Annonce
Debat

Klumme: Meld dig ind i kampen

Klummeskribent: René Blumensaadt, 1975, bor i Stenstrup, Hornbæk, og er daglig leder på Hornbæk Fjernvarme, tidligere radiovært på Helsingørkanalen, medstifter af NOVA - Nordsjællands Astronomiforening, og indehaver af mainpage.dk. Foto: Lars Johannessen
Annonce

Der er en tendens til, at vi brokker os over det meste. Men desværre er der ingen tilsvarende tendens til, at vi aktivt ønsker at lave om på det, vi brokker os over.

Jeg har altid syntes, det var for nemt at være sofavælger og alligevel have lov til at brokke sig over valget. Det må være på tide at melde sig ind i kampen. Som jeg ser det, runger alt andet lidt hult.

Selv har jeg altid gerne stået forrest på øretævernes holdeplads, hvis jeg har haft et ønske om at lave forandringer. Jeg elsker forslagskasser, og jeg er helt med på, at det skal være konstruktivt for at blive taget alvorligt.

Hvis vi selv vil bære en del af ansvaret, er det rent faktisk muligt at skabe de ønskede forandringer. Og så skal man naturligvis kunne acceptere, at det ikke altid er ens egne løsninger og idéer, som er de bedste - for tit og ofte er det ikke den, som råber højest, der bør få ret. Hvis jeg blot kan bidrage med at forædle og fremhæve andres forslag, er det mindst lige så godt. Det er ikke på grund af hæder, jeg stiller mig til rådighed.

Allerede da jeg som 8-9-årig lavede den første demokratiske “klub” i kælderen på Søvejen med et par legekammerater, har jeg beskæftiget mig med græsrods- og bestyrelsesarbejde. Som medstifter af NOVA - Nordsjællands Astronomiforening har jeg sammen med 10 andre været med til at starte noget op helt fra bunden - unge og uerfarne. Noget som i øvrigt voksede sig så stort og populært, at det nærmest er svært at overskue, her godt 20 år efter.

Som bestyrelsesmedlem på den lokale radiostation Helsingørkanalen, som havde til huse i Lundegade, har jeg modsat været med til at afvikle en forening med de rettidige og nødvendige beslutninger i forhold til en verden, som i stigende grad bevægede sig væk fra FM-båndet. Det skal retteligt siges, at vi mangler et sidste møde, inden foreningen kan erklæres helt opløst. Men boet er opgjort, og overskuddet er delt ud til steder, foreninger og bevægelser, som har brug for støtte.


Gør noget. Og vigtigst af alt; gør noget andet end at brokke dig på Facebook. Find dig i tingenes tilstand, eller prøv at lave det om.

René Blumensaadt


Derudover er jeg formand for den nordsjællandske regionalbestyrelse for fagforeningen Frie, hvor jeg har været med til at præge beslutninger for foreningens udvikling i forbindelse med fusionen med de selvstændiges forening DANA. Jeg nyder at kunne være en del af det demokratiske arbejde og kunne præge de beslutninger, som er nødvendige og vigtige.

Jeg er ganske bevidst om, at ikke alle kan være engagerede i alt, men jeg vil alligevel opfordre dig som læser til at overveje at melde dig ind i kampen for noget, som har stor betydning for netop dig. Danmark er i rigtig mange sammenhænge bygget op over foreningsliv og andelsbevægelser, men i de senere år er det blevet stadigt sværere at få nogen til at melde sig under fanerne.

Det sker i takt med, at det desværre er blevet langt nemmere at brokke sig, blandt andet gemt bag mobiltelefonens facebookblå skær. Langt de fleste foreninger har brug for, at der melder sig engagerede mennesker ind, og arbejdet er altså til at overskue. Det handler om få timers arbejde om måneden.

Og lad mig endelig én gang for alle slå fast; man ændrer ikke på noget som helst ved at lave et facebookopslag. Man ændrer tingene ved at deltage i arbejdet, melde sig ind i de trængte foreninger, eller ved at støtte de, som tager slæbet.

Hvis du synes, det er vigtigt, at unge mennesker spiller fodbold i stedet for at køre knallertræs på fodboldbanerne efter mørkets frembrud, så meld dig ind i idrætsforeningen og kæmp for at markedsføre overfor den ønskede gruppe, at I mangler spillere for at slå nabobyens fodboldhold.

Eller start en ny forening op, som giver de unge mulighed for at skrue på knallerter under ordnede forhold i et baglokale i din boligforenings cykelkælder med dig selv og ligesindede ansvarlige voksne på baglinjen. Eller send en skærv til den lokale ungdomsklub, som mangler en ny controller til deres PS4.

Gør noget. Og vigtigst af alt; gør noget andet end at brokke dig på Facebook. Find dig i tingenes tilstand, eller prøv at lave det om.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Peter Madsens flugtforsøg: Truede med bombeattrap og hoppede ind i hvid varevogn

Annonce