Annonce
Debat

Klumme: “Polarcirklen" slutter

Mikael Fock. Foto: Lars Johannessen.
Annonce

En betydningsfuld person forlader Helsingør efter 21 år i børnenes, borgernes og kulturens tjeneste, for at rejser tilbage til Grønland.

Det er en varm forårsdag, jeg bevæger mig ind over blomster torvet, på vej mod toget.

Jeg kigger over mod Toldkammeret, og får øje på “sandwich manden” udenfor, med opfordring til at deltage i fællesspisningen og så ser jeg ind i TK´s gården - det er en hyggelige gård. Her er der altid enten jul eller sommer.

Porten indrammer gården, og i det flimrende lys ligner det paradisets have til forveksling. Jeg lister ind i gården og nyder synet af de fine plantekasser, parasollerne og ungerne der har gang i noget udendørs byggeri med billedskolen.

Her er hyggeligt, som en oase. “Jeg blir sgu lige hængende et øjeblik”, tænker jeg og kigger på uret. Jeg tar bare det næste tog.

For mindre end 4 år siden, var det her en trist tom gård med toppede ujævne brosten og ulovlig parkering og nu... jeg sætter mig på en bænk under den store parasol, lukker øjnene og lytter efter lydene. Der er stemmer - ikke mange, men stemmer. Toldkammerets hjerteslag er stemmerne, menneskene der løber igennem husets rum er dets blod - uden mennesker dør huset.

Det flimrer lidt for øjnene - jeg må ha slumret lidt hen, for nu sidder der flere rundt om i gården. Trætte forældre er ved at hente deres børn fra billedskolen, - flere af dem har fundet sammen og er på vej ind i Spisekammeret - husets kolonariske hjertekammer,- for at spise sammen. Hvis jeg sku være barn igen, så ville jeg bo her i Helsingør, - og blive kreativt stimuleret efter kl. 16 af mine curling forældre, og gå til fællesspisning med familie og kammerater bagefter, hos Elisabeth.


Det var aldrig gået uden Elisabeths kærlige indsats. Uden hendes 1000 procent engagement, havde denne revolution på Toldkammeret, aldrig fundet sted.

Mikael Fock


“Public service når det smager bedst”...”snak med mad i munden”... står der... “Byens hjertekammer”. Huset er fuld af den slags finurlige ordsprog og vidner om en kærlig engageret hånd.

Da jeg kommer ind i Spisekammeret står Elisabeth Momme, der først var billedskole-leder og siden daglig leder af Toldkammeret, - flot og statelig og tar imod - “nå kommer du i dag? Hyggeligt” .... “øhh.. jeg har ikke nået at melde mig til fællesspisningen...” Jeg når ikke at gøre sætningen færdig før Elisabeth har målt mig og afbryder med et smil og et.. “det finder vi ud af...” Det er en af Mommes store aftener - Quiz aften, - hun er i sin ulveternede spadseredragt, og er helt klart lokal-firmamentets omdrejningspunkt.

Lækker Økologisk mad, masser af gæster og quiz bagefter.

Størrer blir det ikke, fællesskab og kærlighed til det der betyder noget - for alle pengene. Det vil sige, det koster næsten ikke noget, og på ganske kort tid er der da også proppet og sidste stol er besat, som så mange aftener før.

Her er mange kendte ansigter - jeg genkender flere af dem, fra mine hyggelige tjanser som vært. Elisabeth kender dem alle. Som en moderne oldfrue styrer hun fællesspisningen gennem storm og skær.

Nu, vel bænket, tænker jeg: “Vildt nok at det lod sig gøre, at det lykkedes at samle byen om mad på den måde” mens jeg snakker hyggeligt med krumtapperne i Helsingørs sociale liv, Damerne fra Grydeklar og Dino.

Vi kigger op på Elisabeth der slår på et vandglas med en kniv og fortæller hvad der er på menuen. Det var aldrig gået uden Elisabeths kærlige indsats. Uden hendes 1000 procent engagement, havde denne revolution på Toldkammeret, aldrig fundet sted. Jeg husker hele processen med at udvikle os fra en fæstning til et fælleskabernes hus. Men også hvor stærkt det så gik efter at madklubben Grydeklar, rykkede ind, og vi oplevede det gode eksempel i fællesspisningerne i Absalon på Vesterbro. Nu er vores fællesspisning, blevet en fast institution og helt vores egen, - nu nøjes byen ikke med at spise sammen. Nu quizzer og danser og diskuterer og mediterer og synger og spiller vi sammen, ud over alt det andet vi også gør sammen, og som man har kunnet byde ind på, når Elisabeth afholdt åbent kontor for borgernes ideer.

Uden Mommes engagement, var denne transformation fra kulturhus til kulturelt medborgerhus ikke gået. Uden en jernvilje i en pink lammeforet sælskins muffedisse, var vi ikke kommet hertil i dag. Hvorfor ikke? Fordi det ikke er nok at finde på det, udtænke strategien, skrive resumeet, sætte det i regnearket og få hele molevitten igennem. Alt dette er også vigtigt! - men man skal også have det der touch, det der særlige - den der blanding af vedholdenhed, passion, poesi, visdom og kærlighed til livet, det der gør Gandalf the Grey til Gandalf the White. At ville det gode, og ville det bedste for sine venner og gæster.

Jeg kender kun En som kan dette på denne særlige måde. Hun hedder Elisabeth Momme. Og hun har arbejdet 21 år på Toldkammeret.

Født og opvokset på Grønland, så slutter cirklen det sted det hele også begyndte - på Grønland. Nej ikke som pensionist, som Elisabeth havde truet lidt med, men som chef for det nye store klima visitors center i Jakobshavn / Ilulisat. Sejt.

Une grande dame dit adieu á notre ville avec bravour!!

Lad os leve sådan! Fuldt og helt og tosset.

Lykke på rejsen Elisabeth.

Om Mikael Fock

Mikael Fock er chef for Kulturværftet og Toldkammeret. Han bruger sin baggrund som teater- og filminstruktør til sine mange projekter – alt drevet af kærlighed til de mange fortællinger i Helsingør.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Helsingør

Anmeldelse af 'Sommerdahl': Hyggeligt med nye mord i guddommeligt smukke omgivelser

Helsingør

Se video: Statsministeren svarer på dagbladets spørgsmål om hårdtramte caféer

Annonce