Annonce
Debat

Klumme: Demokratiet skal være en levende proces af selvrefleksion

Klummeskribent Kenneth Plon.Foto: Torben Sørensen

Dette er så min jubilæumsklumme! Både nr. 10 i rækken og så er det omkring ét år siden, jeg skrev den første.

Den første klumme blev sendt den 3. marts 2020, hvor vi stadig var uvidende om, hvad der var ved at ske. Ja, jeg snakker naturligvis om covid-19. Vores familie skulle på en all inclusive ferie til Mallorca den 14. marts 2020. Da det nærmede sig afrejsen, vidste vi ikke, om vi ville komme afsted – eller om vi, hvis vi kom afsted, ville kunne komme hjem igen! Omstændighederne afgjorde, hvad der kom til at ske. Alt lukkede ned et par dage før afrejsedagen, og vi kunne ikke komme afsted. Børnene var skuffede, vi voksne lettede over at slippe af med usikkerheden.

I det hele taget er børnene nok dem i vores lille familie, som har været mest "ramt" af restriktionerne. Den mindstes børnehave lukkede for en tid. Og da den genåbnede var meget forandret: Man startede med at vaske hænder udendørs og var derefter kun ude på legepladsen med strenge regler for, hvornår og hvordan man måtte gå indendørs. Så startede hun i 0. klasse og har haft et temmelig rodet første skoleår.

For den stores vedkommende var det en aflyst Englands-tur med klassen, hjemmeskole foran computeren og minimalt samvær med veninderne.

Begge børn har vist foreløbig klaret det rigtig godt. De er blevet øvet i omstillingsparathed og har vist sig at være gode til det. Jeg tænker, at børns trivsel mest kommer an på de voksne omkring dem, og min kære hustru og jeg har ikke lidt særligt under restriktionerne. Vi er begge så heldige at have jobs, hvor vores fysiske tilstedeværelse er påkrævet, og vi har ikke skullet sidde hjemme foran skærmen og arbejde. Desuden har vi ikke haft frygten for selve virussen siddende i os. Jeg har endda spøgt med, at mit største savn i denne tid er at jeg ikke kan gå ned på Miss Coffee og drikke min kaffe og læse Politiken.

Men nu snerper det godt nok til for sådan en som mig!

Jeg har før nævnt i mine klummer her i dagbladet, at jeg ikke ønsker at blive vaccineret mod en sygdom, som ikke er livstruende for mig. Jeg vil hellere lade min krop håndtere de vira og bakterier, som er i omløb, hvilket jeg mener er sundt for mig og mit immunforsvar. Det er dét, jeg tror på, naturligvis på baggrund af de erfaringer jeg har gjort mig i mit efterhånden rimeligt lange liv. Jeg tror heller ikke, vi ved hvad vaccinationer betyder for kroppen på lang sigt. Jeg indrømmer, at nogle af rapporterne om covid-19 er barske, men min oplevelse er, at de negative tendenser bliver belyst meget mere i medierne end de positive. Så selv om jeg hører om folk, som får dårlig hukommelse eller mister smagssansen som senfølger af virussen, bider jeg mærke i udtalelser fra fagpersoner, som går på, at covid-19 ikke er meget farligere end de influenzaer, som vi har haft mange gange før – og som jeg aldrig er blevet vaccineret imod.


Måske har tiltagene og restriktionerne været fornuftige nok – men hvorfor så den manglende åbenhed? Hvorfor må vi ikke alle sammen vide præcis, hvad der sker?

Kenneth Plon


Men det ser ud til, at jeg ikke kan få lov til at bestemme selv, uden at det går ud over en del af min frihed. Hvis jeg ikke får et gyldigt coronapas, vil jeg heller ikke i fremtiden kunne sætte mig ned på Miss Coffee, eller træne i fitnesscentret, eller gå på biblioteket med den lille – jo, hvis jeg kan påvise en negativ test taget for mindre en tre døgn siden. Og hvis jeg vil rejse – altså hvis det overhovedet bliver muligt uden dette pas – er der vel skrappe karantæneregler i vente.

Jeg er et barn af ungdomsoprørets tid, hvor gamle autoritære normer blev forkastet. Siden har vi bygget et mere lige og frit velfærdssamfund op, og de fleste danskere har en stærk følelse af fællesskab og tillid til systemet. Jeg synes desværre, at regeringen det forgangne år har tæret på min tillid ved at håndtere coronakrisen på en ikke-åben og uigennemskuelig måde. Måske har tiltagene og restriktionerne været fornuftige nok – men hvorfor så den manglende åbenhed? Hvorfor må vi ikke alle sammen vide præcis, hvad der sker?

Demokratiet skal altid være i en levende proces af selvrefleksion, så fejltagelser og de gamle kendte faldgruber som magtmisbrug, lukkethed og at "mele sin egen kage" bliver gennemskuet og arbejdet med i fuld åbenhed.

Derfor slutter jeg denne jubilæumsklumme med et par alvorlige citater fra Amnesty Internationals medlemsblad fra marts i år:

”Da regeringen i oktober offentliggjorde udkastet til en ny dansk epidemilov, mødte det bred kritik fra Amnesty og andre, fordi loven lagde op til flere unødvendige indgreb i danskernes rettigheder”.

Amnesty medgiver, at regeringen reviderede flere af forslagene i den rigtige retning, men slutter:

”Der er dog stadig tale om potentielt vidtrækkende indgreb i borgernes frihedsrettigheder.”

Om Kenneth Plon

Kenneth Plon, 1956, helsingoraner. Usikker og rodløs ungdom - spillede musik og havde småjobs, mens andre tog deres uddannelse. Blev far i '82 og begyndte at meditere. Underviser i meditation og healing siden '86.

Kenneths klummer kan læses på www.kennethplon.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Divisions-formand kalder forslaget et frontalt angreb - eks-OB-direktør Thomas Christensen ser hele fodbold-verdens balance truet

Danmark

Kære Julie - tak fordi du gav mig væk

Danmark

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Annonce