Klumme: Lige børn leger bedst

Jeg har en søn på 9 år, som er langt bagud i skolen. Hvis specialklasserne i folkeskolen stadig eksisterede, så skulle, han have været i sådan en. Men politikerne afskaffede specialklasserne i 2012. Og han har ikke ADHD eller autisme, så han kan ikke komme i en skole specielt for de elever. Politikerne har bestemt, at han skal gå i samme klasse som jævnaldrende, der er milevidt foran ham rent fagligt. Det kalder man så for inklusion.

Min søn er ikke inde i varmen hos klassekammeraterne. Mildest talt. Han oplever ikke at være den, som alle vil være sammen med. Om det har noget at gøre med, at han bogligt er langt bagud, og at han på ingen måde er motiveret for at være i skole, det ved jeg ikke med 100 procents sikkerhed. Men jeg ved med sikkerhed, at det, at han ikke kan følge med i skolen, på ingen måde har medvirket til gode kammeratskaber. Min søn føler sig anderledes i skolen. Han bliver opfattet som anderledes af klassekammeraterne. Og vil 9-årige klassekammerater være sammen en der er det? Jeg er bange for, at man i den alder også selv vil føle sig anderledes, hvis man er sammen med en der er anderledes.

De gamle specialklasser havde færre elever i klasserne. Så de var dyrere at have i folkeskolen end normale folkeskoleklasser. Så det kunne have været praktisk og billigt, hvis man kunne flytte disse elever over i normale folkeskoleklasser. Og det har man så forsøgt at gøre siden 2012. Hvis du kære læser, forsøger at skrive "inklusion" på Google, så kan du selv få en fornemmelse af, hvordan det er gået. Og det er ikke gået særligt godt.

Det er ikke gået særligt godt med at indføre inklusion, fordi børn har brug for at spejle sig i ligesindede, og fordi de har brug for, ikke at føle sig anderledes.

Inklusionsbegrebet er måske oprindeligt opfundet, ud fra misforstået omsorgsprincip. Eller også er det opfundet ud fra et udspekuleret spareprincip. Personligt tror jeg mest på det sidste. På Hellebækskolen, hvor jeg selv gik i 80'erne, da var der en specialklasse. Der blev talt om denne klasse. Jeg vidste at disse børn, ikke var særligt stærke rent fagligt. Jeg havde også ondt af disse børn. Jeg tænkte, at det ikke måtte være særligt sjovt, at gå i en klasse hvor alle var "dårlige" til skolearbejde. Heldigvis er jeg kommet lidt videre i dag. I dag ved jeg, at børn ikke går op i , om de befinder sig, som en del af en anderledes gruppe børn. Medmindre man gør et stort stykke arbejde ud af at informere børnene om dette. Børn derimod, er i stand til at spejle sig i den kammerat der sidder ved siden af ham eller hende. Hvis kammeraten ved siden af, er milevidt foran i skrivning, regning og læsning, så kan læreren komme med 1000 pæne ord og 1000 forsøg, på at hjælpe den bogligt svage elev. Den svagt boglige elev vil stadig føle sig svag og mindre værd.

I de "gode" gamle dage, så sad de bogligt svage elever bagerst i klassen. I dag har man så spredt dem lidt rundt i klassen, i stedet for at bringe dem sammen i deres egen klasse, og give dem en fælles identitet. Men sagen er jo den, at alle børn og lærere, ved hvem de bogligt svage elever i klassen er. I princippet kunne man ligeså godt sætte dem bagerst i klassen som man gjorde i de "gode gamle dage". Følelsen af, at være udenfor, er den samme, som da man sad bagerst i klassen.

Det er den daværende regering og Kommunernes Landsforening, der i 2012, afskaffede specialklasserne. Begge parter mistænker jeg, for at have et klart motiv til at spare på folkeskolen. Jeg syntes det er rigtigt godt klaret, at det lykkedes dem at overbevise uddannede skolelærere om, at inklusion er et smukt begreb, og at man kan afskaffe specialklasser uden følelsesmæssige konsekvenser for den bogligt svage elev. For mig at se, kan det kun lade sig gøre, fordi en stor del folkeskolelærere åbenbart alligevel ikke kan se svage børns behov, og fordi resten af lærerne er autoritetstro helt ud til fingerspidserne.