg blev 18 år. Men jeg havde aldrig overvejet muligheden for at få tilbudt et hus, og da slet ikke at flytte tilbage til Helsingør.

Beslutningen var nem for sådan en social københavnerentusiast med krudt i røven som mig. Det blev et rungende nej. Så det, der viste sig at være endnu mere overraskende end tilbuddet i sig selv, var, at jeg rent faktisk endte med at svare ja.

Jeg har altid været glad for Helsingør. Det er her, jeg lærte mit første telefonnummer til vores fastnettelefon – alle i-teknologier havde på det tidspunkt endnu ikke fundet vej til vores liv. Det var også i Helsingør, at jeg opdagede min første bums og oplevede mine første venskaber.

Min modvilje handlede mest om frygt – frygt for afstanden til mit sociale og kulturelle liv, og frygt for ansvaret ved at overtage et hus, der bogstavelig talt trængte til en meget kærlig hånd. Min far kastede ét blik på det indvendige i huset – ledninger og sikringer – og sagde: ”Det ligner noget, der er lavet i vrede”.

Men mens jeg sidder her ved mit spisebord og skriver denne klumme, går det op for mig, at jeg nok var mest bange for voksenlivet med hus og have.

Mine farverige omgivelser på Lille Istedgade med berusede unge og ældre mennesker, hjemløse og prostituerede, er nu erstattet med hyggelige vejtræf med mine naboer og genboer, hvor vi taler om anden verdenskrig, orienteringsløb og ikke mindst vores nye fortov. Det er ikke helt så ophidsende, men det er rart.


Det var i min have, at jeg for alvor vidste, at jeg var hjemme. Og da samfundet så småt åbnede op igen, var mine behov også ændret. Jeg har stadig et stort socialt behov, men jeg har fået en langt større trang til at nyde mit eget selskab i Helsingør. Måske har behovet været der længere, end jeg har været bevidst om eller har villet acceptere. Men det har jeg gjort nu, og det føles ikke kun rart, men også rigtigt.

Julie Yapa Schmidt Sørensen


Lille Istedgade går aldrig i seng, men min vej i Helsingør føles levende på en anden måde. Der bliver altid holdt øje, fordi ”her på vejen passer vi på hinanden”, som jeg fik at vide af samtlige beboere på vejen, den dag jeg flyttede ind. Og det gør vi. Vi passer på hinanden!

Covid-19 var den ultimative prøve i at være flyttet fra byen. Men mens mine venner var i krise over at være ”spærret inde” i deres lejligheder, nød jeg stilheden og udnyttede min store have og min fyldte bogreol. Stilhed, have og bøger er tre ting, som Julie på Lille Istedgade ikke tillagde synderligt stor værdi, for der var altid en fyldt kalender, der overskyggede muligheden for at skrue tempoet ned og bare være.

Det var i min have, at jeg for alvor vidste, at jeg var hjemme. Og da samfundet så småt åbnede op igen, var mine behov også ændret. Jeg har stadig et stort socialt behov, men jeg har fået en langt større trang til at nyde mit eget selskab i Helsingør. Måske har behovet været der længere, end jeg har været bevidst om eller har villet acceptere. Men det har jeg gjort nu, og det føles ikke kun rart, men også rigtigt.

Mine venner var ikke ligefrem begejstrede for min beslutning om at flytte til Helsingør. Men det er de i den grad blevet. De nyder en pause fra Københavns højtpulserende tempo og skal nærmest tvinges væk fra haven og ind i huset. Jeg undrede mig over, at den sidste veninde, jeg havde på besøg, havde en kæmpe taske med, når hun bare skulle til middag hos mig. Men det ville hun tilsyneladende ikke nøjes med. Hun endte i stedet med at blive i knapt en uge.

Jeg forventede et vis kulturchok ved at vende tilbage til Helsingør, men det har overraskende nok føltes meget naturligt. Mine københavnervenner spørger mig, om jeg føler mig ensom, om jeg savner København, og om jeg er faldet godt til. Det er heldigvis kun det sidste, jeg kan svare ja til. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg stadig er en københavnerentusiast med ild i røven. Jeg har bare fået et andet hjem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Mangel på daginstitutionspladser: Så mange børn kan ikke få en plads i deres egen by

Alarm 112

Efter flugtforsøg fra fængslet: Nu skal Peter Madsen for en dommer

Helsingør For abonnenter

Leder: Problemet skulle være løst for flere år siden

Annonce