Helsingør: Brandvæsen og politiet var torsdag aften til stede på Fenrisvej ved Gefionscentret, hvor et skur stod i flammer.
Det oplyste vagtchefen ved Nordsjællands Politi.
Meldingen om branden indløb klokken 21.35, og der var kraftig røgudvikling, lød det.
Billeder fra stedet viste da også en overtændt bygning med store flammer. Det betød også, at politiet har bad borgerne i området at holde sig væk.
- De advarer om mulige gasflasker i skuret, og man har bedt folk i området om at holde sig inden døre, sagde vagtchefen.
Fredag morgen fortæller vagtchef Mikkel Lyberg, at branden er slukket.
- Der skal være en brandundersøgelse dernede, fordi man ikke helt ved, hvad brandårsagen er, siger han.
Politiet kan ikke oplyse, hvor store skader branden har forårsaget, og om der rent faktisk var gasflasker i de brændende skure.