Annonce
Debat

Klumme: Kendis kender…

Klummeskribent Camilla Lysgaard.Foto: Lars Johannessen

Kender I ikke det: Man møder en person på gaden, som man synes man kender, og så hilser man hjerteligt, hvor efter den anden person sådan lige nikker kort til en. Bagefter prøver man at komme i tanke om, hvem det egentlig var man hilste så overstrømmende på… Og vupti, pludselig kommer man i tanke om, at det da er hende værten på et musikprogram på TV2. OG slet ikke en du bare plejede at møde på det lokale diskotek i dine unge dage. Måske man slet ikke skulle have hilst?

Da jeg var teenager og skulle i virksomhedspraktik, kom jeg den første uge ind i TV-byen. Første dag på rundturen mødte vi en nydelige ældre herre, og stor var min gensynsglæde, da jeg bare fik sådan følelse af genkendelse. I ved på sådan en rar morfar-agtig måde. Så helt automatisk hilste jeg storsmilende på herren, han var dog sød og hilste pænt igen. Da vi går videre, siger ham, jeg er på rundtur med: ”Hvor kender du Otto Leisner fra??” Ja, jeg kendte ham jo ligesom slet ikke men havde jo set utallige quizprogrammer med ham som vært i min barndom, så jeg troede bare lige i det øjeblik, at jeg kendte ham.

Sidste uge af praktikken skulle jeg tilbringe på avisen ”Aktuelt”. Her var en helt anden tone, sådan en relaxed og vi smutter lige ud af huset til en reception-tone. Lille jeg skulle på min cykel til stationen og videre med Kystbanen for at komme ind til byen, og selvfølgelig øsregnede det den ene dag, jeg skulle afsted. Så på med de praktiske Viking gummistøvler og regnjakke. Nu skal I læsere jo huske på, at jeg ikke var særlig gammel, og åbenbart havde mine forældre ikke tænkt over at sige, at jeg i det mindste skulle huske nogle skiftesko.

Nå, men hvor om alt er, kom jeg dog frem, for så at få at vide at jeg skulle da med til reception for et meget cool band, som jeg desværre den dag i dag overhovedet ikke kan huske hvad hed. Men det var noget alla ”Sort Sol” (måske det var dem?), et eller andet lusket sted på Istedgade.

Så lille jeg ankom til receptionen iført gummistøvler og regnjakke, hvor resten af gæsterne stod i sorte stiletter, sorte støvler og masser af sorte eyeliner omkring øjnene (her taler jeg specielt om fyrene). Det første jeg får stukket i hånd er en eller anden mærkelig drink her kl. 11 om formiddagen. Jeg er sikker på, at baren var fyldt med kendisser - jeg anede bare ikke, hvem de var, og de vidste bestemt heller ikke, hvem hende den 13-årige med gummistøvlerne var. Receptionen trak ud, og til sidst snøvlede journalisten, jeg var sammen med, at jeg bare kunne smutte ned til Hovedbanen herfra, selvom jeg selv nærmest ikke kunne gå lige, for jeg tror faktisk ikke, jeg havde smagt en drink før den dag. Sådan kan man også komme til fest med kendisser.

Egentlig synes jeg ikke, at jeg så meget har denne her ”jeg bliver starstrucked”-faktor i mig. Jeg har det nok mere i f.eks. butikken, når en cool sangerinde, skuespiller osv. kommer ind, og jeg godt kan genkende dem, for selvfølgelig kan man kende rigtig mange af dem, når deres soundtrack har fulgt en gennem ungdommen og man har været til utallige koncerter med dem, om man så med det samme skal vise, at man godt kan kende dem? Eller man bare skal lade som ingenting? Ser du, der kommer jeg lidt til kort… For ”stjernen” ved jo godt, at man kan genkende dem, og problemet er jo, at man føler at ”man kender dem". Men det gør man jo overhovedet ikke, selv om man måske har set dem i ”Toppen af Poppen”, hvor de deler bidder ud af deres liv. Eller man har set dem i en drøngod film, eller man bare syntes, de var skide sjove i det seneste satireunderholdning de har været med i.


Om vi barberer os under armene eller ej, er vi jo rimelig ens. Om indpakningen kommer politisk, i glimmerpapir eller noget helt tredje - ja, når alt kommer til alt, så er vi jo alle bare et menneske.

Camilla Lysgaard


Jeg tror faktisk, at jeg er så let læselig som person, at enhver kan se genkendelsen i min øjne, selvom jeg prøver at lade som ingenting.

På en modemesse for år tilbage kom der en flot pige ind på vores stand, og jeg hilste selvfølgelig pænt, mens jeg spekulerede som en gal over, hvor jeg det nu var, jeg havde handlet med hende før. Samtidig følte jeg, at jeg kendte hende SÅ godt, men jeg kunne bare slet ikke placere hende. Så til sidste sagde jeg: ”Hvor er det nu, vi to kender hinanden fra?” Hvorpå hun med et lille smil sagde: ”Ja, jeg kender jo ikke dig, men jeg tror du kender mig fra fjernsynet.” – Øhhh ja, hun var nyhedsvært!

Nu er begreberne ”kendisser”, ”kendte”, ”celebrities” og jeg skal komme efter dig, snart en smule udvandet for på Instagram er der jo masser af ”selfmade kendisser”, som du kan følge på deres profil, når de deler ud af deres liv om alt fra: ”Jeg barberer mig ikke under armene”, til ”jeg drikker den rigtige kaffe” iført min rigtige ”færdigkøbt hjemmestrikket vest” til ”min rigtige vintage jeans”, mens ”jeg har viklet min nuttede baby i den helt rigtige vikle, og min baby er selvfølgelig iført sennepsfarvet tøj fra Kongens Sløjd” (et børnetøjsmærke for jer der ikke kender det). Sådan er der også ”kendisser”…

Jeg havde selv lidt af et ”aha kendis moment” den anden dag, da jeg (sammen med to andre butikker i byen) havde besøg af statsministeren. Jeg vil ikke sige, jeg var sådan ”starstrucked”. Der skal nok noget mere ”glammer og glimmer” over det, før jeg ryger i den kategori.

Men jeg må indrømme, at jeg blev en anelse, ikke nervøs, men lige to sekunder inden snakken gik i gang, kunne jeg godt mærke, at man sådan lige skulle oppe sig. Men da de to sekunder var gået, glemte jeg, hvem jeg talte med. Og i øvrigt, så er vi jo alle bare mennesker. Om vi barberer os under armene eller ej, er vi jo rimelig ens. Om indpakningen kommer politisk, i glimmerpapir eller noget helt tredje - ja, når alt kommer til alt, så er vi jo alle bare et menneske.

Om Camilla Lysgaard

Camilla Lysgaard er designer og indehaver af Lulu’s Love. Hun er tidligere medlem af bestyrelsen i Helsingør Handel. Camilla er gift med Jan og bor i Højstrup. De har sammen de voksne børn Valdemar og Mathilde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Klumme: Hvad har vi lært af corona?

Debat

Debat: Sommerens cykelløb

Annonce