Annonce
Debat

Klumme: Vores børn - dit og mit ansvar

Camilla Lysgaard. Foto: Torben Sørensen

Så du fjernsyn for nylig? Det gjorde jeg. ”Nødråb fra Børnehjemmet”, en udsendelse der blandt andet omhandlede anbragte børn og hvilken behandling de modtog fra de voksne personer, der er ansat til at hjælpe dem. Behøver jeg at sige, at jeg havde yderst svært ved at falde i søvn den aften? For de her børn krøb helt ind under huden på en.

Disse børns triste skæbner, som omhandlede den totale mangel på voksen omsorg, hjælp til at kommer på rette kurs, og i det hele taget mangel på dem, som skulle være børnenes sikkerhedsnet. Men dette "net" var så propfyldt med huller, på størrelse med vulkanhuller, at det var lige til at ryge direkte ned i vulkanens øje.

Det skærer lige igennem det tykkeste lag spæk omkring ens hjerte, at se og høre den behandling disse børn fik af mennesker, der skal forestille at være voksne ansvarsfulde personer, der netop er ansat til at passe på de børn, som har brug for hjælp… Brug for hjælp til måske at klare sig gennem livet eller bare få lidt hjælp til at komme på rette kurs.


Børn kan aldrig blive ødelagt af for meget kærlighed.

Camilla Lysgaard


Hvordan vi i et velfærdssamfund som Danmark ikke er i stand til at passe bedre på vores udsatte børn er mig en gåde. At de ansvarlige personer kan undskylde sig selv og sine ansatte med, at det er en ”nødvendig magtanvendelse” når en stor voksen person sætter sig ovenpå et barn for at holde det nede, og samtidig bruger et sprog, der i mine øjne ikke ligefrem bidrager yderligere til kommunikation, er for mig totalt uforståeligt.

Nu skal jeg jo passe på med at kloge mig, bare fordi jeg selv er mor, og ikke mindst mormor til den dejligste dreng på snart seks måneder, gør det mig absolut ikke til ekspert på området, og jeg kunne aldrig finde på at gøre mig til selvlært børneekspert. Dem er der allerede så rigeligt af på de sociale medier.

Jeg kan garantere jer for, med 100 procent sikkerhed, at jeg ikke altid har gjort det optimale for mine unger gennem deres opvækst. Men jeg ved, at jeg altid har gjort mit absolut bedste for at passe på dem, hjælpe dem gennem livets genvordigheder, prøve at vejlede dem på bedste vis, og ikke mindst har jeg overdænget dem med min kærlighed. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at nogen synes jeg er den værste curling-mor (i øvrigt et møgirriterende udtryk). Men nu skal jeg sige det fuldstændigt lige fra hjertet; Det er jeg faktisk hamrende ligeglad med, om du eller andre skulle synes jeg er…

I mit univers kan ingen børn få for meget kærlighed, og ja, det kan godt være at nogen synes, at jeg triller rigeligt med barnevognen med sidste skud på stammen, eller at jeg er rigtig meget sammen med mine unger. Og ja, jeg laver stadig deres livretter flere gange om ugen, men jeg er egentlig bare dybt dybt taknemlig over at de "gider mig”, og jeg tager absolut ikke deres tid eller kærlighed for givet.

Mine søstre og jeg mistede vores forældre, da vi selv kun var store børn og det bringer mig tilbage til udsendelsen om de børn, som jeg indledte klummen med.

For selvom jeg aldrig har defineret mig selv som hende den forældreløse pige, så var det ikke nemt. Jeg er nok bare typen, som har været nødt til at acceptere situationen og jeg tror det har siddet i mig (og mine søstre), at vi simpelthen var nødt til klare den.

Dengang var der nul sikkerhedsnet, og havde det ikke været for vores mormor på sidelinjen og en stærk overlevelsestrang, tror jeg ikke det var gået som det trods alt er gået. Når du lige er fyldt 16 år, og du pludselig ikke har nogen forældre, noget sted at bo, ingen der taler med dig om din sorg, eller hvordan du kommer videre i livet - ja, så er du udsat.

Når jeg så, så mange år efter, ser en udsendelse som ”Nødråb fra børnehjemmet”, ja, så bliver jeg chokeret helt inde i mit inderste, over at der ikke ALTID er et professionelt sikkerhedsnet der helt automatisk bliver spændt ud under disse udsatte børn. Jeg skynder mig lige at indskyde en fodnote, der er MASSER af dygtige faguddannet, søde, kloge mennesker derude, som absolut gør deres bedste. Så er der bare lige en hel del tunge instanser og noget personale, som måske ikke burde være personale!

”Pardon my french” – det er sgu, fanme, edder makke mig for ringe!

PS. Børn kan aldrig blive ødelagt af for meget kærlighed.

Om Camilla Lysgaard

Camilla Lysgaard er designer og indehaver af Lulu’s Love. Hun er tidligere medlem af bestyrelsen i Helsingør Handel. Camilla er gift med Jan og bor i Højstrup. De har sammen de voksne børn Valdemar og Mathilde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Klumme: Skyd bjørnen

Coronavirus

Rejsevejledninger bliver lempet - men ferierejser frarådes

Annonce