Annonce
Kultur

Krisen i Helsingørs museer vokser: Frivillige og ansat koordinator stopper og har sagt op

Sundtoldsmarked Helsingør blev sidste gang holdt i 2019. Her tiltrak det 16.000 mennesker på seks timer. Foto: Lars Johannessen.
- Der er kommet en anden ånd, en anden kultur i både det politiske udvalg og i kommunen, siger Knud Thatt, en af de frivillige drivkræfter bag Sundtoldsmarkedet i Helsingør.
Annonce

SUNDTOLDSMARKED: De har skabt en af de største succeser og publikumsmagneter i Helsingør i nyere tid. 16.000 besøgende på seks timer. En begivenhed, der har tiltrukket gæster fra hele landet og udlandet. Nu siger de stop. Fem frivillige i styregruppen bag Sundtoldsmarkedet i Helsingør vil ikke mere. De siger tak til de over 1000 frivillige og til de mange andre samarbejdspartnere.

Samtidig har den projektansatte koordinator, der blandt andet har haft Sundtoldsmarkedet som sin arbejdsopgave, sagt sin stilling op i Helsingør Museer før tid. Hendes projektansættelse ville udløbe senere i år, men ifølge oplysninger til Helsingør Dagblad pegede alt på, at Helsingør Kommune gerne ville have forlænget ansættelsen af den ansatte leder af Sundtoldsmarkedet.

Merete Nygaard Frederiksen, leder af Sundtoldmarked i Helsingør, er den seneste i rækken af ansatte ved museerne i Helsingør, der har opsagt sin stilling. Der var tale om en projektansættelse. Foto: Torben Sørensen/kalabas.dk

Det er endnu en i den efterhånden lange række af opsigelser, der er faldet i Helsingør Kommunes museumsvæsen.

- Vi kan ikke se, at Sundtoldsmarkedet er en del af satsningen i fremtiden i museerne i Helsingør, siger Knud Thatt. Han har sammen med fire andre fuldtidsarbejdende frivillige i styregruppen for Sundtoldsmarkedet stoppet sit arbejde.


Vi har hidtil været så heldige at være med til at udvikle Sundtoldsmarkedet og være blandt de drivende kræfter. Nu er vi blevet en arbejdskraft, der bare får at vide, hvad vi skal gøre

Knud Thatt, frivillig i styregruppen for Sundtoldsmarkedet og en af drivkræfterne bag publikumsmagneten


- Der er kommet en anden ånd, en anden kultur i både det politiske udvalg og i kommunen.  Vi har hidtil været så heldige at være med til at udvikle Sundtoldsmarkedet og være blandt de drivende kræfter. Nu er vi blevet en arbejdskraft, der bare får at vide, hvad vi skal gøre. Som frivillige på fuld tid er vores løn at have indflydelse og få publikums respons. Det sidste har vi i den grad fået. Det første har vi ikke mere, siger Knud Thatt, der er en af de frivillige, der forlader styregruppen.

Samtidig er han en af de markante hovedkræfter bag det enestående initiativ og arbejdet bag Sundtoldsmarkedet, der hidtil har involveret mere end 1000 frivillige.

Som det fremgår af den meddelelse, som fem frivillige har skrevet under på, og som kan læses her på siderne og på helsingordagblad.dk, så tror de afgående styregruppe-medlemmer ikke længere på, at kulturudvalg og administration, det vil sige ledelsen i kommunens museer, fremover vil satse på sundtoldsmarkedet som en væsentlig del af den historie, der skal formidles om Helsingør.

Annonce

Ikke med i satsning

- Som vi ser beskrivelsen, satser kommunen fremover på det maritime, det vil sige på havnen, på M/S Museet for Søfart og naturligvis Kronborg. Vi ser ikke Sundtoldsmarkedet som en erklæret prioritering. Som jeg ser det, bliver det ikke museerne, der i fremtiden kommer til at drive Sundtoldsmarkedet og fortælle sundtoldens historie. I stedet bliver markedet en del af en turismesatsning. Helsingørs historie bliver tilpasset turismen, mener Knud Thatt og understreger, at synspunktet står for hans egen regning.

