Annonce
Debat

Klumme: Skyd bjørnen

Klummeskribent Mikael Fock.Foto: Torben Sørensen

Bare skyd bjørnen! Råbte jeg desperat, da jeg endelig stod i døren til min frisør. Virrende med hovedet, som havde jeg netop en bjørn siddende deroppe, vaklede jeg de sidste skridt ind i vores lokale frisørsalon. Hovedrystende og med overhængende fare for at synke sammen under hårpragtens vægt.

Ligesom resten af Danmark har jeg savnet min frisør rigtig meget. Det har sådan set vokset både inden i mig og uden på mig det sidste år. Og forud for dette råb om hjælp var der taget temmelig mange tilløb til at få trimmet toppen - herunder civil ulydighed med frisør anmodninger på Facebook og ulovlige forsøg på at ringe min frisør op privat, men forgæves, for så til sidst, da manken var blevet i bjørnestørrelse, ikke at kunne se anden udvej end at gribe til selvtægt.

Dette foregik efter mørkets frembrud, på den måde at jeg luskede ned på apoteket. Og ja, jeg siger luskede, for jeg havde det lidt ligesom en teenager, der er nede og købe kondomer for første gang. Og ikke aner om det er et sæt gummihandsker, en plastpose, eller kondomer med jordbærsmag han kommer hjem med.

Annonce

Luskeriet er fortsat derhjemme.

“Skat, er du begyndt at klippe dig selv igen?”

Sidst gang jeg sjat-klippede mig selv, var da vi lige var mødtes for 30 år siden og ingen penge havde, og da slet ikke til frisør luksus. Dengang gik jeg og “pyntede” på mig selv ved at klippe alt det af der strittede.

“Hvorfor spørger du?”

“Synes bare jeg finder totter allevegne...!”

Synes ellers jeg havde prøvet at skjule mine spor og fjerne de afklippede totter.

“Ok, synes bare at jeg må se nogenlunde ordentlig ud på zoom!”

Indrømmet, på onlinemøderne, som efterhånden er blevet hverdag, kan meget fakes, og manken stryges da også om bag ørerne mange gange i løbet af dagens digitale møder.

Nu vi taler om digitale møder, så må jeg sige at jeg er ved at blive tosset og rundtosset. Før corona holdt vi masser af fysiske møder på Kulturværftet og Toldkammeret, men jeg kan klart bedre huske disse møder, fordi de var fysiske. Hvorimod det sidste års Skype, Teams, HangOut, Facetime og Zoom møder flyder sammen til EN stor firkantet erindring, med slørede ansigter der, ligesom jeg, skjuler håret bag ørene og nakken.

Hvis pandemien forsætter, så får den gode gamle kasserolle-frisure et mega comeback.

Men endelig oprandt dagen! Og jeg havde været klog at bestille tid hos Camilla allerede den dag Mette tonede frem på TV, og kundgjorde at nu åbnede de frisørsalonerne igen. Og hele kongeriget jublede. Og der var naturligvis allerede booket flere måneder frem, da jeg endelig kom igennem, men så forsøgte jeg mig med et lille knæk på stemmen, som kom helt naturligt ved udsigten til hår i øjnene måneder frem. Og Camilla forbarmede sig, mødte tidligere ind og jeg svor, jeg ville komme med en ren test.

Og nu sidder jeg her foran spejlet. Godt nok med mundbind, men jeg sidder her, og hun kigger på mig med det der særlig frisørblik. Hendes hænder glider gennem mit hår som for at begribe det. Også hun har savnet at klippe - og så griber hun saksen. Og vi indgår i den der særlige symbiose og magi, der kun opstår nu og da, mellem klipperen og den klippede.

Jeg ved godt, at det med at vi har savnet at komme til frisør er blevet blæst ret meget op på de sociale medier, men hold da op hvor var det godt endelig at sidde i stolen igen. En times trance senere vågner jeg op til et nyt jeg. Vantro kiggede jeg på spejlbilledet. Bjørnen var skudt. Beviset lå på gulvet.

Om Mikael Fock

Mikael Fock er chef for Kulturværftet og Toldkammeret. Han bruger sin baggrund som teater- og filminstruktør til sine mange projekter – alt drevet af kærlighed til de mange fortællinger i Helsingør.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Det ny Hestemøllestræde: Så kan regnen bare komme

Annonce