Annonce
Debat

Klumme: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Klummeskribent: Anette Lauritsen, 1951, er tidligere leder af Kirkens Korshærs herberg Stubben i Helsingør. Aktiv i atletik siden 1973 med diverse mesterskabstitler. Nu blandt andet løbe- og yogatræner i RunningRhino Ålsgårde. Foto: Lars Johannessen
Annonce

Gennem et godt stykke tid har fortællingerne om de ældres ophold på plejehjem været et ualmindelig trist emne. Som bisidder må jeg desværre erkende, at vi heller ikke i Helsingør går ram forbi, når det handler om at være svage i at udvise omsorg og ansvarlighed.

Ikke at det har noget med den fysiske eller psykiske omsorg at gøre, men på hele det praktiske, der følger med, når man kommer på plejehjem i dag. Derfor handler denne klumme om de systemer, der hører til det at komme på plejehjem, og ikke om personalet og deres omsorg.

Jeg må erkende, at jeg blev noget overrasket, da jeg blev kontaktet omkring min borgers forskellige forehavender. At der for eksempel ville blive lukket for lyset, hvis ikke der blev betalt strøm. En opgave der ikke var taget sig af i over et år, og derfor var endt som restance.

Eller at han ikke kunne få sin livsnødvendige medicin, da apotek og bank ikke kunne finde en ordning. Eller da han blev kaldt i Fogedretten, fordi en regning ikke var blevet betalt. I øvrigt for noget, som han slet ikke brugte, men som ikke var afmeldt.

Noget forundret og meget klogere blev jeg også, da jeg fik at vide, at det skal ”de selv” tage sig af. Læs: ’de pårørende’. Forundret fordi jeg går ud fra, at når man kommer på plejehjem i vore dage, ja, så er det fordi man er så dårlig, at man ikke kan klare hverdagen derhjemme. Og at systemet hjælper til, hvor der er behov.

Men når man nu ikke har pårørende eller andre, ja, så bliver det lidt svært. Også for en plejehjemsbeboer. ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?”, sagde en klog mand for nogle år tilbage. Det gælder vel stadig.

For mange år siden var min første praktik at være på et alderdomshjem. Læs: alderdommens hjem. Når den ældre ikke selv var i stand til at klare dagligdagen, kunne man ønske sig en plads på alderdomshjemmet.


Noget forundret og meget klogere blev jeg også, da jeg fik at vide, at det skal ”de selv” tage sig af. Læs: ’de pårørende’. Forundret fordi jeg går ud fra, at når man kommer på plejehjem i vore dage, ja, så er det fordi man er så dårlig, at man ikke kan klare hverdagen derhjemme.

Anette Lauritsen


Det var det sted i byen, hvor ”de gamle” stadigvæk havde noget værdighed tilbage, og hvor de dagligt hjalp til med forskellige sysler som at skrælle kartofler og lave mad. For mændenes vedkommende at hjælpe til i haven. Men det vigtigste var, at her var der personale, som kunne hygge om dem og passe godt på dem, hvis ikke familien derhjemme havde plads eller overskud til at tage sig af dem.

I min familie var vi så heldigt stillet, at vi havde min bedstemor på aftægt. Min far byggede bagerst i haven et dejligt etplanshus, da det store hus med trapper blev for meget for den gamle fru manufakturhandler Winther.

Her var der plads til, at vi børn på skift, når vi blev gamle nok, havde et værelse, så min bedstemor ikke skulle være alene. Vi børn skulle vide, at ”de gamle” i familien stadig havde en værdi, og at vi havde et medansvar for, at de havde det godt. Selvom vi ikke altid syntes, at det var det, vi havde mest lyst til.

En slags alderdommens hjem og bofællesskab blev det til i mange år. Og en bedstemor der fik betydning for mine tanke- og handlemuligheder i tiden fremover.

Men også en bedstemor, som indimellem var noget af en djævel, der vidste hvad og hvordan hun ville have det. Og som ikke bare kom ned til middagen, som hun naturligt deltog i, selvom spisetiden var klokken 12. Nej, hun skulle ringes ned og hentes. Eller den bedstemor, som næsten dagligt fik en form for ”anfald”, der betød, at huslægen måtte tilkaldes for at berolige hende og fortælle hende, at det ikke stod helt så galt til.

Trods alt det bøvl og ballade så forblev hun vores bedstemor med alt, hvad det indebar af hjertelighed. Jeg er klar over, at min historie om fru Winther fortæller om en tid for ældre, der var engang. Men at der stadig findes ældre med udfordringer på plejehjem, som har brug for en særlig social indsats på mange forskellige områder, det ved jeg også, at der er.

Mit håb med fortællingen er derfor: Kunne vi ikke finde noget af hjerteligheden og omsorgen frem igen? Og gøre det lidt bedre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Brændte chancer kostede point

CORONAVIRUS

Live: Smittetal sætter kedelig rekord - over 900 nye coronatilfælde i Danmark

Annonce