Læs også artiklen på helsingordagblad.dk, hvor turisme- og kulturformand Michael Mathiesen kommenterer den seneste udvikling i Sundtoldsmarkedet.

"Vi slutter på toppen og siger en stor tak"

Fra de frivillige i for Sundtoldsmarkedet har vi modtaget dette indlæg, som vi her bringer i sin fulde ordlyd:

Vi slutter “på toppen” og takker dem, som støttede op om Sundtoldsmarkedet.

Sundtoldsmarked opstod i 2012 på opfordring af den daværende museumschef Maibritt Bager, der ønskede at udvikle en eksisterende event, Sildens Dag, til en større begivenhed. Det resulterede i et oplæg fra en gruppe frivillige. Det blev til et sundtoldsmarked anno 1800-1830, et koncept, der ramte dybt i helsingoranernes DNA.

Uden det Sundtoldsmarked var der næppe kommet historiske skibe i havnen eller været det fokus
på Sundtoldstiden, som der er i dag. Af mange årsager (COVID-19 – bortfald af tilsagn - manglende ledelse o.s.v.) er der ingen udsigt til et Sundtoldsmarked 2021.

En pause på minimum to år og hvor ingen kender fremtiden, er tiden vel kommet til at slutte vort Sundtoldsmarked “på toppen”, nedlægge Styregruppen, takke de mange frivillige, og afvikle i god ro og orden.

Vi, som frivillige arrangører, har hele tiden sagt, at vi udelukkende arbejder for museets formidling af Sundtoldstiden - samt at uden en koordinator allokeret udelukkende til Sundtoldsmarked ville det få konsekvenser for os frivillige arrangører.

Vi bad om at få en koordinator, det fik vi - desværre ikke en koordinator på fuld tid - nu har vi igen ingen. Personen, der blev tilknyttet Sundtoldsmarkedet (Merete Nygaard Frederiksen), har opsagt sin stilling grundet manglende svar på hendes fremtidige tilknytning til museet. Hun har fra starten været den drivende kraft og det er med stor beklagelse, men med forståelse, at hun nu har fundet anden beskæftigelse.

Når vi ikke har Merete længere, har vi ingen kontakt til museet, et museum som ikke fungerer og som p.t. ikke har nogen synlig ledelse.

Ingen i Styregruppen er blevet kontaktet af den midlertidige ledelse eller af medlemmer af Kulturudvalget med hensyn til Sundtoldsmarkedets fremtid.

Vi udviklede ideen om et sundtoldsmarked - og vi har styret Sundtoldsmarkedet i perioden fra 2013 til dato, og det med kæmpe succes. Nu er det slut for vort vedkommende.

Vi, som frivillige arrangører, ønsker at rette en STOR TAK til de mere end 1.000 frivillige i dragter eller i ”civil”, pigerne på Systuen, alle de mere end 60 handlende, der har støttet os økonomisk, beboerne og ejerne af “De åbne Gårde”, de deltagende forretningsdrivende gennem alle årene (Lynhjems Efterfølger, Slagter Jensen, Tibberup Høkeren m.fl.).

Tak til de lokale medier som har været vores utrolige støtter gennem alle årene, P-service, Helsingør Havne samt de historiske skibe fra Nyhavn og smakkejollerne fra FtSF (Foreningen til Sprydstagen Forevigelse) og tak til de mere end 300 medlemmer af foreningen Sundtoldens Venner samt Logerne i Strandgade. Sidst men ikke mindst en tak til de fonde, der har støttet, Ragnhild Bruuns Fond og Velux Fonden.

Til slut vil vi blot takke af, ikke bitre men rævestolte over et marked, som ingen andre byer end Helsingør kan formidle.

Frivillige medlemmer af Sundtoldsmarkedets styregruppe

Jørgen Linde Jørgensen, Lisbeth Thatt, Knud Thatt, Bente Andersen  og Kurt Faber

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Sårbarhed på Kystbanen

Debat

Debat: Det er synd for dig. Og for mig

Annonce