Annonce
Debat

Klumme: Sexisme, krænkelser og personlige grænser

Klummeskribent: Emma-Sofie Wagner Gellin, 2001, fra Helsingør. Har gået i skole i Brasilien og student fra Helsingør Gymnasium. Arbejder blandt andet som studentermedhjælper på Helsingør Dagblad. Hun elsker mad, musik og at rejse. Foto: Lars Johannessen
Annonce

Sexismedebatten er i øjeblikket svær at komme uden om i både medier, på arbejdspladser og blandt venner og bekendte. Men ikke at give debatten plads ville være en kæmpe fejl, da det er en debat, som er mere kompleks og nuanceret, end hvad man umiddelbart tænker.

På trods de mange sexistiske hændelser, som man især hører om fra de politiske partier, oplever jeg, at mange synes, at det er en overreaktion og at det er ved at tage overhånd. Den tanke kan jeg godt sætte mig ind i, men i stedet for at overveje, om vi blot får en halv historie, eller om der ligger meget mere bag, udskammer vi som samfund de kvinder, som er stået frem, ved at tage deres historier useriøst og ikke anerkende, at alle mennesker har forskellige grænser.

Vi vælger at gøre ‘en hånd på låret’ til en joke i stedet for at undersøge og indse, hvordan vores samfund på mange måder har en forskruet tilgang til, hvordan vi som kvinder (og mænd) skal vende den anden kind til, når vi oplever noget ubehageligt, da den typiske reaktion ellers har været, at man skal tage sig sammen og ”ikke være så sart”.

På trods af de mange negative kommentarer til debatten oplever jeg i høj grad også, hvordan mange har imødegået den med respekt og anerkendelse. For hvad der er så vigtigt er, at vi i 2020 ikke skal være bange for at åbne op og tale ud, og endnu vigtigere er, at ingen skal være bange for at deres personlige oplevelser skal blive modtaget med en hånende kommentar. Vi er nødt til at erkende og forstå, at folks grænser er forskellige, hvilket vi som samfund skal respektere og lære at navigere i.

Hvad jeg efter debattens debut har oplevet er, at mange pludselig tør fortælle om tidligere ubehagelige eller grænseoverskridende oplevelser. Jeg kender flere, som endda først nu forstår og indser, at det, der skete sidste sommer eller for fem år siden, faktisk ikke var okay, og at det måske har været en meget ubehagelig og krænkende oplevelse.


Vi bør blot være meget taknemmelige for, at der er nogen, som tør at stå frem og lære børn, unge og endda også voksne, at det altid er i orden at sige fra


Når folk siger: ”Man tør jo næsten ikke give et kompliment længere uden at krænke nogen”, får jeg lyst til at proppe en sok i munden på dem. Det indikerer blot, hvor snæversynet en tilgang de har til debatten. For selvfølgelig er der forskel på et kompliment og en krænkende kommentar, og at navigere i dette kræver simpelthen blot almindelig sund fornuft og en lille smule situationsfornemmelse.

På trods af at min generation, i forhold til de tidligere, er vokset op i en tid, hvor der i højere grad har været plads til at tale og udfolde seksualitet osv., føler jeg, at grænser alligevel for mange har været et tabubelagt emne. Vi lever i en tid, hvor grænser og krænkelser er et diffust begreb, og sexismedebatten er noget, mange ruller øjne af. Mange frygter at fortælle om ubehagelige hændelser, da de er bange for, at folk ikke vil tage dem seriøst og tænke, at de selv har været ude om det. Selv efter en voldtægt vil nogle af de første spørgsmål være: Hvordan var du klædt? Hvor mange genstande havde du drukket? Så har man haft en kort kjole på og har ens promille været for høj, så er man lidt selv uden om det?

Før MeToo-bevægelsen var der slet ikke et stort nok fokus på, at en ubehagelig og grænseoverskridende oplevelse kunne være verbal eller fysisk uden at være decideret voldtægt.

Børn har ofte en illusion om, at voldtægt er noget, der sker på en øde grusvej sent på aftenen, hvor en mand hopper ud af en busk. Men ikke en bekendt, en ven, et familiemedlem eller noget, som sker et trygt, bekendt sted. Hvilket også kan ske. Og gør det, har mange børn ikke lært, at også dette er voldtægt, som man ikke skal være bange for at fortælle om, og at man i en sådan situation aldrig må føle, at man er den, som har gjort noget galt.

Seksualundervisning i folkeskolerne bør i højere grad lære de unge om samtykke, grænser og ikke blot den biologiske del som f.eks. menstruationscyklusser og hormoner.

Vi bør blot være meget taknemmelige for, at der er nogen, som tør at stå frem og lære børn, unge og endda også voksne, at det altid er i orden at sige fra, og at krænkelse er et nuanceret begreb, som vi skal lære at respektere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Coronavirus

Live:  Rekordmange smittede plejehjemsbeboere døde sidste uge

Annonce