Annonce
Debat

Klumme: Ikke alt er så dårligt at det ikke er godt for noget...

Klummeskribent: Lars Michael Nielsen, 1983, er biolog, guide og naturformidler. Han elsker friluftslivet med alt, hvad det byder på. Foto: Lars Johannessen
Annonce

De fleste af os har sikkert været påvirket af COVID-19 på den ene eller anden måde og de fleste af os har sikkert syntes, at det har været generende på flere niveauer.

Jeg har i hvert fald selv følt, at jeg ikke kunne gøre, hvad jeg ville og sommerferieplanerne, jeg har haft, blev da også ændret utallige gange nærmest på ugentlig basis.

Lige som mange af jer andre er det sikkert også endt med noget helt andet, end jeg havde planlagt. En tur i sommerhus ude i skoven uden planer om at tage ud på vilde oplevelser i sommerland, tivoli eller lignende, men jeg glæder mig faktisk som et lille barn!


Jeg glæder mig til at vise dem, at det er skønt bare at være og være sammen, at have tid til at gå en tur og fordybe sig over de dyr, vi nu falder over


Jeg glæder mig til at vise mine unger, at der ikke behøver være underholdning og stimuli alle døgnets vågne timer for at det skal være godt. Jeg glæder mig til at vise dem, at det er skønt bare at være og være sammen, at have tid til at gå en tur og fordybe sig over de dyr, vi nu falder over og se, hvordan myrerne samarbejder om at slæbe en grannål eller en sommerfuglelarve, der vejer mange gange flere end dem selv, hjem til tuen.

Til at se på, hvilke sommerfugle der er på engen og hvilke blomster de forskellige arter foretrækker. Til at gå ned og fodre hestene og nulre de små lam jeg ved, der græsser på markerne ved siden af.

Jeg glæder mig til at plukke hindbær og stege de fisk, vi forhåbentlig fanger, på grillen eller over et bål. Alt det jeg selv oplevede som barn og som jeg gerne vil give videre til den næste generation.

Fordybelsen og roen man bare finder, når man ikke føler, man er koblet op hele tiden. Jeg glæder mig ikke kun på mine børns vegne, men også på mine egne, for det er absolut ikke kun dem, der har brug for at blive ”koblet fra” for en stund.


Jeg skal kløve brænde, rydde krat, bade, lave bål og alt det andet med ungerne og også bare prøve at være, tror jeg da


Jeg er jo også, lige som så mange andre voksne, selv på diverse sociale medier og der tikker telefonopkald og mails ind i ny og næ, alt sammen noget der er med til at tage min opmærksomhed fra det, der egentlig er vigtigt, det nære.

Jeg skal kløve brænde, rydde krat, bade, lave bål og alt det andet med ungerne og også bare prøve at være, tror jeg da.

Om jeg kan stå distancen 100 pct., tvivler jeg stærkt på. Der kommer da helt sikkert til at være brok fra ungerne og tilfælde, hvor jeg selv liiiige vil tjekke op på det ene eller det andet og der kommer da også til at være tidspunkter, hvor det bliver Youtube eller Netflix, der underholder de små.

For selv om jeg ser mig selv som være god til friluftsliv og til at deltage i det, mine børn laver, er jeg også bare et moderne menneske, der også ser serier, har Facebook og alt det andet. Men jeg glæder mig alligevel til at forsøge at komme det nære noget nærmere, at være mere i nuet og bare fokusere på det, der sker lige nu og her og ikke gå så meget op i hvad alle andre laver og hvad der sker ude i den store verden.

På en eller anden måde vil jeg sende en lille tak til COVID-19 for det, for det var absolut ikke den sommerferie, jeg havde planlagt, men jeg er sikker på, at den bliver helt fantastisk…

God sommer derude.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

En offentlig nedsmeltning

Annonce