FODBOLD: Det var nok ikke for at se Anders Holst, Daniel Norouzi og Kevin Stuhr Ellegaard, at landstræner Kasper Hjulmand havde taget turen til Frederiksberg onsdag eftermiddag, da FC København tog imod FC Helsingør i en testkamp.
Hjemmeholdet har modsat gæsterne til gengæld en hel del spillere, som er i betragtning til Hjulmands røde og hvide tropper, der om et lille halvt år skal spille EM.
Det lykkedes alligevel at få landstræneren til at sige et par ord om FC Helsingør, der tabte 2-3 på KB's anlæg.
Landstræner Kasper Hjulmand om FC HelsingørFC Helsingør spiller en god gang fodbold, og det var godt at se den måde, de gik til kampen med en masse mod og vilje til at spille fremad. Det så godt ud.
- Jeg kender Morten Eskesen, og jeg kender en del af spillerne, fordi flere af dem har været i FC Nordsjælland samtidig med mig. FC Helsingør spiller en god gang fodbold, og det var godt at se den måde, de gik til kampen med en masse mod og vilje til at spille fremad. Det så godt ud, konstaterede Kasper Hjulmand efter kampen.
Vigtigt med stærk 1. division
Selvom han ikke rekrutterer fra landets næstbedste række, så har den mangeårige FC Nordsjælland-træner, som overtog landsholdet i sommer, pæne ord at sige om udviklingen i 1. division.
- Med de til rådighed værende midler er vi nødt til at udvikle vores to øverste ligaer, og det er godt at se, at niveauet i 1. division hæves i disse tider med både spillermateriale og professionelle forhold for klubberne. Det går en god vej, sagde Kasper Hjulmand.
Selvom Norouzi & co. måske ikke står lige for at træde ind på landsholdet, så fik FCH'erne vist sig godt frem foran landstræneren med god fight og to flotte mål af Anders Holst og Carl Lange.