Annonce
Debat

Klumme: Kunsten at se

Jette Schwartz skriver denne klumme om sin far, Hans Thorvald Richard Pedersen.Privatfoto

Her i min butik har jeg for øjeblikket et billede hængende af min far som ung mand. Der er også et af ham som barn og et af mig som lille med solbriller i håret.

Jeg har fået lavet dem på store papstykker, og jeg synes, de er så fine.

Særligt det af min far som ung - han var en flot fyr. Jeg kan godt forstå, min mor faldt for ham. Jeg bliver helt forelsket, når jeg ser ham her fra min plads. Og brillen er topmoderne i dag.

Annonce

Hans Thorvald Richard Pedersen var hans fulde navn. Min far blev født her Helsingør i 1926, netop som Helsingør fejrede 500-års købstadsjubilæum. Det var en hård fødsel, der desværre tog livet af hans mor, og han selv fik formentlig en skade, der påvirkede hans øjne.

Min far var jordens kærligste mand. Han kunne fløjte, så fuglene fulgte efter ham i skoven, og han sang den smukkeste baryton og var musikalsk i hele kroppen. Han fik øgenavnet Pip-Hans på værftet.

Men hans syn var en stor udfordring for ham altid. Han skelede indad (deraf det charmerende udtryk) og havde to forskellige farver på øjnene: et grøn/brunt og et gråt. Han havde nystagmus, når han koncentrerede sig om at se. Det er en lidelse, der tit følger med skade på synsnerven, som gør at øjnene udfører samtidige frivillige øjenbevægelser, der ser ud som om øjnene ryster. Han havde derudover en stor langsynethed og en kæmpe bygningsfejl.

Hans far var en tyran og var ikke bange for at give min far en ørefigen, hvis han var sur. Farfar arbejdede ved statsbanerne og ad den vej kom min far til øjenlægen, efter han havde sagt, han ikke kunne se. Og han fik sine briller. De kendte sygekassebriller, runde og med stænger der gik ned bagom ørerne.

Jette Schwartz's far som dreng Hans Thorvald Richard Pedersen.Privatfoto

De runde glas havde dog den udfordring, at de kunne dreje i fatningen, hvis de ikke var slebet helt perfekt. Derfor sad der et mærke i glasset, en lille rille, som skulle passe ud for samlingen af stellet. Når man har bygningsfejl, er det meget vigtigt, at glasset sidder perfekt, da afbildningen ellers giver et skråt billede. Det skete så, at min fars glas drejede, og han sagde til sin far, at han ikke kunne se og indkasserede endnu en lussing herfor. Endelig kom han til øjenlægen, der kunne konstatere, at glasset ikke sad som det skulle, og min far fik sin første, og vistnok nærmest eneste, is af sin far. Det var efter øjenlægen havde revset farfar, og sagt at drengen vitterligt ikke kunne se med glasset drejet.

Hans øjne var en udfordring, og jeg kender ikke til, hvordan hans skolegang har været, men det må have været svært at lære at læse med de øjne. Det lykkedes ham at få kørekort og tillige svendebrev som elektriker på Helsingør skibsværft og maskinbyggeri, som det hed dengang.

Første gang jeg så hans journal hos optikeren, hvor jeg er udlært, og han var kunde, var hans synsevne beskrevet til 0,3 på det gode øje og ? på det andet. Med andre ord: Optikeren var i tvivl om, hvorvidt min far kunne se på det ene øje.


Hvad han manglede i synet, havde han til gengæld i hørelsen. Han vidste altid hvem, der kom kørende alene på lyden af bilmotoren, og mangen en husholdningsmaskine er reddet, fordi far kunne lytte sig frem til fejlen.

Jette Schwartz


Jeg tænker så på, hvordan mon hans liv havde formet sig, hvis han havde levet i dag?

Han var nok blevet taget til side i skolen med sit dårlige syn og havde måske gået på specialskole. Er det godt eller dårligt? Jeg ved det ikke, men han havde i hvert fald haft adgang til mange flere hjælpemidler.

Han havde nok aldrig fået kørekort, og jeg tvivler stærkt på, der havde været plads til ham på et skibsværft i dag. Dét at kunne køre bil og passe den var hans helt store passion. Bilen, altid Opel, blev behandlet som et lille barn. Han smurte endda dækkene ind i glycerin, for at de skulle holde sig bløde. Og synet til trods lavede han aldrig andet end dumme skader, som at bakke ind i en forhøjning der ikke kunne ses fra bilen.

Hans svendebrev gjorde ham i stand til at hjælpe venner og familie med at få sat en stikkontakt op eller tilsluttet en vaskemaskine. Det gav ham en identitet, og han kunne forsørge sig selv og sin familie.

Hvad han manglede i synet, havde han til gengæld i hørelsen. Han vidste altid hvem, der kom kørende alene på lyden af bilmotoren, og mangen en husholdningsmaskine er reddet, fordi far kunne lytte sig frem til fejlen.

Jette Schwartz.Privatfoto.

Min far døde for 31 år siden af en blodprop i hjertet en aften på vej i seng. Og det var i en ung alder - kun 63 år. Men han opnåede en masse, på trods af den hårde start han fik på livet. De mørke sider af livet mærkede han helt ind i sjælen, men han blev far til mig og to andre dejlige piger, og ægteskabet holdt hele livet. Det er da meget godt gået.

Til hans begravelse kom der så mange, at Sthens kirke var helt fuld. Deriblandt en del mennesker vi i familien ikke kendte, men som kendte ham fra hans ture, særligt på havnen, hvor han var til daglig opmuntring for folk på sin vej.

Min far boede hele livet i Helsingør, og det lader til, jeg er godt på vej til det samme. Men her er jo også så meget skønt at se endnu, så er det jo godt, man er optiker.

Om Jette Schwartz

Jette Schwartz er barnefødt og uddannet i Helsingør, gift og mor til fire voksne børn, aktiv korsanger og kirkegænger, vinterbader, selvstændig optiker i Snekkersten. Hun elsker poesi, italiensk og ophold udendørs.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Søren stod på speederen for at redde sine dyr: - Så ringede naboen og spurgte hva' faen det var for en måde at køre på

Debat

Klumme: Når en leder tager fejl

Debat

Debat: En tiltrængt pause med færgen

Annonce