Annonce
Debat

Klumme: Når en leder tager fejl

Klummeskribent Ulrich Koch Borrits.Foto: Lars Johannessen

Kender du det... At du hører nogen udtale sig eller skrive om noget, hvor du ved mere om emnet end personen der udtaler sig?

Det kan både være at personen udtaler sig lidt for rosenrødt om det givne emne eller stik modsat, at personen har en negativ holdning til emnet, der ikke er i trit med virkeligheden. Måske har du svært ved lige at genkalde dig hvornår det sidst skete for dig, for den slags sker ikke lige hver dag. Ikke for mig i hvert fald.

Men så... I søndagens leder i Helsingør Dagblad blev jeg ramt af overskriften "Har Helsingør en plads i Nordsjælland Håndbold?". Endelig noget læsestof hvor jeg qua min rolle som sportshef i Helsingør Håndbold har en masse såkaldt ekspert- og baggrundviden. Uden at komme med det helt store referat af Peter Hagmund-Hansens leder, handler den om hvorvidt Helsingør er en del af Nordsjælland Håndbold, når der i den forgangne sæson kun blev spillet én hjemmekamp i henholdsvis Helsingør og Helsinge, imens resten blev spillet i Hillerød.

Annonce


Ét opkald fra Peter til Helsingør Håndbolds formand eller undertegnede og så havde lederen ikke set dagens lys.

Ulrich Koch Borrits


Udefra set, hvis man udelukkende ser på de kolde tal om hvor der blev afholdt kampe i den netop afsluttede sæson, kan jeg sagtens forstå Peters betragtninger. Dog er der, som med langt de fleste tal, en god forklaring bag dem hvis de ser skæve ud. Det er der sjovt nok også i dette tilfælde. Fra starten af sæsonen, var der lagt et kampprogram med en ligelig fordeling imellem de tre moderklubbers haller, ligesom i alle de andre forgangne sæsoner. Alle glædede sig til at kunne byde publikum ind til en masse fede håndboldkampe, hvor hver en sejr skulle være vejen mod oprykningen til Håndboldligaen. Det viste sig dog kort inde i turneringen at kampene skulle blive uden tilskuere. Derfor blev der enstemmigt i Nordsjælland Håndbold bestyrelsen, hvor alle tre moderklubbers formænd er repræsenteret, at så længe kampene var uden tilskuere, skulle kampene afvikles i Royal Stage - udelukkende for ikke at skulle trække på frivilliges hænder og tid på at lægge banereklamer på halgulvet med mere.

Ét opkald fra Peter til Helsingør Håndbolds formand eller undertegnede og så havde lederen ikke set dagens lys, eller måske havde den endda set helt anderledes ud! Spørger du mig, så er Helsingør Håndbold faktisk langt om længe blevet en større del af Nordsjælland Håndbold end tidligere.

Sidste sæson søsatte vi i fællesskab starten på hvad der fremover skal være den direkte fødekæde fra Helsingør Håndbold op til elitehåndboldens verden i form af Nordsjælland Håndbold's seniorhold. Nordsjælland Håndbold U17 drenge blev oprettet og var repræsenteret af to Helsingørspillere. Holdet præsterede stort og kvalificerede sig til U17-ligaen, der dog ikke blev til noget grundet, ja, Corona. I den netop nystartede sæson bygger vi på med et Nordsjælland Håndbold U19 drenge. Her er 2 spillere allerede blevet en del af senior bruttotruppen, og dermed ses det allerede nu tydeligt at vejen til at kunne blive professionel håndboldspiller, sagtens kan ske i Helsingør Håndbold.

Klummer er korte, og der er mange flere ord at sige om dette emne. Både plusser og minusser. For ja, Nordsjælland Håndbold er ikke kun rosenrødt. Der er i årevis blevet skreget på pigehåndbold fra klubbernes side uden at det endnu har set dagens lys. Jeg kunne også komme med en betragtning om hvorfor Nordsjælland Håndbold mon helst vil træne i Hillerød. Kunne det have noget med at deres faciliteter er anno 2021, imens Helsingørhallen nærmest ikke er blevet opdateret siden dengang den blev bygget? Nå, det kræver en klumme for sig kan jeg mærke... Og hvad vil jeg så med disse ord?

Nej, jeg er ikke ude på at overbevise dig om at købe Nordsjælland Håndbold folkeaktier. Jeg vil heller ikke tvinge dig til at tro at Nordsjælland Håndbold er byens hold - dertil er tiden og økonomien løbet fra klubben og byen til det kan lade sig gøre. Men gud hvor gad jeg godt at vi alle, uanset stilling, titel eller social klasse udtaler os på baggrund af et veloplyst grundlag, og ikke på hvad vi impulsivt tænker og tror ud fra hvordan tingene ser ud. På den måde kan man undgå at selv en leder kan tage fejl.

Eller er det mig der tage fejl? Måske er vi, Nordsjælland Håndbold og Helsingør Håndbold, simpelthen for dårlige til at fortælle om hvad der foregår? I så fald vil jeg glæde mig til et dybdegående interview, hvor Helsingør Håndbold's andel i Nordsjælland Håndbold kan fremstilles realistisk.

Om Ulrich Koch Borrits

Ulrich Koch Borrits, 1988, er opvokset i Ålsgårde og netop flyttet tilbage efter ti år i Helsingør. Lærer på Ungdomsskolens 10. klasse, håndboldtræner og sportschef for Helsingør Håndbolds ungdomsafdeling.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Helena blev kun 20 år: 'Mor, jeg har glemt mit træningstøj, jeg vender lige om nu og henter det', og så blev der helt stille

Annonce