Annonce
Helsingør

Linda Victoria har været en del af millionærernes dating-klub: - Virkeligheden overgår virkelig fantasien

Linda Victoria Skovsende flyttede til Hornbæk sidste år med sin mand og datter. Det var datteren, der valgte huset for enden af den lille villavej, da hun er særlig sensitiv. Foto: Martin Rye
Den 47-årige erhvervskvinde har levet af at hjælpe verdens største virksomheder, og hun har samtidig hjulpet nogle af klodens rigeste og mest berømte personer med at finde kærligheden. I dag bor hun i Hornbæk, og snart udkommer hun med en ny bog, som skildrer skyggesiderne i toppen af erhvervslivet.

UGENS PORTRÆT: Hun er 177 centimeter høj, det blonde hår er skulderlangt og smilet afslører et lille smilehul på hver kind.

Lokalavisen Nordsjælland møder hende i hendes hjem i Hornbæk.

Den 47-årige kvinde har dækket op med Royal Copenhagen tallerkener og matchende kaffekopper.

Annonce

Julekagerne ligger sirligt placeret på en lille tallerken på bordets midte. Ved bordets ende står en buffet af te i en kasse med tebreve fra JP Perchs Thehandel.

Intet er overladt til tilfældighederne, og det er sådan, hun kan lide det.

Navnet er Linda Victoria Skovsende, og hun er med til at finde chefer og bestyrelsesmedlemmer til nogle af verdens største virksomheder.

Og som om det ikke var nok, så har hun også rejst Europa tyndt for at lege Kirsten Giftekniv for verdens rigeste og mest berømte mennesker.

Mange af dem gik rundt med en frygt for, at de mennesker, de var sammen med, kun var tiltrukket af dem for pengenes skyld. Det er synd, når nogle føler sig så sårbare.

Linda Victoria Skovsende, selvstændig rekruttør til erhvervslivet og forfatter.

Brændte ud

Hun er selv født i lidt mere ydmyge omgivelser i Virum. Hun voksede op i Værløse. Hun er en del af en søskendeflok på fire - hun er den eneste pige.

Far var anlægsgartner. Mor butiksmedarbejder i den lokale Irma.

Turen op til verdens erhvervstop lå på det tidspunkt slet ikke i kortene.

Drømmen var faktisk at blive advokat, indtil hun overhørte en samtale.

- Da jeg var 17 år gammel, overhørte jeg nogle bankmænd tale om fodbold. De vidste alt om fodboldspillerne. Så jeg tænkte, at hvis jeg vidste ligeså meget om folk i erhvervslivet, så måtte jeg da kunne tjene penge på det, siger hun.

Men tanken blev ikke til mere - i hvert fald ikke i første omgang.

Linda Victoria fik efterfølgende sin bachelorgrad i Erhvervssprog og en kandidat i kommunikation fra CBS, og hun indledte sit arbejdsliv med at stifte sit eget firma.

Den dengang 24-årige CBS-uddannede hjalp virksomheder med deres kommunikation, men efter fem år som selvstændig kommunikatør fik Linda Victoria nok.

- Jeg brændte ud. Det var for hårdt hele tiden at skulle finde nye klienter, og så er livet som selvstændig bare ekstremt ensomt, siger hun.

Linda Victoria Skovsende er i dag selvstændig rekruttør af chefer og bestyrelsesmedlemmer til de absolutte ypperste poster i verden. Foto: Martin Rye
Annonce

Avisforsiden

Efter fem år rykkede hun ind hos Egon Zehnder, som er verdens største private rekrutteringsfirma, med eget kontor og med udsigt ud over Amalienborgs slotsplads.

Her assisterede hun headhuntere, hvis opgave var at rekruttere chefer og bestyrelsesmedlemmer til nogle af verdens største firmaer.

Pludselig blev hun en del af hverdagen på de bonede gulve og nålestribede Armani-jakkesæt.

Men som assistent i et gigantfirma var det umuligt for Linda Victoria at stige i rang. Selvom hun var blandt ledere fra den absolutte erhvervstop, følte hun alligevel at noget manglede.

- Jeg var ikke længere glad for at være der. Mine ambitioner var større, og kulturen havde også ændret sig bort fra de oprindelige gode værdier, der tiltrak mig i første omgang, siger Linda Victoria.

Ovenpå ni år hos Egon Zehnder begyndte hun at lede efter noget nyt.

