Annonce
Debat

Klumme: Mød mig ved småt brændbart

Klummeskribent: Niels Berg, 1957, er journalist på Helsingør Dagblad. Han har rets- og politistoffet som sit hovedområde, men bestyrer også Bergs Bureau og Dag 1-serierne. Foto: Lars Johannessen
Annonce

Det er lidt lige som fester, hvor gæsterne stimler sammen i køkkenet. Her er stemningen lidt mindre formel, end hvis man sidder i stuen, og snakken går lige som bedre, hvis man samtidig hjælper værten med at trække vinflasker op eller snitte de sidste gulerødder ved køkkenbordet.

Når mennesker mødes i Skibstrup Affaldscenter er stemningen også utvungen. Vi har gang i noget, og med mindre man kun har pap med, så bevæger man sig over hele området. Vi genererer jo affald hele tiden. Forleden åbnede vi en en æske med omkring en snes fyldte chokolader i.

Lækkerierne var gemt i så meget pap, papir, plastic og folie at det fyldte hele skraldespanden under køkkenvasken. Så der er altid noget, der skal smides ud, men jeg har intet imod at tage på lossepladsen - for det kalder vi det stadig, selv om anlægget i Skibstrup ikke har noget at gøre med en losseplads i gammeldags forstand.


Det vækker en form for fællesskabsfølelse, og vi hilser pænt, når vi passerer hinanden med hver vores typer af affald på vej til småt brændbart eller indendørs træ - nej tak til trykimprægneret.

Niels Berg


Det her er et center for affald. Ligesom kulturcenteret eller butikscenteret. Her lugter ikke, blandt andet fordi der ikke bliver smidt organisk affald på tippen.

Jeg mødes med de andre for at komme af med affaldet på den rigtige måde. Vi lægger det i små fine bunker, så det ikke havner i de samme containere. Det er vi enige om, at vi skal. Det vækker en form for fællesskabsfølelse, og vi hilser pænt, når vi passerer hinanden med hver vores typer af affald på vej til småt brændbart eller indendørs træ - nej tak til trykimprægneret.

Hver gang, jeg er der, skal jeg lige kigge ned i beholderne med elektronisk skrot. Her ser jeg B&O-fjernsynene, som for en overskuelig række af år tilbage var state of the art og ubetalelige for almindelige mennesker, ligge i støvregnen side om side med lige så dyre Apple-computere med knuste skærme og åbne bagbeklædninger.

For alt har sin tid, og så er det godt at vide, at sorteringen giver mening. At både Apple-computeren og B&O-fjernsynet sammen med emballagen til Dyson-støvsugeren og det gamle tøjstativ en dag vil genopstå som den sidste nye udgave af Helsingør Dagblad eller to femtedele af en standerlampe. Man kunne også kalde det Center for Reinkarnation.

Lige meget hvornår jeg dukker op på pladsen, så vrimler det med folk derude. Ni ud af ti gange møder jeg en, jeg kender i Skibstrup Affaldscenter. Så står vi og snakker lidt.

En bekendt fortalte mig engang, at han ofte trak sine besøg i affaldscenteret lidt længere ud end nødvendigt, for det var det eneste sted han kunne tage hen, uden at konen ville med. Han mødte altid nogen, han kendte. Det får mig til at tro, at hvis de supplerede med en hoppeborg og en pølsevogn derude, kunne Skibstrup Affaldscenter blive et af kommunens store udflugtsmål.

Men der lurer altid en lille frygt for at blive taget i at hælde affald ned i den forkerte beholder. Det er jo ikke altid til at vide, hvad det hele er lavet af.

Man kan se det på de andre nogle gange - de kan stå og skotte, sådan stå og skæve lidt til højre og venstre, mens de hælder ringbind ned i småt brændbart. Jeg kender det godt. Det ville jo være forfærdeligt, hvis der pludselig stod stikflammer ud af kompressorrummet fordi jeg havde glemt at tage en clockradio ud af posen med gamle karklude.

Men hvor du end vender blikket kan du finde støtte fra en medarbejder i farvestrålende overall. De har en eller anden evne til hele tiden at være inden for rækkevidde. Man skulle tro, der var 50 af dem, men det er der ikke. Nogle gange står de med en fejekost, andre gange står de og småsludrer med en kollega eller også fiser de rundt i en truck. De er altid i topform uanset, om der hænger istapper ned fra deres øjenbryn.

Ovre ved deponi er en mand kommet op at slås med en persienne.

- Hvor vil du ha' den her? spørger han, ude af stand til at undertrykke en fjern klang af desperation i stemmen.

- Container 25 - metal, siger medarbejderen, men dermed stopper det ikke. Hun daffer med ham hen til containeren, så der ikke går noget galt. Der er ikke så langt, men langt nok til, at de kan nå at komme af med deres frustrationer over coronasituationen undervejs.

For man kan skille sig af med mange ting i Affaldscenteret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Taget på fersk gerning: Tre anholdt for tyveri mod varebiler

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

Helsingør For abonnenter

Her er hundelufteren fra politiets billeder: - Jeg vil kunne genkende gerningsmanden i dag

Annonce