KULTUR: - Jeg vil gerne understrege, at vi vil de frivillige, uden tvivl. Men vi vil også have lov til at lægge en linje, siger Michael Mathiesen, der er formand for Turisme- og Kulturudvalget.
Udtalelsen falder efter at udvalgets medlemmer tirsdag mødtes uden for den normale dagsorden.
- Vi har lige holdt et kort helt ekstraordinært uformelt møde, fortæller udvalgsformanden.
Samarbejde afbrudt
Grunden til at udvalgets medlemmer mødtes, er at de frivillige i styregruppen bag Sundtoldsmarkedet har valgt at afbryde samarbejdet med Museerne i Helsingør. Det er en meget stor gruppe frivillige, der hvert år er kernen i arbejdet med at holde Sundtoldsmarkedet. De frivillige begrunder blandt andet opsigelsen med at de ikke føler sig inddraget nok i arbejdet med Sundtoldens fremtid.
Michael Mathiesen, formand for Turisme- og KulturudvalgetVi har et ønske for de frivillige: Alt alle føler sig godt tilpas, og at føler de bidrager med noget nyttigt
Projektlederen for Sundtoldsmarkedet har ligeledes opsagt sin stilling, fordi hun savner svar på sin tilknytning til museet.
- Vi har vendt reaktionerne og taget dem til efterretning, og vi holder fast i vores strategi, siger Michael Mathiesen.
Ikke enig i kritikken
I forbindelse med de frivilliges opsigelse har såvel Michael Mathiesen og udvalgets næstformand Silas Drejer udtrykt beklagelse og ment, at der har været tale om misforståelser fra de frivilliges side, og den holdning har Michael Mathiesen stadig.
- Selv om vi har taget kritikken til efterretning, så betyder det ikke, at vi er enige i den. Jeg forstår stadig ikke, at man vælger at smide håndklædet i ringen uden at involvere os først, siger han.
Med de mange manglende frivillige står museerne i Helsingør med et stort praktisk problem i forbindelse med Sundtoldsmarkedet, men det problem vil politikerne ikke tage stilling til lige nu.
- Vi har masser af ideer, og dem vil vi drøfte med den nye museumschef, som snart, formentlig inden for 14 dage, vil være ansat.
Han understreger, at samarbejdet med frivillige stadig har stor betydning.
- Vi har et ønske for de frivillige: Alt alle føler sig godt tilpas, og at føler de bidrager med noget nyttigt, siger han.
Michael Mathiesen forventer at det mål bliver nået i et godt samarbejde med den kommende museumschef.
Du kan læse meget mere om de frivilliges stop, museernes mange opsigelser og det turbulente år, der generelt har været i Museerne Helsingør på helsingørdagblad.dk.