Hun fik fingrende i Financial Times, og på forsiden kunne hun læse en historie om firmaet Berkeley International, der matchede milliardærer og store berømtheder med hinanden.

- Det var lige mig, tilføjer hun.

Annonce

Limousine og glamour

I 2013 kontaktede hun firmaet Berkeley International, hvis logo mest af alt ligner et våbenskjold, hvor to løver står på hver sin side af et stort 'B' med en krone på.

Efter det begyndte det at gå stærkt. Hun blev kaldt til samtale, og det betød en tur til den belgiske by Antwerpen, hvor firmaet havde hovedkontor.

Da hun steg ud af flyet og bevægede sig igennem lufthavnen, stod en mand klar med et skilt med hendes navn på.

Han eskorterede hende ud og uden for stod en sort limousine klar. Linda Victoria var den eneste passager.

2/3 af klienterne i Berkeley International finder en partner, de er sammen med i mindst tre til fem år. På billedet står Linda Victoria foran alteret på sit kontor. Foto: Martin Rye

Den ensomme limousinegæst forventede pomp og pragt på sin vej til hovedkontoret, men uden for bilens ruder var der ikke meget andet en marker i kilometervis og små huse og gårde. Men efter lidt tid på de nordbelgiske landevej begyndte enorme huse langsomt at dukke op.

Miljøet var lige pludselig et helt andet. Det ene overdådige palæ afløste det næste, og limousinen tog farten af.

Store låger åbnede op og inde bag lå et slot af et hus med gråbrune sten og store hvælvinger.

Efter en dag sammen med firmaets chef og andre "matchmakere" tilbød de hende jobbet. Men Linda Victoria brugte den betalte flyvetur hjem til Danmark på at tænke over det.

Annonce

Millionær-matchmaker

Hun takkede egentlig først nej til jobbet, men efter nogle måneders betænkningstid og en lyst til at forlade sin tjans hos Egon Zehnder takkede hun ja.

Linda Victoria skulle stå for Berkely Internationals skandinaviske kontor, men hendes opgave blev at matche folk fra hele verden.

Hun vil ikke ud med, hvem der har brugt tjenesten, men skuespilleren Hugh Grant har selv været ude at sige, at han har brugt firmaet.

- Det er de store 'A-listers', som bruger det. Vi taler om folk i topstillinger inden for mode, erhvervsliv, musik. Store skuespillere. Berømtheder, opremser Linda Victoria.

I tiden efter rejste hun Skandinavien og Europa rundt for at møde den ene rigmand og berømthed efter den anden. Hun blev inviteret ind i store luksusvillaer og lejligheder, hvor hun interviewede folk fra verdens top.

- Vi har med folk at gøre, som ikke har tid til at finde en livspartner, siger hun.

Ligesom artiklens indledning blev klienterne beskrevet ned til mindste detalje lige fra højde, personlighed, udseende, hvad de søger i en partner og hvor stor deres formue er.

Det foregik på den måde, at Linda Victoria og firmaets andre 'matchmakers', som de kaldes, interviewede en klient i tre timer og på den baggrund skulle de skrive en anonym profiltekst, som passede til personen.

Blå bog

  • Navn: Linda Victoria Skovsende
  • Født: 1974 i Virum
  • Bopæl: Hornbæk
  • Uddannelse: Bachelorgrad i Erhvervssprog og en kandidat i kommunikation fra CBS. Har også taget uddannelser i coaching.
  • Job: Selvstændig executive searcher hvor hun rekrutterer ledere og chefer til nogle af verdens største virksomheder.
  • Forfatter: Hun er aktuel med bogen 'Broderskab,' der er efterfølgeren til bestselleren 'Mørklagt.'
Annonce

Hjælp til de adelige

Linda Victoria har blandt meget andet selv været med til at hjælpe en adelig klient fra Frankrig, der var vokset op med masser af velstand. Men over tid forsvandt hendes rigdom, og hun mistede sine forældre.

- Hun havde altid været meget beskyttet og levet i en tryg boble, selvom hun var en kvinde på 50'erne, siger hun.

Linda Victoria og teamet introducerede hende overfor en mandlig klient, der ejede et slot i England, hvor han holdte store overdådige bryllupper. Han søgte en kvinde, der var vant til at drive et slot - vant til at være værtinde.

- Kvinden havde været værtinde hele sit liv, og manden søgte en livspartner, som også kunne være med til at holde slottet kørende, siger hun.

