Annonce
Debat

Klumme: Lus, fnat og nu corona – hvad bliver mon det næste?

Klummeskribent: Anette Lauritsen, 1951, er tidligere leder af Kirkens Korshærs herberg Stubben i Helsingør. Aktiv i atletik siden 1973 med diverse mesterskabstitler. Nu blandt andet løbe- og yogatræner i RunningRhino Ålsgårde. Foto: Lars Johannessen
Annonce

Gennem de mange år, jeg arbejdede i Kirkens Korshær på Stubben, var lus og fnat og andre uhyrligheder dagligdags foreteelser, som vi ikke tog os synderligt af. Udover selvfølgelig at være på vagt med rengøring og berøring. Men altid på en særlig sympatisk og omsorgsfuld måde, og ikke afvisende eller med væmmelse.

Vi ved, at mennesker, der lever som hjemløse og i trange forhold på sofaen hos en kammerat eller på bænken i parken, har svært ved at tage det daglige bad eller være opmærksomme på de små uhyrer, der kribler og krabler både her og der. Mange fik derfor tilbudt et lille bad og henvist til lægen.

For mange var tilbud om bad, mad og rent tøj i kombinationen med omsorg det ypperste for den hjemløse. Endnu et tilbud i rækken af sunde værdier, som vi i Kirkens Korshær sætter stor ære i at yde.

Netop som den seneste rapport om social ulighed i sundheden igen er udkommet, vender mine tanker naturligt tilbage til tiden på Stubben. Men nu med tanker om, at corona også har ramt her med sit grimme ansigt og alle dens uhyrligheder og mundbind.

Det nationale Udsatteråd peger på, at uligheden er markant, og især at de udsatte ikke føler sig velkomne og sete i vores sundhedsvæsen. En problemstilling som ikke er ukendt, men som fortjener at blive gentaget. I særdeleshed at der bliver gjort tiltag til, at det ændrer sig. I alle årene har ulighed i sundheden været et stort problem for udsatte. Og som Kirkens Korshær gennem alle årene har gjort opmærksom på.

Noget er dog sket. For flere år siden fik Hillerød Sygehus ansat en socialsygeplejerske, som med sin ansættelse gjorde meget ud af at møde alle ude i miljøerne. Hun kom på besøg og gjorde sig synlig. Vi vidste, hvem hun var, og hvad hun stod for.

Så når en af vore borgere med diverse symptomer eller sygdomme, som psykiske sygdom eller misbrug, skulle på hospitalet, var det blot at tage røret og få kontakt til Gitte. En stor lettelse – ikke kun for den udsatte borger, men i høj grad også for os, der arbejdede i felten.

Derfor er ideen med at udvide denne ordning rigtig god og bør tages op i det hospitalsvæsen, som jo også udsatte frekventerer. Et hospitalsvæsen af sygeplejersker og læger, som desværre ikke altid har den store indsigt i, hvordan netop udsattes verden er at leve i.


Lad derfor ikke situationen med corona gentage sig, hvor alt blev lukket ned og de udsatte på flere områder ladt i stikken. At blive set og hørt som menneske i sundhedssystemet og værdsat som den, du er, giver muligheder for at tage ansvar, selv når coronaen raser.

Anette Lauritsen


Det hjælper for eksempel ikke at nægte en misbruger smertestillende udover det normale, fordi man tænker i at gøre dem afhængige. De er afhængige, og min erfaring er, at mange af dem har mere forstand på virkningerne end dem, der har læst i årevis.

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal være på vagt og gøre alt for at bringe den enkelte misbruger ud af sin situation. Nej, men der skal være ræsonnement i samarbejdet, og vi skal lytte mere intenst og vedkommende, når den pågældende syge udsatte giver sin version af sine smerter eller forhold.

Og så skal vi i højere grad samarbejde bostederne og sundhedsvæsenet imellem omkring de udsatte. Lytte og erkende, at ingen hjemløs bliver mere lykkelig eller raskere af at komme ud til gaden, selvom han ønsker sig udskrevet. Derfor bør vi finde en vej i behandlingen af misbrugere, der i højere grad tager hensyn til deres forbrug, så de til stadighed motiveres til at forblive i behandlingen og være i stand til at lægge realistiske planer for udskrivningen.

Alt for mange bliver udskrevet for hurtigt efter en-to dage og hurtigt retur igen. Tilbagemeldingerne fra dem er ofte, at der jo ikke sker noget, og at det ikke nytter noget. De oplever sig set ned på, og i mange tilfælde at personalet har uhensigtsmæssige fordomme om dem, som gør, at de beder sig udskrevet og går derfra.

Derfor er netop socialsygeplejersken og samarbejdet i mødet med den udsatte guld værd. Lad derfor ikke situationen med corona gentage sig, hvor alt blev lukket ned og de udsatte på flere områder ladt i stikken. At blive set og hørt som menneske i sundhedssystemet og værdsat som den, du er, giver muligheder for at tage ansvar, selv når coronaen raser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce