Annonce
Debat

Klumme: Hundelort, taknemmelighed og grønne marker

Klummeskribent Maria Louise Kongstad.Foto: Lars Johannessen

Min lille hund. Ham valgte jeg trods af mange, lange og seje overvejelser at beholde da vi flyttede fra vores hus til en lejlighed på 2. sal. Overvejelserne gik både på, at der ikke var en have, og det faktum at jeg ikke havde overskuddet til at skulle tage mig af ham. Men da en kvinde mindede mig om, hvor meget glæde han også kunne bringe i vores nu lidt mindre familie, besluttede jeg, at han skulle med. Samtidigt ønskede jeg også at lade ham blive, fordi han trives hos os.

De første dage var jeg lidt udfordret, vil jeg sige. Den lille stakkels hund havde svært ved at vænne sig til det nye hjem, og jeg synes, det føltes lidt som et nederlag at gå tur med min hund i mit barndomskvarter på Vapnagård, nu hvor jeg ellers lige var landet i dejlige Snekkersten i et hus med have. Det handlede ikke om kvarteret alene, men om alt det der førte med af dårlig samvittighed med mere overfor mine børn. Der gik dog ikke mere end nogle få dage, før jeg opdagede gaven i disse mange ture op og ned af trapperne fra tidlig morgen til aften, med hundeposer og lille Walther i snor. Tilbage på sporet af alt hvad jeg har lært i mindfulness og det at dyrke taknemmeligheden.


Annonce

Jeg vil se det gode i livet, være taknemmelig og vise medmenneskelighed.

Maria Louise Kongstad


Fuglene kvidrede, solen stod op og himlen var ofte smuk og lyserød. Gik jeg over vejen til marken mellem Borupgård og Vapnagård kunne jeg slippe ham løs, og jeg kunne nyde græsset, solen, lyset og min lille begejstrede hund, der sprang rundt på græsmarken fyldt med dufte fra andre hunde. Morgenerne blev en form for meditation, og taknemmeligheden var stor. Mine børn er lykkelige og passer deres hund godt og omsorgsfuldt. På trods af at jeg i mange år har sagt, at jeg ikke skal have hund, er jeg lykkelig for beslutningen. Han bringer så meget glæde i vores hjem, vi kommer oftere i skoven, på stranden og generelt ud i naturen.

På marken, lige der mellem boligblokkene, får jeg hilst på en masse rare mennesker og søde hunde. Jeg bliver mindet om at huske begejstring og leg, når jeg ser på hundene, som logrer med halerne og springer afsted. Samtidigt med at jeg opdagede det smukke i morgenturene gennem blokkene, mærkede jeg også en gensynsglæde med mit barndomskvarter. På trods af at være flyttet og have følt mig splittet, følte jeg, at jeg var kommet hjem.

Min lejlighed kendte jeg, da jeg jo er opvokset i blokkene. Mine forældre bor i blokken ved siden af, og mange af beboerne kender jeg fra tidligere. Mange har en ide om, hvordan det er at bo på Vapnagård, og der er mange fordomme. Dem mødte jeg også, da jeg fortalte, vi skulle bo der. Selv mine børn var urolige, fordi de havde hørt historier. Og ja, der er nogle frygtelige, voldsomme og bekymringsværdige historier - men der er også gode historier, og dem holdt jeg fast i overfor børnene.

Vi har gode naboer, alle er hjælpsomme, og jeg føler mig tryg, hvor jeg bor, som det ser ud lige nu. Nej, det var ikke sjovt, da der var knivstikkeri, lige hvor jeg bor. Og jeg bliver også bekymret og frygtelig nervøs, når jeg hører om børn og unge mennesker, der overfalder andre i tunnellerne rundt omkring. Ingen tvivl. Det ville jeg da ønske ikke var en realitet. Men det ville jeg ønske for hele verden. Et hus ved mark og skov er drømmescenariet. Fordi jeg elsker natur, ro og muligheden for at spille musik med åbne vinduer til klokken 23.00, hvis jeg vil. Det får jeg en dag, men lige nu er jeg her. Og det er helt okay.

Her på Vapnagård er her struktur, regler, grønt græs, mulighed for at låne kaffe hos naboen og en der laver min vandhane, hvis den er i stykker. Det er ikke nødvendigt at køre på lossepladsen, fordi containergården ligger lige om hjørnet. Alt er foranderligt.

Når der sker noget grimt, får jeg jo de samme tanker som så mange andre om, at det er et værre område med risiko for ballade. Jeg bliver bekymret - men det ville jeg også blive nede i centrum, hvor der render fulde mennesker rundt og slås på gaderne i weekenderne. Jeg vil se det gode i livet, være taknemmelig og vise medmenneskelighed. Det starter altid med en lille ring i vandet.

Om Maria Louise Kongstad Olsen

Maria Louise Kongstad Olsen, opvokset i Helsingør, hvor hun stadig bor i dag sammen med sine to børn på 9 og 13 år. Hun blev uddannet konditor i 2001 og har arbejdet i faget siden - lige udover en pause hvor hun tog social- og sundhedshjælper uddannelsen. På nuværende tidspunkt arbejder hun i hjemmeplejen. Samtidig med dette uddanner hun sig til coach, hvor der arbejdes med transformativ coaching. Maria er meget interesseret i menneskers udvikling, selvudvikling, mindfulness og kommunikation.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Eriksen har sendt besked til Inter-spillere i gruppechat

Helsingør For abonnenter

Maiken er blevet glad for hjemmekontoret: - Jeg er blevet en bedre mor og kone af at kunne arbejde hjemme

Annonce