Priserne på et års abonnement var ikke for sarte sjæle.

For at matche med klienter i det samme land, som man bor i, kostede det omkring 74.000 kroner. For at lede i Skandinavien kostede det cirka 111.000 kroner. Hvis man ville søge i hele Europa kostede det 185.000 kroner og for hele verden lød prisen på svimlende 371.000 kroner.

- På den måde tiltrak vi os medlemmer med matchende levestandarder, siger Linda Victoria.

Annonce

Ikke alle finder lykken

Men efter et halvt år blev det for meget for Linda Victoria.

- Jeg ville jo gerne redde alle, men det kunne jeg jo ikke altid. Det var en af grundene til, at jeg stoppede, siger hun.

Linda Victoria fik et helt unikt indblik i de mest intime afkroge af de menneskers liv.

- Mange af dem gik rundt med en frygt for, at de mennesker, de var sammen med, kun var tiltrukket af dem for pengenes skyld. Det er synd, når nogle føler sig så sårbare, siger hun.

Ifølge Linda Victoria var klienterne meget bestemte i deres ønsker. Det gjorde også, at de var meget svære at rykke på, hvis en date ikke levede op til deres ønsker.

- På den måde fandt mange aldrig lykken. De skulle kunne rumme andre mennesker, og det var de måske ikke parate til, siger hun.

Annonce

Selvstændig igen

Selv om Linda Victoria ikke længere er en del af millionærernes dating-klub, så har hun stadig med folk i den absolutte top at gøre.

Hun er på ny gået i erhvervssporet og headhunter chefer og bestyrelsesmedlemmer til nogle af verdens største virksomheder.

Denne gang er hun bare ikke assistent.

- Det er både hyggeligt og virkelig tilfredsstillende at have med virkelig dygtige mennesker at gøre og se, at ens arbejde virkelig gør en forskel for, om et firma klarer den eller ej, siger hun.

Hendes arbejde giver også Linda Victoria et indblik i erhvervslivets skyggeside. For blandt de mange toppost-kandidater gemmer der sig få sociopater imellem. Sociopater, der vil have succes for enhver pris og kæmper sig vej til toppen uden at sky nogle midler.

- Selvom de er få, så kan de gøre stor skade for virkelig mange mennesker, siger hun.

I sin nye bog 'Broderskab,' der udkommer den 9. december, tager hun sine læsere endnu længere ind bag den mørke og fordækte del af erhvervslivet. Bogen er fiktion, men har rod i Linda Victorias liv blandt erhvervstoppen:

- Virkeligheden overgår virkelig fantasien.

Covid-19 har betydet, at Linda Victorias firma har måttet gå fra syv til to medarbejdere. Til trods for det er de ve at åbne en ny afdeling i Bukarest. Foto: Martin Rye
Annonce
Helsingør For abonnenter

Fra sin altan kan Tommy se parkeringspladsen ved Sundhedscenteret: - Det er det rene kaos

Danmark

Tirsdagens coronatal: Der er 6324 nye smittetilfælde med coronavirus

Annonce

Seneste podcasts

Annonce
Annonce
Helsingør

Her rammer besparelserne: Daginstitutionerne lukker tidligere – men måske opdager du det ikke

Debat For abonnenter

Helsingør Dagblad mener: Sygeplejerskerne er ikke de eneste, der har knoklet under coronapandemien

Helsingør

Industriforeningens formand sukker: - Det her er et skridt i den forkerte retning

Helsingør

Se billederne: Nissepiger spreder glæde i gågaderne

Regeringen holder pressemøde om restriktioner onsdag aften

Hornbæk For abonnenter

Se den vilde video: - Jeg har aldrig set brandmænd så store i Øresund

Debat

Debat: - De foreslåede besparelser harmonerer meget dårligt med kommunens egen vision

Helsingør

Gerda har mistet begge sine børn og Annelise har sagt farvel til flere venner: Denne dag er noget helt specielt for dem begge

Coronasmitte kan igen sende børn hjem til onlineskole

Erhverv

Efter Barslund-konkurs: Medarbejder på 57 skrev ansøgning på Facebook

Debat For abonnenter

Helsingør Dagblad mener: Vi er usle, dumme, tarvelige og ubegavede ...

Helsingør

Kystbanen hårdt ramt: - Vi har 60 sygemeldte lokoførere

Annonce