Annonce
Debat

Klumme: For min far var der kun ét parti

Klummeskribent: Kenneth Plon, 1956, helsingoraner. Usikker og rodløs ungdom - spillede musik og havde småjobs, mens andre tog deres uddannelse. Blev far i '82 og begyndte at meditere. Underviser i meditation og healing siden '86. Foto: Torben Sørensen
Annonce

Min far var svoren socialdemokrat. For ham var partiet symbolet på og garant for demokrati og frihed. Han havde oplevet nazismen opstå i sit fødeland Østrig og flygtede til Danmark før krigen brød ud. Efter krigen tog han ned til Tyskland og arbejdede for de amerikanske styrker.

Han var et udpræget empatisk menneske. Da han blev spurgt, om han ikke følte et had til tyskerne, svarede han, at vreden mod dem forsvandt allerede på togturen ned gennem Tyskland, hvor han oplevede, hvor meget det tyske folk havde lidt.

Tilbage i Danmark nogle år senere blev han gift med min mor, og sammen fik de min storesøster og mig. Han var en god og kærlig far og ønskede for mig, at jeg fandt min ’rette hylde’ i livet, hvilket for ham også indebar, at jeg fik mig en uddannelse og en god position i samfundet. Dette skulle vise sig ikke at ligge lige til mit højreben.

Da jeg uden større engagement havde klaret mig gennem skolen og havde taget min studentereksamen, gik jeg direkte ind på arkitektstudiet, hvor jeg holdt ud i to år. Så forsøgte jeg mig med et år som lærervikar på en folkeskole for at se, om lærergerningen var noget for mig – det var den ikke! Og som en sidste krampetrækning, for at leve op til min fars, og på det tidspunkt også egne forventninger, startede jeg på jurastudiet. Det gik bare slet ikke, og jeg røg ind i en tilstand, som man i dag nok ville kalde en lettere depression. De næste par år passede jeg jobs som medhjælper i diverse børnehaver og som hjemmehjælper. Om aftenen spillede jeg musik og røg hash. I den periode tog min far det roligt, pressede ikke på og tænkte vel, at jeg ville løbe hornene af mig.

Da jeg som 25-årig ventede mit første barn, vidste jeg, at der måtte ske noget afgørende, for jeg havde stadig ingen anelse om, hvad jeg skulle med mit liv.

Lige før min datter blev født, gav en nær ven mig et par A4 ark med en tale af en indisk vismand. Hans ord vækkede mig. Han mestrede med humor, dyb menneskelig indsigt og gennem let forståeligt sprog at synliggøre det spirituelle i alle aspekter af livet. Den åndelighed, som vi alle har i os, men som vi ikke giver megen plads i vores liv, fordi vi har så travlt med ydre ting.


En dag kort tid efter gik det op for mig, at min angst for at dø, som til tider havde været meget stærk i mig, var forsvundet


Som John Lennon udtrykte det: ”Life is what happens when you are busy making other plans.”

Så mit liv tog nu en helt anden drejning, end hvad min far nok havde håbet på. Jeg kastede mig ind i vismandens netværk, som var under opbygning i hele den vestlige verden, og som allerede havde et levende og kraftfuldt center i København. Jeg begyndte at gå i terapigrupper og jeg begyndte at udføre dynamiske meditationer, som både involverede krop og sind. Det blev en helt basal renselse, som bl.a. gjorde, at jeg ikke længere kunne ryge hash. Et år efter blev jeg discipel af vismanden, og en dag kort tid efter gik det op for mig, at min angst for at dø, som til tider havde været meget stærk i mig, var forsvundet.

Min far var naturligt nok skeptisk over for det, jeg nu var så stærkt optaget af. Men på trods af hans skepsis - så vidt jeg ved, prøvede han aldrig at sætte sig ind i, hvad mit nye liv egentlig drejede sig om – følte jeg fra ham en grundlæggende accept af, hvad jeg havde gang i. Han drillede mig, så godt han kunne, kaldte f.eks. min guru for ’min nye far’, men han gjorde det med kærlighed, så jeg aldrig følte mig skammet ud eller ramt. Og jeg tror, han forstod, at jeg havde fundet det, som skulle være med til at give mig et solidt fundament i livet.

Min far var socialdemokrat, og som barn og ung havde det været naturligt for mig at tro og mene som ham. Efterhånden som jeg fik mit eget syn på livet, blev politik dog mere og mere komplekst og uigennemskueligt. I dag synes jeg, det er mere interessant at iagttage den enkelte politiker, altså mennesket bag, fremfor partipolitikken. Jeg bekender mig ikke til et bestemt politisk parti. Faktisk ved jeg ofte ikke, hvor jeg vil sætte mit kryds, før jeg står inde i stemmeboksen med den lange seddel foran mig. Men for min far var der kun det ene parti, og jeg husker hans vrede og skuffelse på valgaftenerne, når de borgerlige var løbet med flertallet.

Hans stærke, næsten fanatiske tilhørsforhold til sit parti, minder mig om min gamle ven fra Århus, som er så stor fan af en bestemt engelsk fodboldklub, at han ikke kan holde ud at se sit eget hold spille. Han traver op og ned ad gulvet, mens kampen er i gang, og vover så endelig, et godt stykke efter slutfløjtet, at kigge på nettet for at se resultatet.

Ja, min far var socialdemokrat. Gad vide, hvordan han ville have reageret på den nuværende regerings omgang med demokratiets grundprincipper og almindelig anstændighed. Dét tror jeg, han ville have haft det svært med. Og hvis han stadig havde været aktiv i den lokale partiforening, tror jeg, han ville have talt med store bogstaver.

Hvil i fred, far!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce