Klumme: Håb og tålmodighed i en coronatid

Vinterferie i nord eller syd i år, bliver det ikke til i mit tilfælde, selvom det hedder uge 7 i næste uge. Det er en uge rigtig mange mennesker glæder sig til, da det er vinterens skiferie.

Tålmodigt og spændte venter vi ikke kun på, hvornår vi kan komme på ferie, men i særdeleshed på, hvornår vi i det hele taget igen må være sammen flere end 5. Tage pænt tøj på. Gå ud og handle og på café sammen eller bare være i vigør, som vi har været vant til gennem det meste af livet.

Tålmodige skal vi være, siger Søren Brostrøm. Manden som vi alle gang på gang ser træde frem i rampelyset på tv-skærmen, og som jeg ind imellem tænker på, må være så utålmodig efter at få en ganske almindelig hverdag. Ja, hvem tænker ikke på det. Jeg er bestemt ikke noget tålmodigt menneske og har ind imellem dage, hvor jeg tænker at nu må det snart høre op. Nu orker jeg ikke igen at gå ind i butikken med mundbind på. Gå rundt i tomme gader eller læse og høre om alle de elendigheder, der hver dag fylder vores bevidsthed. Utålmodig med mænd der går i sort eller med sølvpapirshatte af den ene eller anden grund og mener, at de er frihedskæmpere! Træt og utålmodig af at vente på noget, som jeg ikke ved om nogensinde kommer til at blive en normal hverdag igen. Jeg er ”coronatræt”, hedder det vist.

Og netop som vi glæder os til, at det skal blive deadline for næste åbning og forhåbninger om det, vi tålmodigt venter på, så toner Mette Frederiksen med at følge op og slukker håbet for de fleste af os. Og lige præcis håbet, der slukkes trods tålmodigt og afventende temperament, så kan jeg ikke lade være med at kigge ind i håbløsheden hos rigtig mange mennesker.

Jeg er ikke krigsbarn eller været vant til at vente på at tingene ikke kunne ske, som jeg ville. Mit temperament og min utålmodighed er noget, der har fulgt mig gennem hele livet, som noget der var værdifuldt og godt for mig. Ungdommens røde hår fornægter sig ikke. Det har fået mig til at handle og fået ting til at ske. At jeg ikke sad udsigtsløs og indfalden hen, men tog initiativ og var i vigør i rigtig mange af døgnets timer, sammen med mange mennesker. Det betød omvendt også, at jeg formåede at være tålmodig, hvis og når der var brug for det. Nu, hvor min tålmodighed og mit temperament gerne skulle følge mig og give mig tilpas ro til at overvinde tiden med corona, ja, så kniber det gevaldigt.

Da det blev annonceret, at vi skulle gå med mundbind, tænkte jeg. ”Det gør jeg ikke!” Med eftertryk på ikke. Det er simpelthen for dumt, at skulle miste sit ansigtsudtryk og lukkes inde i et hylster af dårlig ånde og ikke kunne vise sit smil frem. Men ak. Tålmodigheden sejrede og tanken om ikke at gøre det, som nu blev foreskrevet lå mig fjernt, da det kom til stykket. Men jeg ved jo alt for godt, at det ikke handler om mig og mit temperament og tålmodighed, men om de mange, der dag ud og dag ind sidder derhjemme i deres ensomhed og tålmodigt venter på, at verden skal åbne sig. Sådan at de igen kan komme på gaden og i kiosken eller hvor det er, de henter deres øl og andre hyggelige fornødenheder. Dem tænker jeg på. Jeg tænker på hvor tålmodige de er. Og på at de ikke gør oprør og går på gaden med fakler eller andet slagredskab, som andre utålmodige mænd i sort forsøger. Håbet er trods alt stadig grønt og tålmodigheden dyd, så lad os håbe på det bedste og ønske at hverdagen med lys og grønt på træerne snart viser sig i horisonten.