Annonce
Debat

Klumme: Det er jo bare teater

Klummeskribent Jens Frimann Hansen.Foto: Lars Johannessen

En af de mest succesfulde markedsføringskampagner i moderne tid i England sammenfattedes under overskriften ”SO Bracing”. På dansk cirka: “SÅ forfriskende”. Historien var meget kort fortalt den, at man havde bygget en jernbane som forbandt kystbyen Skegness med hovednettet, så det nu var muligt at komme fra det smogplagede London til det lille fiskerleje Skegness med den brede sandstrand ud til Nordsøen på få timer. Over et halvhundrede år udvikledes her en gigantisk underholdningsindustri og turistsucces, hvor først londonerne og siden minearbejderne fra The Midlands, hver sommer tog ud til kysten for at få fyldt lungerne med frisk luft. I 1960’erne kom charterturismen så, og siden har Skegness og andre engelske kystdestinationer befundet sig i konstant og alvorlig krise. I dag står Helsingør Teater og PASSAGE Festival for gadeteaterfestivalen ’SO’ i Skegness, som et led i en større strategi fra Arts Council England om at udbrede kultur til alle egne af England.

Når eksemplet skal nævnes her, er det fordi, at den tid vi er på vej ind i nu, hvor virussen er ved at slippe sit klamme greb om vores samfund, har nogle af de samme befriende og forfriskende elementer. Jeg ved godt, det ikke er sådan alle steder. Men lige nu er der en stor lyst hos mennesker til at opsøge det levende og samværet med de andre, fordi vi har manglet det i så lang tid. Og her spiller kultur selvfølgelig en meget vigtig rolle, fordi det er noget, vi er sammen om, og det er fælles.

For nogle uger siden arrangerede Helsingør Teater, med støtte fra en af Folketingets hjælpepakker og som et led i genstarten af handelslivet i Helsingør, en lille festival på Marienlyst Slot, som vi kaldte for ’Teater på slottet’. Det var tilrettelagt som en familiebegivenhed, og udover teaterforestillinger havde vi inviteret foreninger, handelsliv, institutioner osv. til at være med til at skabe arrangementet. Det blev en både uventet og stor succes. Udover at samarbejdet mellem de mange forskellige deltagere var langt mere produktivt, end vi havde forventet, så oplevede vi også den tvivlsomme glæde, at billetsystemet brød sammen på grund af den store interesse. Arrangementet var tilrettelagt, det var økonomisk overkommeligt for en børnefamilie at deltage, hvilket betød at publikum også var langt mere blandet, end vi havde forventet. Der var selvfølgelig en del vi kendte i forvejen, men langt hovedparten af publikum var faktisk førstegangskunder. Der var mange nytilflyttede til Helsingør, men også fædre med indvandrerbaggrund der kom med deres børn. En publikumsprofil man så godt som aldrig ser i det rigtige teater.

Annonce


Jeg tror en større og større del af også vores danske politikere er ved at opdage, at kultur er et af samfundets allerstørste aktiver, og at provenuet for investeringer i kultur altid vender tilbage til samfundet og fællesskabet med renter og rentes rente.

Jens Frimann Hansen


Kort inden arrangementet havde jeg fået min første vaccine. Det slog mig, da jeg kort efter skulle sidde et kvarter sammen med godt hundrede borgere og afvente om der kom en allergisk reaktion, at det egentlig er sjældnere og sjældnere, at man befinder sig i sammenhænge med mennesker uden for ens egne cirkler. Jeg havde heldigvis glemt min mobiltelefon og kunne bruge dette nådige kvarter til at betragte mine medmennesker, der godt nok næsten alle havde nogenlunde samme alder som mig, men som ellers tydeligvis udviste alle tegn på forskelligheder.

Da virussen var ung, var der afsluttende budgetforhandlinger i EU. Det var i foråret 2020, og da vores regering endnu troede at kultur ikke var noget, der optog deres vælgere, og deres EU-ordfører udtalte til TV-avisen, at nu tog man ned til EU for at beskære kulturbudgettet (som udgør under 0,01% af det samlede budget, selvom kultur omsætter det samme som den samlede europæiske bilindustri). Europa-Parlamentet havde ellers indstillet at kulturbudgettet skulle syvdobles (!). Og selvom jeg er til bankerot-grænsende inhabil i denne sag, så må jeg bare skrive, at jeg tror en større og større del af også vores danske politikere er ved at opdage, at kultur er et af samfundets allerstørste aktiver, og at provenuet for investeringer i kultur altid vender tilbage til samfundet og fællesskabet med renter og rentes rente, og ikke kun gavner enkeltpersoner og aktionærer.

Om Jens Frimann Hansen

Jens Frimann Hansen, 1964, bor i Ålsgårde og er siden 2003 leder af Helsingør Teater. I fritiden går Jens til den på fodboldbanen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Helena blev kun 20 år: 'Mor, jeg har glemt mit træningstøj, jeg vender lige om nu og henter det', og så blev der helt stille

Annonce