Annonce
Debat

Jeg glemte min søn på skolen

Klummeskribent Luise Thye-Østergaard.Foto: Charlotte de la Fuente

”F… mand” hører jeg nærmest mig selv råbe, som jeg ser at klokken er blevet 16.10. Tiden er fløjet fra mig, og jeg havde lovet at hente min søn ikke senere end kl. 15.30 på den første skoledag i det nye år.

Jeg spæner igennem huset, samler nøglerne til bilen op, og som jeg løber ud ad døren, råber jeg til min datter: ”Jeg har fuldstændigt glemt at hente lillebror, det gør jeg nu”. Og så er jeg væk.

Da jeg sidder i bilen på vej mod skolen, kan jeg betragte, hvordan mine tanker begynder at finde på en undskyldning fordi, hvad skal jeg sige til ham, nu jeg har brudt vores aftale? Tanker som, jeg har arbejdet over mig, jeg var nødt til lige at… Længere når jeg ikke i mine tankerækker, fordi jeg kan mærke dybt inde i mig, at det er helt forkert. Han skal høre sandheden, fordi den vil jeg helst ikke fortælle ham, for fortæller jeg ham den, så gør jeg det tydeligt, at jeg ikke er den perfekte mor.

Annonce

Det ved han helt sikkert godt, at jeg ikke er – men det der er interessant, det er hvordan vores tanker umiddelbart arbejder med enten at skabe skyld og skam i vores system, eller at finde på en fin lille hvid løgn, der kan opretholde vores eget narrativ.

Da jeg kommer over på skolen denne første dag efter en lang ferie, er afhentningsforhold ændret grundet covid-19. Jeg er derfor ikke 100% sikker på, hvor og hvordan jeg finder min søn, og når jeg ser mig omkring, er der mørkt over alt på skolen. Igen oplever jeg i momentet, hvordan mine tanker gerne vil bebrejde mig og forberede undskyldninger til min søn. Men jeg kan mærke, at jeg vil blive ved sandheden.

Han er meget eftertænksom og siger ikke så meget, men da vi stiger ud af bilen, kommer han over og krammer mig, og med sine egne ord siger: ”Du er en god mor - og se lige de flotte farver på min papirflyver”

Luise Thye-Østergaard

Da jeg endelig når frem til det ene vindue, hvor jeg kan skimte lys, ser jeg ind. Lige der sidder han helt alene og tegner. Argh, et stik i hjertet og jeg kan mærke, hvordan samvittigheden skyller ind over mig. Hvordan kunne jeg glemme ham? Det fortjener han bare ikke. Endnu engang holder jeg fast i, det er okay, at jeg i samvær med min datter har glemt alt om at hente min søn, og at skaden er ikke større end som så.

Jeg banker på vinduet, og min søn ser op. I samme øjeblik kommer en smilende pædagog mig i møde, ”du må ikke komme ind her”. Argh, stikket i brystet er tilbage med dobbelt styrke, for det eneste jeg har lyst til, er at gå ind til min søn og bare kramme ham. Men er det mit, eller er det hans behov?

Jeg går rundt om bygningen, til hvor jeg må afhente. Da jeg ser min søn, siger jeg som det første: ”Undskyld jeg kommer for sent, tiden løb fra mig, og så glemte jeg at hente dig”. Han ser på mig og siger: ”Mor, jeg ved det godt, du kommer 45 minutter for sent, så jeg havde ikke noget at lave, men jeg endte med at hygge med at lave denne papirflyver”. På vej hjem i bilen snakker vi, om det der er sket, og jeg sætter flere ord på, hvorfor jeg valgte at fortælle sandheden og bruge ord som ’at glemme’. Han er meget eftertænksom og siger ikke så meget, men da vi stiger ud af bilen, kommer han over og krammer mig, og med sine egne ord siger: ”Du er en god mor - og se lige de flotte farver på min papirflyver”.

Lige der smelter mit hjerte og understreger for mig, at vi forældre ikke skal være så hårde ved os selv, vi er bare mennesker, der står op om morgenen, og fra tid til anden så begår vi fejl. Men størstedelen af alle vores fejl, de er til at leve med. Vi skal bare være modige nok til at sætte ord på dem. For sætter vi ord på dem, så viser vi vores børn, at det er okay at begå fejl, og så oplever vores børn, at de ikke behøver at gemme og skamme sig over fejl – som utvivlsom vil komme igennem livet.

Jeg skammer mig ikke over, at jeg glemte min søn på skolen – i stedet vælger jeg at være stolt over, at jeg fortalte ham sandheden, og han kom til mig, da han følte for at give mig et kram.

Så lad tid være tid og find modet frem til at være i nuet.

Om Luise Thye-Østergaard

Født i 1978, grundlægger af Emotional Reflection Theory, EMCC-certificeret coach og ERT Terapeut. Hun arbejder som konsulent, underviser og mentor ud fra overbevisningen om, at enhver ændring starter med individets mod til at være sig selv.

Læs mere på https://emotionalreflectiontheory.com/ og https://luisethye.dk/.

Annonce
Erhverv For abonnenter

Lovændring rev benene væk under livsværk: Nu følger Pernille drømmen og åbner delikat butik i hjertet af Helsingør

Danmark

De seneste coronatal: Otte døde og 50 færre indlagte

Annonce

Seneste podcasts

Annonce
Annonce
Helsingør

Jamal stod med valget om at dø eller forlade sin familie: Nu vil han inspirere andre indvandrere med sin vilde historie

Hornbæk For abonnenter

Nu bliver endnu et hjørne af Hornbæk fedtet ind: - Jeg vil åbne for byens bedst bevarede hemmelighed

Helsingør

Nelly er Falkenbergs ukronede dronning - nu fylder hun 100 år

Sport For abonnenter

Analyse: Jeg må ikke skrive katastrofe - det er bare svært at finde andre ord

For abonnenter

Esbjerg Havn skal være militært knudepunkt for Nato og USA: 'Kritisk infrastruktur er mere og mere afgørende, og når USA spørger, om vi kan hjælpe med det her, så er vi klar'

Helsingør

Fans fra Lyngby efter Helsingør-kamp: - De er syge i hjernen

For abonnenter

Prestigefyldt cykelfabrik lukkede produktionen og gik fra 100 til 14 ansatte: Nu er flere års underskud vendt til markant millionoverskud

Helsingør

Efter tre måneder får Andreas et møde med Kiær: Derfor er hun den, han allerhelst vil mødes med

Caroline Fleming og søn tømte familiens slot for værdier - dansk kulturhistorie går snart tabt for altid

Sport For abonnenter

Videointerview med cheftræneren: - Superliga-drømmen er intakt

Helsingør For abonnenter

'Jeg ved, hvor du bor': 16-årige Mollie oplever alt fra trusler til flirtende mænd, når hun trækker i dommeruniformen

Sport

Efter kæmpe Superliga-nedtur: Nu begynder ny kamp om udvidelse af Helsingør Stadion

Annonce