Annonce
Debat

Klumme: Jeg skal kunne det hele - lidt til og meget mere

Klummeskribent: Julie Yapa Schmidt Sørensen, 1989, er opvokset i Helsingør og for nyligt vendt tilbage til sin hjemstavn. Nyuddannet i journalistik og socialvidenskab med en passion for mennesker, undervisningspolitik og krokodiller. Foto: Torben Sørensen
Annonce

Det er lørdag aften. Jeg sidder med et par venner. Vi begynder at snakke om vores gymnasietid og de fjollede lege, vi dengang brugte tid på. Det kunne være alt fra drukspil til sandhed eller konsekvens. Den leg, vi brugte mest tid på dengang, var ’Hvem er mest tilbøjelig til’, som går ud på at stille et spørgsmål, hvorefter alle peger på den, de mener er mest tilbøjelig til at gøre det, der bliver spurgt om.

Den person, som flest peger på, stiller derefter et nyt spørgsmål - og sådan kører legen, som i den grad henvender sig til kåde, nysgerrige og grænsesøgende teenagere. I gymnasiet fandt vi oftest på fjollede og useriøse spørgsmål som: ”Hvem er mest tilbøjelig til at gå kold først i aften”, eller ”hvem er mest tilbøjelig til at nøgenbade”.

Vi har ikke leget den leg i evigheder, men før vi ved af det, er vi allerede i gang. Men spørgsmålene er af helt anden karakter end dengang, hvor legen mere eller mindre var fast inventar til gymnasiefesterne. Der stilles spørgsmål om, hvem der er mest tilbøjelig til at tjene flest penge om 10 år, hvem der bliver den bedste forælder, hvem der får mest succes på arbejdsmarkedet, og hvem der bliver gift først. Det er tydeligt, at vi er blevet ældre og tænker mere modent – og gudskelov for det.

Men søndag morgen kan jeg stadig ikke lade være med at fundere over spørgsmålenes karakter. På et ubevidst plan stillede vi alle spørgsmål, der havde omdrejningspunkt i at være succesfulde på både arbejds- og hjemmefronten.


jeg er nok på et ubevidst plan blevet presset af mig selv og mine venner, som jeg ligeledes har lagt pres på. Vi har været en del af en præstationsspiral, som blev forstærket af os og vores valg. Vi stoppede ikke op og forholdt os til det undervejs, fordi det var en inkarneret del af os.

Julie Yapa Schmidt Sørensen


Vi har altid været ambitiøse på vores uddannelser, i vores jobs og i vores fritidsliv. Men det har for mig aldrig været en synlig del i vores samvær. Jeg er selvfølgelig et sted i mit liv lige nu, hvor min ledighed fylder meget mentalt - især tanker om at få succes på arbejdsmarkedet. Så måske er det ikke så underligt, at mine fortolkninger omfavner det at have succes.

Det er muligt, at mine og mine venners præstationer hele tiden har været synlige i vores relation, men bare ikke for mig før nu. Jeg har ikke engang været bevidst om, hvor meget mine ambitioner og præstationer har fyldt hos mig selv gennem årerne.

Ligesom mine venner har jeg også arbejdet gennem hele min skoletid, jeg dyrkede atletik på eliteplan og gik op i at være en god ven, datter og barnebarn. Mange gange gennem årene har jeg enten sagt eller tænkt ’gid der var flere timer i døgnet’.

Jeg er aldrig blevet presset af min familie. Men jeg er nok på et ubevidst plan blevet presset af mig selv og mine venner, som jeg ligeledes har lagt pres på. Vi har været en del af en præstationsspiral, som blev forstærket af os og vores valg. Vi stoppede ikke op og forholdt os til det undervejs, fordi det var en inkarneret del af os.

Vi voksede op med, at det var normalen at arbejde ved siden af skolen, være en habil sportsudøver, en dygtig elev og god ven - hvilket der ikke er noget galt med. Det var et naturligt pres for mig, sådan som jeg husker det.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det også har været det for mine venner. I mange år er der blevet snakket om, at vi lever i et præstationssamfund, hvilket jeg sagtens har kunnet genkende, men som jeg ikke har tænkt videre over i forhold til mig selv, fordi jeg har trivedes med mine valg, når jeg ser tilbage.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om presset har været så let, som jeg gør det til i mit hoved lige nu. Jo mere jeg tænker over det, desto mere bliver det tydeligt for mig, at jeg nok har været i en fornægtelse, fordi det er hårdt at blive målt og vejet hele tiden på samtlige parametre.

Jeg fortryder ikke mine valg, for de har været med til at forme mig. Men jeg ville ønske, at mit samfund gik mindre op i, at jeg skal kunne det hele – lidt til og meget mere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce