Annonce
Helsingør

Lokale skoleledere: - Fjernundervisningen fungerer fint

Andreas Elkjær, der er skoleleder på Espergærde Skole, mener ikke, at man kan have de samme forventninger om fagligt indhold i fjernundervisningen, som man kan have til undervisningen af eleverne, når de er fysisk i skole. Foto: Lars Johannessen
Lokale skoleledere mener, at fjernundervisningen og nødpasningen af eleverne i de små klasser fungerer fint.
Annonce

FJERNUNDERVISNING: - Man kan ikke have de samme forventninger til fagligt indhold.

Sådan siger formand for skolelederforeningens lokale afdeling i Helsingør og skoleleder på Espergærde Skoles fire afdelinger, Andreas Elkjær, om den fjernundervisning som kommunens elever i disse uger modtager.

- Der foregår undervisning, og eleverne får noget ud af det. Men det er ikke det samme, siger han om sammenligningen af fjernunderivisningen med den undervisning, eleverne fik, da de var fysisk til stede på skolen. Han forklarer, at skolelederne i kommunen arbejder sammen med lærerne på at tilrettelægge undervisningen, så den tilpasses eleverne på den enkelte skole og i den enkelte klasse.


Der foregår undervisning, og eleverne får noget ud af det. Men det er ikke det samme.

Andreas Elkjær, formand for skolelederforeningens lokale afdeling i Helsingør og skoleleder på Espergærde Skole


Den online undervisning foregår enten hjemme ved spisebordet eller i nødpasning på skolen for elever op til fjerde klasse, hvis forældre skal på arbejde. Hos de mindste elever fokuserer skolerne særligt de sociale relationer i undervisningen, forklarer Andreas Elkjær.

-  Lærerne laver eksempelvis små lege og synger. Det er for at holde fast i trivslen, mens man sidder hjemme bag hver sin skærm, siger han.

Fjernundervisningen "fungerer", mener skolelederen. Siden nytår har de på Espergærde Skole - som resultat af feedback fra forældrene - valgt at gøre skoledagen for de mindste elever i nulte og første klasse en time kortere, så dagen foran skærmen slutter klokken halv tolv om formiddagen.

Kari Jørgensen, der er skoleleder for de fire afdelinger på Helsingør Skole, mener også, at fjernundervisningen og nødpasningsordningen "fungerer rigtig fint". Men lærerne oplever, at især de yngste elever kan være svære at fastholde og motivere, forklarer hun.

- Det er en svær situation. Det er helt anderledes vilkår for lærerne. Man skal støtte på en helt anden måde, end når man er fysisk sammen med sine elever i et klasselokale, siger hun om den online undervisning.

Annonce

Forstår forældrenes bekymring

Helsingør Dagblad har talt med Ina Larsen fra Helsingør, der er mor til en dreng i 1. klasse, der modtager fjernundervisning i nødpasning. Hun er bekymret for sin søns faglighed. Skoleleder Kari Jørgensen "kan godt forstå bekymringen."

- For vi ved, at de faglige kompetencer er afgørende for, hvordan eleverne klarer sig resten af deres liv, siger hun.

Forældre til de helt små elever bør dog være mindre bekymret, mener skolelederen.

-  Jeg tænker, at de har mange år tilbage i skole endnu, siger Kari Jørgensen, der tror på, at børnene under nedlukningen udvikler både online og kreative færdigheder gennem fjernundervisningen.

Når eleverne efter planen vender tilbage til undervisning på skolen den 8. februar vil hun dog sikre sig, at de små elever ikke er blevet sat fagligt tilbage.

- For der kan være nogle børn, der er sakket bagud. Men måske nogen også er sprintet. Jeg ved det ikke. Men der vil være opmærksomhed på det, siger skolelederen på Helsingør Skole.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Travlhed før genåbning: - Vi undersøger, om vi må lukke kunderne ind ad bagdøren

Annonce