Annonce
Debat

Klumme: Ledighed er uden tvivl min mest skræmmende oplevelse

Klummeskribent: Julie Yapa Schmidt Sørensen, 1989, er opvokset i Helsingør og for nyligt vendt tilbage til sin hjemstavn. Nyuddannet i journalistik og socialvidenskab med en passion for mennesker, undervisningspolitik og krokodiller. Foto: Torben Sørensen
Annonce

Jeg har rejst alene til Australien, prøvet bungee jump i Nepal og stået på ét ben på en telefonmast i Sverige. Alligevel er min mest skræmmende oplevelse at være ledig på arbejdsmarkedet i Danmark.

Jeg har lige afsluttet 20 års skolegang. Det vil sige, at jeg har gået i skole i to tredjedele af mit liv. Det betyder også, at langt størstedelen af mit liv har bestået af faste retninger.


Jeg føler til tider, at der er taget en lille bid af min identitet, for jeg har lært fra mit samfund, at arbejde og uddannelse har en essentiel værdi for at lykkes som menneske. Manglen på arbejde er derfor forbundet med utrygge følelser, som jeg dog ved er helt naturlige.

Julie Yapa Schmidt Sørensen


Selvfølgelig har jeg foretaget valg undervejs om, hvorvidt jeg ville tage en HF, STX, HTX eller en helt fjerde ungdomsuddannelse. Derefter hvilken universitetsgrad jeg skulle have.

Selvom jeg kunne have valgt forskellige retninger, er fællesnævneren for dem alle en fast, forudsigelig og struktureret hverdag, der er planlagt af andre på forhånd. Jeg har altid vidst, hvad der skulle ske, og hvad jeg kunne forvente. Det har været enormt trygt.

Det er derfor helt nyt for mig at være ledig på arbejdsmarkedet, fordi alt er uforudsigeligt. Jeg ved ikke, hvornår det bliver min tur til at få et arbejde, og der er ingen opskrift på, hvad der kan garantere mig et. Det er enormt utrygt og uvant.

Min familie og mine venner siger, at jeg skal huske at nyde tilværelsen som ledig og den ekstra tid, jeg har fået mellem hænderne – for lige pludselig er jeg travlt optaget i min fuldtidsstilling. Men jeg er en person, der trives bedst med at have travlt, være en del af projekter og have en arbejdsplads med kollegaer. Det er det, der motiverer mig og giver min hverdag mening, så jeg har noget at stå op til.

Det var jeg dog mindre bevidst om, før jeg blev ledig. Men hvordan skulle jeg også vide det, når jeg aldrig har oplevet at stå stille på denne måde før? Jeg har altid fyldt min hverdag ud med arbejde og skole, som har været en del af min identitet i langt størstedelen af mit 30-årige liv.

Jeg har kun været ledig i nogle uger nu, men i den tid har flere uvante følelser og spørgsmål været på besøg, som jeg er i gang med at lære at håndtere. Jeg føler til tider, at der er taget en lille bid af min identitet, for jeg har lært fra mit samfund, at arbejde og uddannelse har en essentiel værdi for at lykkes som menneske. Manglen på arbejde er derfor forbundet med utrygge følelser, som jeg dog ved er helt naturlige. Jeg er derfor ikke bange for de følelser, selvom de er enormt skræmmende.

Jeg skal vænne mig til at stå på egne ben nu, hvor jeg har gennemført det sidste niveau i uddannelsesspillet. Jeg skal selv tilrettelægge en meningsfuld hverdag for mig selv og acceptere uvisheden om, hvor længe der går, før jeg kommer i job. Men i bund og grund skal jeg lære, hvem Julie er uden hendes skole- og arbejdsidentitet.

Jeg har på det seneste været på en række udstillinger som for eksempel World Press Photos, som er en vandreudstilling med årets bedste pressefotografier fra hele verden. De skildrer blandt andet krig, hungersnød og klimaforandringer.

Det er blevet ekstravigtigt for mig at sætte mit liv i perspektiv, fordi jeg synes, det netop er enormt skræmmende at være ledig. Men når jeg bevæger mig blandt fotos af mennesker, som har mistet deres hjem til skovbrænde, eller flygtningebørn, der lider af PTSD, så bliver jeg automatisk taknemmelig for, at jeg bare er ledig og tager meget mere ejerskab over min ledighed.

Jeg tænker over, hvor taknemmelig jeg skal være for mit hus, min familie, venner og deres helbred, og det er sundt for mig. Det giver mig energi til at bekæmpe de negative tanker, der til tider banker på, når jeg for eksempel får en afvisning på en jobansøgning eller føler, at min tilværelse er lidt meningsløs.

Men vigtigst af alt sætter det mine tænker i gang om den, jeg er, og den jeg gerne vil være både på og udenfor arbejdsmarkedet. Jeg er nemlig den samme Julie både med og uden et arbejde, og det er det, jeg skal huske på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Klumme: Der skal ikke så meget til…

Annonce