Annonce
Nordsjælland

Krimi: Martin Davidsen trasker i fodsporene på en bogbinder fra 1535

Martin Davidsen har et bykort over Helsingør, som ingen anden har. Han har selv forsøgt at undersøge, hvordan byen så ud i 1535, der er rammen for romanen "Døden på den gustengule hest". Foto: Torben Sørensen/kalabas.dk
Med krimien "Døden på den gustengule hest" fortæller Martin Davidsen om en mand, der bare vil have fred til at lave kunstfærdige indbindinger.
Annonce

HELSINGØR:  Martin Davidsen bor i en rød hjørnebygning i Sct. Olai Gade. Nu står han lidt længere nede i gaden med de toppede brosten. Huset han står foran ligger på Sct. Olai Gade 16, og det er egentlig slet ikke det denne historie skal handle om.

Det drejer sig nemlig om det hus, der tidligere lå på adressen, bortset fra, at det dengang hed Mellemgade, og den mand der kunne have boet her, Laurits Bogbinder.

Laurits Bogbinder er hovedpersonen i Martin Davidsens seneste roman, "Døden på den gustengule hest", der udspiller sig i Helsingør omkring år 1535.

Det er bestemt ikke første gang at Martin Davidsen danser tango med den danske historie. Han har foreløbigt skrevet tre romaner om Tobias Rens, der udspiller sig i tiden omkring Enevældens begyndelse i 1660.

Annonce

En ganske almindelig mand

Denne gang går Martin Davidsen lidt længere tilbage.  Og denne gang er Helsingør centrum i fortællingen, der handler om en ganske almindelig mand, der bare vil leve et fredeligt liv. Men det er, selvfølgelig fristes man til at sige, ikke helt nemt. Laurits var egentlig færgemand, men det satte en evig søsyge en stopper for. Nu sørger han for at indbinde borgernes kostbare papirer, så de bevares til eftertiden.

Handlingen er fiktiv,  men bygger i høj grad  på en nærmest uhyggelig grundig research af Helsingør. Ud over at læse sig gennem et hav af fag- og historiebøger har Martin Davidsen også trasket gaderne tynde og  noteret og forsket i, hvordan byen har ændret sig. Undervejs noterer han nyttige oplysninger ned i et såkaldt noteark, og det er blevet omfattende.

I dag hedder den Sct. Olai Gade, i 1535 hed den Mellemgade. Før huset, der nu ligger på nummer 16, kom til, var der et andet hus, og her kunne der have boet en Laurits Bogbinder. Han er hovedpersonen i Martin Davidsens seneste krimi. Foto: Torben Sørensen/kalabas.dk

- Nu har jeg et noteark på mere end 50.000 ord, siger Martin Davidsen, der selv om han lægger vægt på et godt plot også går rigtig meget op i at de historiske detaljer er korrekte. Så meget at hans forfattervirksomhed lige så meget handler om forskning.

Annonce

Sit helt eget bykort

Det er også derfor, han er udstyret med sit eget helt særlige bykort, som han har brugt mere end trekvart år på at udvikle. Kortet viser Helsingør, som det kunne have set ud i 1535, og der er altså nogle små, men måske vigtige forskelle i forhold til i dag.

Noget af det, der også var der i 1535 var Karmelitterklosteret, der var byens omdrejningspunkt på den tid. En tid hvor det katolske Helsingør med karmelittermunken Poul Helgesen i spidsen kæmpede med ord, næb og klør for ikke at blive tvunget til at overgå til protestantismen.

Annonce

En ærlig mand

Romanen handler også om moral og samfundets opfattelse af dem, fortæller Martin Davidsen.

- Jeg valgte Laurits som en hovedperson, fordi han er en ærlig mand, siger Martin Davidsen. Begrebet "en ærlig mand" dækker over et samfund, hvor man var rangdelt efter, om man var en del af det gode selskab. Man kunne hurtigt komme ud i kulden, for man kunne miste sin ærlighed ved blot at tale med uærlige mennesker, og så mistede man sine rettigheder.

Selv om det lyder som en verden, der er meget fjernt fra 2020, så er det måske ikke tilfældet.

- Jeg skriver først og sidst om mennesker, og de dilemmaer de stilles over for. Når man fjerner det historiske filter, er grundkernen i de menneskelige problemstillinger på tværs af tiden ens. Handlemønstre, krig, kærlighed, overlevelse, jagten på lykken, moralske, religiøse og politiske skrupler er spørgsmål, der også optager os i dag, siger Martin Davidsen.

Annonce

Klar til byvandringer

Når Martin Davidsen ikke dykker ned i den lokale historie, har han ansvaret for den nationale. Han er nemlig chef for museumsværterne på Nationalmuseet.

"Døden på den gustengule hest" udkommer snart, og den næste bog i serien er på vej.

Bøgerne om Laurits Bogbinder giver også et andet lokalt afkast. De har nemlig inspireret Martin Davidsen til på et tidspunkt at organisere byvandringer i det nuværende Helsingør, hvor han vil fortæller om Helsingør anno 1535.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Helsingør

Taktikken, der forhindrede katastrofe: - Vi skulle for alt i verden forhindre, at branden spredte sig til andre gamle huse

Annonce