Aflyste tog, færre tog, aflysninger og togbusser. Det er, hvad pendlere på Kystbanen har i vente i denne uge til og med fredag.
Der er nemlig færre tog, og der er indsat togbusser mellem Nivå og Helsingør. Ændringerne gælder fra mandag til fredag den 10. december, hvor der også kører færre tog mellem Østerport/København H og Holbæk samt mellem Nivå og Cph Lufthavn. Ændringerne skyldes driftsforstyrrelser.
Men det lysner i horisonten, lover DSB.
Tony Bispeskov, informationschef hos DSBVi er pressede på vores personale. I øjeblikket har vi 60 sygemeldte lokoførere mod normalt omkring 40
- Ændringerne skyldes primært sygdom blandt lokoførerne, som muligvis hænger sammen med corona. Vi må jo ikke tjekke, hvorfor personale melder sig syge, men det er jo nærliggende at tro, at Covid-19 er en del af årsagen, oplyser Tony Bispeskov, informationschef hos DSB.
- Vi er pressede på vores personale. I øjeblikket har vi 60 sygemeldte lokoførere mod normalt omkring 40. Derudover er vi presset på vores planproces, blandt andet på grund af et større sporarbejde ved Slagelse. Vi har så prioriteret trafikken mod København, fordi langt de fleste bruger de tog, oplyser han.
Ændringer på Kystbanen
- Fra Nivå kører der Togbusser, som standser ved mellemstationerne. Det gælder fra kl. 5.37 til og med kl. 9.17.
- I retningen fra Helsingør standser morgentogene normalt.
- Myldretidstogene kører også efter en anden køreplan i denne periode.
- Det anbefales, at rejsende tjekker Rejseplanen, inden man tager afsted.
- Her holder Togbusserne:
Nivå: Busstop for linje 354 ved Nivå Center - nærmest spor 3 - Humlebæk: Foran stationsbygningen på Hal Kochs Vej, nærmest spor 1 (ingen stoppestedsstander)
- Espergærde: Busstop i busterminalen, midterhelle, nærmest spor 2
- Snekkersten: Busstop i busterminalen, nærmest spor 4
- Helsingør: Busstop i busterminalen, midterhelle, busstop for linje 353, 388 og 802
- Køreplanen ændres søndag den 12. december.
Flere tog til pendlerne
Formanden for Kystbanens Pendlerforening af 2019, Torben Gamst-Johansen, er blandt dem, der har undret sig over ændringerne lige op til køreplanskiftet på søndag.
- Er de ved at sende de 24 togstammer ud af de 34 mulige til Sverige "før tiden", eller hvad foregår der, som han lidt sarkastisk spørger dagbladet i en mail.
Men det er altså helt banalt sygefravær, der er årsagen. Til gengæld lysner det for pendlerne på den anden side af weekenden, fordi den nye køreplan træder i kraft på søndag.
- Her går vi fra 20-minutters til 15-minutters drift, så man vil opleve, at der er flere tog. Det er en del af den politiske aftale, som blev indgået i 2017, hvor man gradvist adskiller de svenske og de danske tog. Ofte har forsinkelserne haft deres udspring i Sverige, så der bør pendlerne hurtigt kunne mærke forskel. Samtidig er de seks nordligste stationer på Kystbanen blevet opprioriteret, så det ser altså snart bedre ud, lover Tony Bispeskov.